Goa november 2009

Retur til Rejsebeskrivelser

Opdateret d. 28.11.2009


Goa er en provins på den indiske vestkyst.
Kort over Goa.
Valuta: 100 rupees = ca. 12 kr.

Vila Goesa. Klik for et større billede.Vi tog med Spies til Goa på en uges ferie til et beach resort ved navn Vila Goesa.

Vila Goesa lå i Baga-området i det nordlige Goa. Det var et glimrende resort efter indiske forhold. Værelset havde skabe, køleskab, air condition, loftsvifte og et glimrende badeværelse, og der var rent. Endvidere en altan med en minimal udsigt. (Vi var ikke tilfredse med udsigten og fik tilbudt et andet værelse; men vi afslog tilbuddet, da vi gættede på, at værelset lå i den rolige del af komplekset, og vi havde poolen med borde og stole lige i nærheden. Det viste sig senere, at nætterne ikke altid var rolige, da russiske (og ofte larmende) gæster normalt henvises til dette afsnit. Det havde dog ingen praktisk betydning, da vores air condition nemt overdøvede evt. natteravne.)
I forbindelse med poolen var der spa og bar. Køkkenet var acceptabelt, personalet venligt og området i det hele taget frodigt og velholdt, om end inventaret ved poolen var noget slidt.

En sti førte ned til stranden. Der havde tidligere ligget en shack neden for hotellet, men den var revet ned, og en ny var under opførelse.
Stranden var en herlig sandstrand med vand så varmt, så selv jeg var i bølgerne adskillige gange. Udover turister fra vores del af verden var der mange indere. (Hele busfulde af indere fra diverse byer valfarter til dette ferieparadis for at nyde en fridag eller en bryllupsrejse. Dette er givetvis en del af forklaringen på, at mad og drikke stadig er særdeles billigt i Goa). Langs hele stranden var der en mængde shacks - primitive restauranter (ofte meget primitive), der rådede over sun beds med parasoller, hvor man kunne slå sig ned og opvartes med drikkevarer og måltider. Der kunne vi så ligge og brune vores kroppe (jo brunere hud, jo bedre) og undrende betragte inderne, der spadserede forbi fuld påklædte (jo lysere hud, jo bedre) og undrende betragtede os vesterlændinge, som de indtil nu i mange tilfælde vel kun havde set afbildet i blade.
En lind strøm af børn og voksne falbød varer, så der var masser af muligheder for at få souvenirs med hjem. De fleste af sælgerne kom – ligesom de ansatte i shacks’ene – fra byer uden for Goa. (De skaffer et nødvendigt tilskud i sæsonen til familien derhjemme.) Der var dog kun to af sælgerne, der kunne vække min interesse i en grad, der fik tegnebogen frem: Avisdrengen først på formiddagen, og kagemanden, der i sin hvide papkasse gemte et herligt udvalg af velsmagende kager til 50 rupee pr. stk.
Udover badegæster var der også hunde, køer og livreddere langs stranden – sidstnævnte nok mest af hensyn til inderne, hvoraf de færreste kan svømme og er helt uerfarne med havet, understrømmen og de til tider voldsomme bølger. Hvert år drukner mange indere i Goa.
Stranden. Klik for et større billede.
Stranden. Klik for et større billede.
Stranden. Klik for et større billede.

Efter mørkefald holdt flere shacks åbent, og man kunne så nyde den kølende aftenbrise med en tår lokal Kingfisher øl. (Men hvorfor pokker skal de alle sammen spille høj musik?)

Vores foretrukne shack var placeret umiddelbart syd for Vila Goesas nedgang til stranden. Dér købte vi en dag en sarong. Aldrig så snart have pigen modtaget sine 100 rupees, før en civilklædt politimand snuppede sedlen ud af hånden på hende. 100 rupees var prisen pr. dag for at måtte sælge på stranden (og med ca. 200 sælgere var det jo ikke så ringe at være nærpoliti – og ”nærpolitiet” var vist ikke det eneste af slagsen, uniformerede betjente kunne lægge hele stranden øde); men sådan var der så meget: Handler overværedes gerne af én af de ansatte ved shack’en, som efterfølgende også krævede en andel for at tillade handel på shack’ens territorium. (I øvrigt er det ikke sandsynligt, at de ansatte får løn for deres arbejde – de må nøjes med drikkepengene. Og man kan også roligt gå ud fra, at hvis man ved betaling gavmildt runder op, så går drikkepengene i indehaverens lomme. Det er bedre at få penge tilbage og først derefter diskret give drikkepenge direkte til den, de var tiltænkt.)

Stranden trak voldsomt i os, og vi orkede kun et par enkelte udflugter. Vi fik ikke besøgt nogen markeder, ej heller fik vi afprøvet nogen af de spisesteder, der anbefales af Spies, Gath eller Lonely Planet. Vores dagligdag forløb typisk således:
Grillet kingfish. Klik for et større billede.
Aften på Chalston. Klik for et større billede.
Aften på stranden. Klik for et større billede.
Aften på stranden. Klik for et større billede.

Kirkegården ved St. Alex kirken. Klik for et større billede.Vi var på to udflugter. I begge tilfælde hyrede vi en taxi.
Den første tur gik rundt i lokalområdet, hvor vi bl.a. besøgte St. Alex kirken i Calangute og Mae de Deus kirken i Saligau. (Goa var indtil 1961 under portugisisk herredømme, så der er mange kirker i området.)
Minsandten om ikke også chaufføren mente, at vi gerne ville ind og besøge en antikvitetshandel. (Jeg hader altså den slags, men jeg må indrømme, at der var mange flotte tæpper, antikviteter og megen flot brugskunst for enhver smag og pengepung – og chaufføren fik jo en T-shirt af forretningen for hver 10 kunder, han trak ind i butikken).

Den næste tur var en standardtur til 1.000 rupees (kr. 120), der først gik til Old Goa, der nærmest virkede som en større landsby og ganske fredfyldt. I Old Goa besøgte vi to kirker: Basilica de Bom Jesus og Se Cathedral, der begge var meget seværdige.
Derefter besøgte vi Mangueshi templet og Mahalsa templet, der begge var rigtig flotte, især set udefra.
Sidste besøg gjaldt en krydderiplantage, hvor entréen på 300 rupees inkluderede en rundvisning efterfulgt af frokost. Vi droppede rundvisningen og nøjedes med en velsmagende frokost, udsøgt betjening og en storslået udsigt til vandbøfler m.m.
Se Cathedral. Klik for et større billede.
Mangueshi templet. Klik for et større billede.
Vandbøffel i krydderiplantagen. Klik for et større billede.

Umiddelbart fandt jeg det lidt trist at køre rundt i Goa. De mange små boder mindede mig mest om det, jeg har set i Afghanistan, om end de i Goa var mere farverige og naturligvis havde mange flere varer på hylderne. Der var mange bygninger, der tydeligvis havde været ganske flotte, men manglende vedligeholdelse gjorde dem til et sørgeligt syn. Der var imidlertid også frodige områder og flot natur, og jeg er ikke i tvivl om, at et nærmere bekendtskab kunne være spændende, ikke mindst på grund af den indiske befolknings venlighed.
"Trist" er nu ikke det rette ord at benytte om trafikken - den er snarere "spændende"!

Transport.
Flyveturene med Novair mellem Kastrup og Goa tog 9 – 10 timer inkl. tankning i Armenien. Turene gik såmænd udmærket, men der var godt nok trangt med plads i sådan en Airbus 321-200. Der var fire toiletter med konstant kø til de 211 passagerer, og det blev da ikke bedre, da ét af toiletterne brød ned på udturen. (Tankevækkende hvordan vi kræver stadigt billigere billetter og i takt hermed accepterer at lade os fragte under forhold, der nærmer sig kreaturtransporter. Pengene til ekstra benplads var givet godt ud!)
Vi havde fravalgt Spies’ tilbud om bustransport mellem lufthavnen og Vila Goesa og omvendt. Vi tog i stedet en taxi, der 1 time og 700 rupees senere kunne aflevere os på bestemmelsesstedet.

Til slut.
Jeg var skeptisk ved tanken om de lange flyveture og kun én uge på bestemmelsesstedet, men henset til, at der næsten udelukkende var tale om badeferie, var det fint nok. Nå ja, et par dage mere havde da været rart, men jeg kan kun få øje på 3 årsager til, at man skulle vælge at tilbringe 2 eller flere uger i Goa: Sammenlagt må jeg sige, at det var en fin ferie. Goa var meget anderledes, end hvad jeg før har oplevet. Det var første gang, jeg vovede mig ud på en egentlig badeferie, og jeg nød det!

Medbring:
Turistlinks:
http://www.goa-tourism.com
http://www.goatourism.gov.in/

Retur til Rejsebeskrivelser