Goa december 2011 - januar 2012

Retur til Rejsebeskrivelser

Opdateret d. 24.1.2012



(Alle positioner refererer til Google Earth. Kopiér "hele smøren" til feltet "Flyv til".)

Apollo havde et godt tilbud på en måneds ophold i Goa.
Turen derned i Novairs Airbus forløb fint, og lige som sidst havde vi fravalgt den fælles bustransport og hyrede i stedet selv en taxi til vores hotel. (Dette viste sig at være en heldig disposition, da flere af de øvrige gæsters bagage ikke var med flyet. En masse papirer skulle derfor udfyldes i lufthavnen, og bussen blev meget forsinket).

Holiday Beach Resort (15 31' 6.21"N, 073 45' 53.25"E), der var navnet på vores hotel, var beliggende på festgaden Candolim Beach Road i Candolim få hundrede meter fra stranden. Vores værelse på første sal var spartansk indrettet men stort set rent. Vi betalte ekstra for at få et køleskab og A/C. Altanen var sydvendt og derfor meget varm og nærmest ubrugelig til andet end morgenkaffe, aftendrink og tørring af tøj. Candolim Beach Road var trafikeret med ideligt dyttende biler og scootere, og de mange restauranter var temmelig støjende. Ørepropper var derfor absolut en nødvendighed, hvis nattesøvnen skulle sikres.

Det menige personale på hotellet var venligt og meget hjælpsomt, mens det var noget vanskeligere at få et smil fra hotellets ledende skikkelser. Vi oplevede flere eksempler på, at ledelsen efter vores opfattelse gik i meget små sko.

Morgenmaden var inkluderet, og efter indisk sædvane bestod den af to stykker (i dette tilfælde usædvanligt tørt) toast, smør, marmelade og en kande kaffe eller te. De første dage var smørret dog fraværende til fordel for et besynderligt produkt ved navn NutraLite ("better than butter", ha!). Senere hen kom der smør på bordet. Om det skyldtes, at vi provokerende selv begyndte at medbringe smør, var uklart.

Hotellet havde en swimmingpool, som vi dog ikke benyttede.

Sammenfattende måtte hotellet betegnes som OK til prisen, hvis man kunne acceptere ovennævnte ulemper.

Oksekærre
Trængsel neden for altanen

Stranden
For enden af Candolim Beach Road lå den indbydende strand med mange mere eller mindre flotte shacks og tilhørende drømmesenge (sun beds). Få meter mod syd lå Spotty's shack (15 31' 2.58"N, 073 45' 46.92"E), som var omtalt i "Turen går til Sydindien". Den var fin nok, men serviceniveauet ved drømmesengene var ringe, og den omtalte reggae musik var historie.

Fem minutters gang mod nord lå Pete's shack, der bestemt hørte til i den bedre ende hvad angik indretning og mad. Antallet af sun beds var dog begrænset, og man skulle stå tidligt op for at sikre sig én. Derfor blev vores foretrukne shack Sam's Paradise, også en nydelig shack med god service og god mad. Sam's shack lå lidt syd for Pete's.

Yderligere 30 minutters gang mod nord (på Calangute strand) lå shack'en Jolly Boys (ca. 15 32' 31.03"N, 073 45' 21.44"E). Den var forholdsvis primitiv, men indehaveren ejede seks fiskerbåde, så der var næsten garanti for frisk fisk. Vi fik lækker kingfish og king prawns til dæmpet musik. Derudover skal nævnes, at Hannu holdt til ved shack'en. Hannu var massøse, måske strandens bedste.

Lidt længere mod nord kom man til den store trappe op til Calangute (15 32' 41.71"N, 073 45' 19.75"E). Her var altid godt besøgt at indere.

Fortsatte man mod nord, kom man til Chalston (15 32' 55.03"N, 073 45' 15.33"E), et fremragende resort med en lige så fremragende restaurant.

Længere mod nord lå Vila Goesa, hvor vi boede for to år siden. Dér var nu opbygget en højtbeliggende og tilsyneladende udmærket shack ved navn Buckingham (15 33' 06.40"N, 073 45' 11.29"E). Der var sågar installeret loftsvifter.

Candolim Candolim En båd med dagens fangst hales i land ved Jolly Boys Calangute Calangute

Turisterne på stranden var hovedsageligt indere og briter. På 3. pladsen kom et stigende antal russere.

Et færre antal sælgere end tidligere kom forbi og falbød deres varer. Vi blev fortalt, at politiet dette år ikke krævede penge af sælgerne, men i stedet jog dem væk. Jeg observerede en dag, hvordan politiet simpelthen beslaglagde varerne fra et par af sælgerne. Avisdrengene kom dog stadig. I The Times of India kunne vi læse om de spørgsmål, der optog inderne, bl.a.:
The Times of India
I anledning af 50 året for Goas løsrivelse fra Portugal havde The Times of India genoptrykt forsiden fra dengang.
(Se lige reklamen i øverste, venstre hjørne. Det var i SAS' storhedstid.)

Jul og nytår
I perioden fra jul til nytår var der tryk på omkring vores resort pga. mange tilrejsende indiske turister. 27. - 29. december afholdtes desuden Sun Burn, Goas svar på Roskildefestivalen. Den fandt sted få hundrede meter fra vores altan og gav anledning til timelange dum-dum basrytmer, dels fra selve festpladsen, dels fra et til lejligheden opbygget diskotek samt de nærmeste shacks. En adgangsbillet kostede ikke mindre end 8.000 rupees om dagen, så det var især mere velstillede tilrejsende indere, der befolkede gaderne. Erfaring: Goa er dejligt, men knap så dejligt i den uge.

Juleaften fejrede vi stille og roligt i Pete's shack med god mad og dæmpet musik.

Pete's shack
Pete's shack var let genkendelig med flag og strandens eneste juletræ.

Juledags aften afholdt Chalston en stor julemiddag. Vi havde reserveret bord dér og havde en god aften med levende musik og en lækker buffet. Vi sad ved et firemandsbord og var så heldige at få selskab af et tysk par, der anvendte en del af deres sabbatår på en rundrejse i Indien. Det var interessant og tankevækkende at høre deres beretning om rejsen fra Mumbai til Goa. De havde i Mumbai kørt med en flink taxichauffør og aftalt med ham, at han næste dag kl. 9.30 formedelst 10.000 rupees skulle køre dem til Chalston, hvor de via deres bærbare pc havde booket et værelse. Turen skulle foregå i en bil med A/C og ville vare 10, højst 12 timer. Da chaufføren næste dag dukkede op - en time senere end aftalt - var det i en meget lille bil uden A/C. De valgte dog alligevel at køre med ham, men efter få kilometer standsede han, og en anden mand ("min bror, han er også en god chauffør") overtog kørslen. Det blev en træls tur med træk fra nedrullede vinduer uden tisse- og spisepauser. Det viste sig, at chaufføren havde kørt hele den foregående nat og til tider kørte meget aggressivt for at holde sig vågen. Ofte forsøgte han at presse tyskerne til betaling her og nu, og han forlangte at få ekstra betaling, hvis han skulle benytte den hurtigere nye hovedvej, der var betalingsvej. Tyskernes eneste livline på turen var Chalston, der undervejs ringede og spurgte, hvor de blev af. På et tidspunkt efter mørkefald gjorde chaufføren holdt på en øde markvej og forlangte betaling. Kun tyskernes trussel om at tilkalde politiet fik ham til at køre videre (heldigt, da tyskerne hverken kendte telefonnummeret til politiet eller anede, hvor i Indien de befandt sig). På en tankstation 40 km før Chalston nægtede chaufføren pure at køre videre, og tyskerne valgte at betale og forlade bilen. De ringede til Chalston, der sendte en taxi for at hente dem. (En fremragende service fra Chalston. En sådan service havde de med sikkerhed ikke fået, hvis de havde booket værelse på vores resort.) Kl. 4.00 kunne de endelig gå i seng.

Nytårsaften holdt vi på Sam's Paradise. Vi var en snes mennesker til god barbecue og dæmpet musik. Fruen havde dog bestilt hummer, der også var glimrende tilberedt. Hen ad kl. 23 kom flere mennesker til. Ved årsskiftet var vi vidne til et gigantisk fyrværkeri, der i omfang slog både hvad Oksbøl og Tivoli kan præstere. Derefter blev der spillet højt og moderne dum-dum musik, men både tiden og vores tilstand var så fremskreden, at det ikke spillede nogen større rolle. Festen varede til kl. 5.30, men da var vi for længst gået til ro iført ørepropper og lettere brandert.

Sam's Paradise
Godt nytår!

NB: I flere dage i perioden var det umuligt at opdrive en kontantautomat, der virkede. De mange tilrejsende havde tømt dem for penge.

Devaaya
Fruen foreslog, at vi skulle tage på en uges Ayurveda behandling. Det er en livsstil, der bl.a. indebærer vegetarkost og massage. Jeg tænkte, at det måske kunne være meget sundt med en uges detox, og da jeg kun så en minimal risiko for, at en sådan behandling kunne være vanedannende, valgte jeg at tage med.

Stedet hed Devaaya (15 32' 20.63"N, 073 54' 30.24"E) og lå på øen Divar nogle kilometer øst for vores hotel. Vi blev afhentet af en taxi og via færge fra Old Goa kørt til stedet. Det var et smukt og fredfyldt resort. Vores værelse var luksus med tv, stort badeværelse og en rar terrasse med naturudsigt. Om morgenen trængte en mystisk, monoton messen fra små udendørs højtalere ind i badeværelset, hvor vi gjorde os klar til dagens massage. Der var mulighed for at deltage i yoga, men det fravalgte vi. Ellers gik dagene mest med afslapning ved svømmepølen samt de vegetariske måltider, der var velsmagende og kun lidt krydrede, tilpasset europæisk smag. Det passede mine sarte smagsløg fint, Ullas mindre fint. Det lykkedes mig således at bevare min kampvægt til trods for, at tobak og alkohol var bandlyst.

Stedet havde kapacitet til ca. 80 gæster, men vi var kun en snes, og det var ganske rart.

Færgen ml. Old Goa og Divar island Devaaya Pool På terrassen i kjole
Færgen til Divar island Alt var flot og velholdt på Devaaya Poolen Dress code til massage var kjole

Devaayas website gav nærmest indtryk af, at stedet var et fængsel, og at udgangstilladelse kun kunne gives af lægen. Dette var dog ingenlunde tilfældet, og der var flere, der var på sightseeing i Panaji og andre steder.

Én dag tog vi på en guidet tur til den lille ø Vanxim nordvest for Devaaya. Der boede 250 indbygger ligeligt fordelt på hinduer og kristne i hver sin landsby. Guiden var fin nok, men han forstod ikke meget engelsk og svarede ofte i øst når vi spurgte i vest. Øen virkede fattig, bygningerne forfaldne, men ganske interessant.

Church of St Crist Church of St Crist Kirkegården Forfaldent hus
Church of St Crist på Vanxim Kirken indvendig Kirkegården Håndværkertilbud

Hvad angik massagen havde jeg ikke de store forhåbninger om, at det var noget for mig. Jeg blev iført en diminutiv ble og smurt ind i olie, gnubbet og sendt i dampbad, men efter tre gange meldt jeg fra og koncentrerede mig helt og fuldt om poolen. Ulla havde håbet, at massagen kunne gøre noget godt for hendes knæ og ben, men det var ikke tilfældet. Vi undrede os da også lidt over, at lægerne på baggrund af puls og tungens udseende var i stand til at ordinere den rette massage, men vi har jo heller ingen lægelig uddannelse. Det skal dog siges, at flere af de øvrige gæster på resortet var gengangere og særdeles tilfredse med behandlingerne.

Uanset de udeblevne resultater var vi dog enige om, at Devaaya var et pragtfuldt sted, og at opholdet ingenlunde havde været spildt. Roen stod i grel kontrast til larmen i Candolim, og med forbløffelse måtte vi konstatere, at vi ikke havde savnet fisk, kød og rødvin.

Den sidste dag blev vi kørt tilbage til Candolim. Jeg erkender blankt, at vi fejrede hjemkomsten med rødvin og et ordentligt måltid mad, der for mit vedkommende bestod af en blodig steak.

Husbådtur
En anden fredfyldt udflugt foregik med John's Boat Tours i husbåd på Chapora floden lidt nord for vores tilholdssted. Båden havde to kahytter, og der var en tre mands besætning til at opvarte Ulla og mig samt et engelsk par. Kahytterne var små men flot indrettede, og vi havde en smuk og hyggelig tur med én overnatning. Inden afsejling om morgenen var vi med motorbåd inde på en lille ø med 90 indbyggere (15 40' 20.52"N, 073 51' 12.46"E). Der var meget flottere og renere, end vi ellers var vant til at se. Øen blev tillige benyttet som feriested for velhavende indere. (Der er et udmærket lille klip fra en tilsvarende tur på YouTube)

Vores husbåd Sand hentes fra flodbunden
Vores husbåd Sand fra flodbunden bruges til cement Solen går ned over floden Chapora

Spisesteder
Vores tvivlsomme oplevelse af morgenmaden på Holiday Beach Resort var årsagen til, at vi først den sidste uge opdagede, at frokost- og middagsretterne faktisk var udmærkede.

I stedet for det sædvanlige informationsmøde havde Apollo valgt at lave en bustur sponsoreret at en skrædder i Baga. Turen gik fra Baga i nord til fortet Aguada i syd. Ud over skrædderen besøgte vi bl.a. restauranten Oriental, der lå godt gemt væk på Holiday Street i Calangute. Den ejedes af en tysker og hans thailandske kone, og de var specialister i bl.a. thaimad og steaks. Det var et rigtigt hyggeligt sted, fri for gadens larm. Det var dér, vi søgte hen efter vores vegetariske uge.

Ved siden af Holiday Beach Resort lå Sheetal (15 31' 07.15"N, 073 45' 52.04"E), der serverede mad fra det nordindiske køkken. En flink tjener sørgede godt for mig og fremtryllede en velsmagende ret af lam (uden for spisekortet), der ikke var voldsomt krydret.

På Candolim Beach Road lå fiskerestauranten Angaar (ca. 15 31' 06.41"N, 073 45' 57.18"E), hvor vi spiste to gange. Lækker fisk og steak.

Sheetal Angaar
God mad på Sheetal ... ... og på Angaar

Hjemrejse
Vi hyrede en taxi til at køre os til lufthavnen. Vi ankom ca. 4 timer før planlagt flyafgang. På forbilledlig vis var prisen aftalt på forhånd til 950 rupees. Desværre forsømte vi at have aftalte penge, og da chaufføren på forunderlig vis ikke ejede små sedler, endte vi med at måtte betale 1000.

En flink mand tilbød straks at hjælpe os med at få vores kufferter gennem "systemet". Fint nok, men da han undervejs blev tilbudt 50 rupees for ulejligheden, forlangte han 100. Han fik 50 og overlod misfornøjet resten af transporten til os selv (hvilket overhovedet ikke var noget problem).

Turen gennem Goas lufthavn var omstændelig. Ved indkørslen til lufthavnsområdet skulle vi fremvise billet. Ved indgangen til lufthavnsbygningen skulle vi fremvise billet og pas. Efter en halv time i kø blev vores billet kontrolleret og vores håndbagage afmærket, mens vores kufferter blev gennemlyst og forseglet. I ventetiden udfyldte vi udrejsepapirer. Efter yderligere nogen ventetid behagede det personalet at åbne skranken for check-in, og ved fremvisning af billet og pas fik vi efter 20 minutters sagsbehandling (der var tale om en nyansat, der skulle oplæres) afleveret vores kufferter og udleveret boardingpas.
Der var stadig mere end 2 timer til flyafgang, så vi stillede sulten i restauranten. (En god ide, da der ikke var nogen restaurant efter security kontrol).
Security kontrol blev indledt med kø, kontrol af udrejsepapirer, kontrol & stempling af pas og derefter en ny kø. I køen blev vores pas igen kontrolleret. Umiddelbart før gennemlysning af håndbagagen blev vores boardingpas kontrolleret. Efter gennemlysning kunne vi gå til gaten og vente, købe vand m.m. samt foretage evt. indkøb af den toldfrie butiks sparsomme udvalg. Der var ikke særligt billigt, og vi kunne ikke købe Old Monk, en glimrende indisk rom. (Tidligere i lufthavnen havde vi fået udleveret en seddel, der opfordrede til at overholde loven og veksle alle rupees til andre valutaer inden afrejse. Vi blev herunder gjort opmærksom på, at vi ikke kunne betale med rupees ved gaten. Dette viste sig at være noget sludder).
Endelig udkald til flyet. En betjent kontrollerede, at vi havde forsynet vores afmærkning af håndbagagen med navn. Derefter kontrollerede 2 piger vores boardingpas. Ved udgangen (5 m efter pigerne) kontrollerede en betjent igen vores boardingpas. Derefter kunne vi stige ombord i bussen, der skulle køre os de 100 m ud til flyet.
Ved trappen til flyet blev vores boardingpas kontrolleret og inddraget, og vil kunne endelig finde vores plads i flyet, fuldstændig trygge takket være de mange kontrolforanstaltninger.

Flyet afgik rettidigt. Mellemlanding i Kuwait, hvor optankning og skift af besætning varede en times tid.

En fintælling viste efterfølgende, at vi i Goas lufthavn stod i kø 5 gange og fik kontrolleret pas / udrejsepapirer / billet / boardingpas i alt 11 gange. (En mere erfaren Indien-farer end mig kunne dog oplyse, at forholdene i lufthavnen de senere år er blevet meget bedre. Nu kan man f.eks. af og til opleve en ansat, der smiler!)

Ved ankomst til Kastrup konstaterede vi med forbløffelse, at politiet stod klar til at kontrollere vores pas. Slet ingen ventetid. Sikke noget slinger :-)

Afslutning
Stranden i Goa er herlig, og den trak så meget i os, at vi ikke fik set nær så meget andet, som vi havde planlagt. Inderne er generelt venlige, men kan taxichauffører og handlende score nogle ekstra rupees fra udlændinge, gør de det som regel gerne. Det er dog under alle omstændigheder særdeles billigt at leve i Goa.

Trafikken er larmende. De fleste dytter af alt og alle, og de færreste tager notits af det. Et par gange var vi heldige at køre med en taxi, hvor chaufføren åbenbart havde indset det nyttesløse i at bidrage til hornmusikken, og han kom såmænd lige så hurtigt frem som alle andre.

Vejarbejde
Et vejarbejde på hovedgaden kunne for alvor sætte gang i hornmusikken.

Det er måske ikke sidste gang, vi tager til Goa, men det bliver med sikkerhed ikke i jule- og nytårsperioden, hvor trængselen og larmen til tider er enorm.

Diverse
100 rupees = ca. 12 kr.
Porto på postkort til Danmark: 12 rupees.
El: 220 V, danske stik.
En god (og tillige billig) rødvin er Madera.
Som det fremgår, er jeg ikke meget for traditionel, stærkt krydret indisk mad. Men en skål Dal Fry med en skål ris eller et stykke brød (naan) synes jeg godt om. Dal Fry er en suppe med bl.a. linser, der er på bordet hos såvel fattige indere (af nød) som rige indere (pr. tradition).
Lassi er en slags yoghurt, der er forfriskende en varm dag på stranden.

Lekture:
Links til kort:

Retur til Rejsebeskrivelser