Inge den Ældre af Sverige [4450]
(1055-Omkr 1110)
Helene Blotsven [4451]
Storfyrst Mstislav I Vladimirovich den Store af Kiev [4429]
(1076-1132)
Christine Ingesdatter af Sverige [4430]
(-1122)
Ingeborg Mstislavna af Kiev [4397]
(ansl 1100-Efter 1131)

 

Familie

Ægtefæller/børn:
1. Hertug Knud Lavard af Sønderjylland [4396]

Ingeborg Mstislavna af Kiev [4397] 2 3 4

  • Født: ansl 1100
  • Ægteskab (1): Hertug Knud Lavard af Sønderjylland [4396] omkring 1116 1
  • Død: Efter 1131 3
Billede

  Notater:

Ullas tip-22-oldemor.

Uddrag af Salmonsen Konversationsleksikon:
Ingeborg, Knud Lavard's Hustru, Datter af den russ. Fyrste Mstislav og den sv. Kongedatter Kirstine. Hendes Ægteskab, der blev indgaaet c. 1116, skyldtes hendes Moster, den danske Dronning Margrete Fredkulla, af hvem hun fik sv. Godser i Medgift. I. skal have fraraadet Knud at drage til Julegildet i Roskilde 1130. 8 Dage efter hans Mord fødte hun en Søn (Jan. 1131), og endnu ukendt med Drabet opkaldte hun ham efter sin Farfader Vladimir, paa Dansk Valdemar. Ængstelig for Sønnens Liv afværgede hun, at han 1137 opstilledes som Kongsemne. 2


Billede

Ingeborg blev gift med Hertug Knud Lavard af Sønderjylland [4396] [MRIN: 1672], søn af Kong Erik I Ejegod af Danmark [4421] og Bodil [4422], omkring 1116.1 (Hertug Knud Lavard af Sønderjylland [4396] blev født mellem 1095 og 1100 i Roskilde,1 døde den 7 Jan. 1131 i Haraldsted skov, Ringsted hd 1 og blev begravet i Haraldsted kirke, Ringsted hd 1.). Årsagen til hans død var Dræbt ved svig af kong Niels' søn Magnus.


Billede

Kilder


1 lex.dk, Christensen, Aksel E.: Knud Lavard i Dansk Biografisk Leksikon. Hentet 22. maj 2021.
Knud Lavard, født vistnok 12.3 i ukendt år 1095-1100, død 7.1.1131, hertug. Knud Lavard er ifølge fragmenterne af Robert af Elys helgenskrift fra ca. 1135 født i Roskilde ved Skt. Gregors dag i faderens første kongetid; han er opkaldt efter farbroderen Knud den Hellige og synes således forudbestemt til at blive faderens efterfølger frem for hans ældre frillesønner, bl.a. Harald Kesja der sammen med ærkebiskop Asser stod for riget under faderens sidste pilgrimsrejse der endte med hans død på Cypern 1103. Efter faderens tidlige død blev dog hverken Harald eller den ægtefødte Knud Lavard konge, men deres farbror Niels. Knud Lavard overdroges til opfostring hos Skjalm Hvide i Fjenneslev; siden opholdt han sig en årrække hos sachserhertugen Lothar (tysk konge 1125-37).

Efter hjemkomsten blev Knud Lavard af kong Niels anerkendt som grænsejarl i Slesvig hvor han som driftig byherre fremmede Slesvigkøbmændenes handel og til gengæld blev protektor og æresoldermand for deres gilde, det senere Skt. Knuds gilde, i hvis segl han afbildes. Som jarl har han især haft grænsekampe med sin fætter, obodriterfyrsten Henrik (død 1127) og dennes sønner, og da disse kort efter døde opnåede han 1129 som len af kong Lothar herredømmet over obodriterområdet med titel af knés (fyrste, konge). I sine sidste år forenede han således det slesvigske område under kong Niels med titel af hertug (dux) og det tysk-slaviske obodriterrige som knés under den tyske konge. Slavernes historieskriver Helmold berømmer ham omkr. 1170 i begge egenskaber, såvel som slesvigernes "velgører" som hans samarbejde med slavernes apostel, den tyske biskop Vicelin.

Knud Lavards forhold til kong Niels, hans dronninger og især sønnen Magnus er helt legendarisk forvrænget i overleveringen. Et voksende modsætningsforhold til kongen og Magnus er dog uomtvisteligt, for de har - og sikkert med rette - betragtet ham som en farlig medbejler til kongetronen, når den gamle kong Niels døde. Rivaliteten førte til, at Magnus dannede en sammensværgelse mod Knud Lavard, og at han selv ved svig dræbte ham ved Haraldsted den 7.1.1131. Om dette drab efter kongens julegilde i Roskilde er allerede Robert af Elys beretning rent legendarisk. Denne tidlige legendedannelse hindrer os i at slutte noget sikkert om Knud Lavards personlighed og om hans faktiske politiske indsats. Hans største historiske betydning er knyttet til drabets politiske eftervirkninger og hans senere placering som Valdemarernes kongehelgen. At kong Niels lod sønnens udåd upåtalt misbilligedes af ærkebiskop Asser, og Knud Lavards bror Erik Emune indledte straks den borgerkrig der de følgende tre årtier hærgede riget.

Så snart Erik Emune opnåede den danske kongemagt (1134), gik han i gang med at forberede broderens helgenværdighed. Der knyttedes mirakler til martyren, og englænderen Robert af Ely formede den ældste helgenbiografi; efter de bevarede brudstykker at dømme har den været nøje formet over det gængse skema. 1146 fik Eriks søn Sven Grathe og Knud Lavards søn Valdemar, trods modstand fra ærkebiskop Eskils side, Knud Lavard skrinlagt ved alteret i Ringsted kirke; men først ved forliget mellem konge og ærkebiskop efter det pavelige skisma i Valdemars tidlige regeringstid opnåedes pavens kanonisering af Knud Lavard ved bulle af 8.11.1169, hvorefter Knud Lavard hertugs translation fandt sted ved en stor kirkefest i Ringsted 25.6.1170, hvor samtidig Valdemars ældste ægtefødte søn Knud VI blev kronet som medkonge og efterfølger. Kong Valdemar udnyttede straks sin egen linjes særlige kongehelgen. Et kongebrev fra Valdemar den Store (fra 1177?) til danske Gotlandsfarere viser at Hellig Knud i Ringsted var skytspatron for et rigsomfattende broderskab af Knudsgilder der forplantede sig til Gotland og Sverige og videre til Estland og Letland. Knud Lavard fejredes som helgen rundt om i riget på dødsdagen 7.1. eller translationsdagen 25.6. eller begge dage; han fejredes desuden i Sverige og Finland samt i de slaviske egne hvor der eksisterede kapeller indviet til ham, således i Alt-Lübeck (ifølge Helmold) og i Lüneburg (1233).

På grundlag af helgenlitteraturen og Helmold støbte Saxo i Gesta Danorum den Valdemarernes kongehelgenskikkelse der efter Hans Olriks monumentale monografi 1888 har behersket dansk historieskrivning helt ind i 1930'erne. Da havde Curt Weibull forlængst (1915) påvist Saxos og legendens helt uhistoriske billede. Siden har historikerne haft svært ved at finde en fast ny vurdering. For E. Arup (1925) var Knud Lavard den dygtige politiske stræber og den fornemme europæer der var mistænkelig i de hjemmegjorte danskeres øjne, så ondt nid blev hans bane. Hal Koch fastholdt (1936 og siden) billedet af den blændende og løfterige personlighed der ramtes af misundelsen, og 1967 drog H. Paludan konklusionen af afklædningen af helgenen og gjorde Knud Lavard til den lovlige danske kongemagts antagonist der med tysk bistand konspirerede mod sit land og faldt på sine gerninger, dræbt af rigets styrer Magnus. Sidste fremstilling (Aksel E. Christensen 1977) kan ikke finde belæg for Knud Lavards rolle som landsforræder eller tysksindethed, da Roskildekrøniken, hvis helt er Magnus, har en overmåde positiv karakteristik af Knud Lavard, men rivaliteten understreges som motiv.

Teglstenskirken i Ringsted, som Valdemar den Store grundlagde som gravkirke for sig og sin efterslægt, blev samtidig et storstilet monument over kongelinjens værnehelgen, hvis kraft skulle forplante sig til efterfølgerne som illustreret ved kongegravene der fra helgenskrinet på højalteret lagdes i generationsrækker bort fra det som en stamtavle fra Valdemar den Store til Erik Menved og hans slægtled. Den yngre kongefamilie lod kalkmalerier i kirken forherlige slægten, især fremstillingen i korshvælvingen fra omkring 1300, hvor Knud Lavard med hertugfane fremstilles sammen med Erik Plovpenning-legenden. Også i andre kirker fremstilledes hertug Knud Lavard på kalkmalerier, bl.a. det nærliggende Vigersted, men også så fjernt som i Skive.

Familie
Knud Lavard blev født i Roskilde, død i Haraldsted, begravet sst., siden i Ringsted k. Forældre: Erik Ejegod (død 1103) og Bodil (død 1103). Gift ca. 1116 med Ingeborg, -1130-, d. af fyrst Mstislav af Rusland og Christine af Sverige. - Far til Kirsten og Valdemar den Store. Halvbror til Erik Emune og Harald Kesja.

Ikonografi
Fremstillet som rytter med hertugfane på Slesvigs Skt. Knudsgildes segl. Kalkmal. ca. 1268 og ca. 1300 (begge Skt. Bendts k., Ringsted), ca. 1450 (Vigersted k.), af And. Johansson, ca. 1500 (Linderød k.), 1552 (Skive gl. k.) og ca. 1552 (Hvidbjerg k.). Ligsten fra midten af 1600-tallet (Skt. Bendts k., Ringsted). Knud Lavards drab fremstillet på akvarel af Anker Lund 1865, på tegn. af Mag nus Petersen 1886 og på træsnit af H.P. Hansen. Andre scener af Knud Lavards liv på tegn. af Louis Moe, 1893, og på mal. af Ellen Hofman Bang udst. 1920. - Knud Lavards kors, tegnet af V. Koch, skænket af Thor Lange, 1902 (Haraldsted).

Bibliografi
Kilder. Vitae sanctorum Danorum, udg. M. Cl. Gertz, 1908-12 (Robert af Ely, Ordinale m.m.); overs, af Hans Olrik i Danske helgeners levned, 1893-94 (fot. optr. 1968). Scriptores minores, udg. M. Cl. Gertz I, 1917-18 (reproudg. 1970) (Roskildekrøniken); overs, af Jørgen Olrik, 1898. Saxo: Gesta Danorum, udg. J. Olrik og H. Ræder I-II, 1931-57; da. overs. Sakses Danesaga, overs. J. Olrik I-IV, 1908-12 (2. udg. 1925). Helmolds slavekrønike, udg. Bernhard Schmeidler, 3. udg. Hannover 1937 = Monumenta Germaniæ hist. Scriptores rerum Germanicarum in usum scholarum editi; da. overs, af P. Kierkegaard, 1881.

Lit. Hans Olrik: Knud Lavards liv og gerning, 1888. Curt Weibull i Hist. t. for Skåneland VI, Lund 1915 1-286 (også som særtryk: Saxo, Lund 1915). Erik Arup: Danm.s hist. 1, 1925 (fot. optr. 1961). Hal Koch: Danm.s kirke i den beg. hojmiddelalder I-II, 1936. Tue Gad: Legenden i da. middelalder, 1961. Samme i Kulturhist. leks. for nord. middelalder VIII, 1963 600-03. Helge Paludan i Historie ny r. VII, 1966-67 497-525. Aksel E. Christensen i Danm.s hist. I, 1977 274-77 288-92 337. Jürgen Petersohn: Der südliche Ostseeraum, Wien 1979.

2 Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave (Kjøbenhavn. A/S J. H. Schultz Forlagsboghandel. Trykt hos J. H. Schultz A/S. MCMXV -- MCMXXX. Digital udgave ved Project Runeberg), Bind XII side 377: Ingeborg (Knud Lavard’s Hustru).

3 Charles Cawley, Medieval Lands: Russia (Udgivet af Foundation for Medieval Genealogy), 1. E. GRAND PRINCES ...: 2. INGEBORG ...

4 Det Kongelige Bibliotek: Tidsskrift.dk, John Lind: De russiske ægteskaber DYNASTI- OG ALLIANCEPOLITIK I 1130'ERNES DANSKE BORGERKRIG.
Historisk Tidsskrift Bind 92 Hæfte 2 (1992).


Hjem | Indholdsfortegnelse | Efternavne | Navneliste

Denne hjemmeside blev lavet 24 Maj 2021 med Legacy 9.0 fra MyHeritage.com; Ophavsret og vedligeholdelse af mail@ClausBechgaard.dk