Skotland-Irland

Skotland, Nordirland og Irland, juli - august 2016.

Opdateret d. 8.1.2026

Links kontrolleret 8/1 2026.

1. dag

Det var blevet min tur til at give Ulla alenetid, så jeg bestilte 11 dages rundrejse med Temarejser. Da min gode ven Kristian så programmet, ville han også med, og hans Karin havde intet behov for alenetid, så hun ville også med. Så vi var tre danskere, der sammen med 11 norske og svenske gæster fløj med SAS til Edinburgh, hvor vi blev modtaget af Ole Jörgen ("OJ"), vores norske rejseleder. Undervejs til hotellet i vores 50 personers bus bød OJ os velkommen og fortalte om Edinburgh, Skotlands hovedstad. Vores hotel var Ibis Edinburgh Centre South Bridge hotel, et centralt beliggende trestjernet hotel.

Vi havde fem timer til rådighed inden aftenspisning, så jeg gik en tur ad Royal Mile. Navnet skyldes (udover længden), at strækningen forbinder Edinburgh Castle med Holyrood Palace. Sidstnævnte er residens for den britiske monark, når Skotland besøges.

Et besøg i St. Giles' Cathedral bekræftede, hvad jeg havde læst, at glasmosaikkerne var særdeles seværdige.

Derefter besøgte jeg Camera Obscura and World of Illusions, en ganske spændende samling af synsbedrag og meget andet. Det var mest lagt an på børn men også ganske fornøjeligt for en halvgammel gubbe som mig.
Jeg faldt over en festlig Fart Guide, og fra taget af bygningen var der en flot udsigt.


Fart Guide.	Royal Mile.	St. Giles' Cathedral.

Om aftenen var der arrangeret en fælles velkomstmiddag, et enkelt men velsmagende måltid med svinekød og grøntsager. Drikkevarer kunne købes i baren. Jeg drak på hele turen lokalt øl (Lager) til frokost og aftensmad og blev på intet tidspunkt skuffet.

2. dag

Vi begyndte dagen med en solid Scottish breakfast (ligner English ditto, men omfatter også bl.a. haggis (består bl.a. af fåreindmad). Det smagte anderledes og bestemt ikke dårligt. Jeg var hjemmefra blevet advaret mod haggis, men det slog mig, at indholdet vel ikke var så meget anderledes end det, vi får i de pølser, vi køber i et dansk supermarked.

Dernæst var vi på en bustur rundt i Edinburgh, der sluttede ved det højt beliggende Edinburgh Castle for enden af Royal Mile. Fæstningens historie kan formentlig føres tilbage til 1000-tallet. Inden for fæstningen fandtes flere museer.


Forgården - esplanaden - hvor det årlige tattoo afholdes.	Gatehouse med en latinsk tekst, der kan oversættes: Ingen krænker mig ustraffet.	Portcullis Gate - der var trængsel.	Udsigt fra Edinburgh Castle.	One O'Clock Gun affyres stadig til ære for turisterne.	Gravplads for regimentsmaskotter og officershunde.

Derefter var det tid til at opleve Edinburgh på egen hånd. Jeg gik ned ad Royal Mile og opdagede The People's Story, et museum om almindelige menneskers liv, arbejde og fritid fra sidst i 1700-tallet til i dag. Interessant, gratis adgang.

For enden af Royal Mile lå den skotske parlamentsbygning. Den blev opført 1999 - 2004, tegnet af den catalanske arkitekt Enric Miralles, der døde inden færdiggørelsen. Prisen blev 10 gange højere end budgetteret. Som OJ sagde: Sig ikke, at skotterne er nærige. Arkitekturen er kontroversiel, men jeg syntes, den var flot. Jeg kom ind i bygningen efter et sikkerhedstjek ligesom i lufthavnen, og især loftets stålkonstruktion i Debating Chamber (= folketingssalen) imponerede mig. Den muliggør et spænd på 30 m uden støttepiller. 297 lamper oplyser salen.


Parlamentet set udefra …	… ved siden af Holyrood Park …	… med udsigt til Salisbury Crags.	Debating Chamber.

Om aftenen fik Karin, Kristian og jeg lammeskank på Bella Italia, en italiensk restaurant beliggende på Royal Mile, i øvrigt den bygning, hvor den politiske unionsaftale mellem kongerigerne Skotland og England efter sigende blev underskrevet i 1707. Et særdeles lækkert måltid.

Der var flere steder, jeg gerne ville have besøgt, men jeg orkede ikke mere, bl.a. på grund af lange køer. Edinburgh var en spændende by, jeg håber på et gensyn senere, og i så fald ikke i turismens højsæson juli og august.

3. dag

Efter morgenmaden kørte vi mod nord. Vest for Edinburgh over Forth floden så vi Forth Bridge, en jernbanebro fra 1890, der er på UNESCO's verdensarvsliste.

Efter knap to timers kørsel var vi fremme ved Glamis Castle, der var den britiske dronningemoders barndomshjem. Vi fik en times rundvisning, og der var sandelig mange fine ting at se på. Desværre måtte vi ikke fotografere indendørs, og jeg havde ikke specielt let ved at forstå guidens skotske engelsk (men OJ var flink til at give et resume på skandinavisk). Slottet var også stedet, hvor Shakespeares Macbeth udspillede sig, om end det var 300 år før slottet blev bygget.

Vi fortsatte til Pitlochry, hvor vi tre i den danske delegation fik frokost på McKays. Jeg fik en god minestrone og en sandwich med cheddar og skinke. Sidstnævnte viste sig at være en virkelig god sammensætning. Dertil lokal øl Ben Y Vrackie Lager. Navnet refererer til et nærliggende bjerg Ben Vrackie. Igen godt øl!

Efter frokosten blev vi vist rundt på whiskydestilleriet Blair Athol. Størstedelen af produktionen bliver lagret på tidl. Burboun fade og solgt videre til andre destillerier til fremstilling af blend whisky, f.eks. Bell's. Af resten fremstiller destilleriet sin egen single malt whisky. Vi hørte, at 1 - 2 % af fadenes indhold årligt fordamper gennem porerne i fadene, så det er intet under, at vellagret whisky er dyre dråber.
Vandet til fremstillingen hentes fra vandløbet Allt Dour, der kommer fra ovennævnte Ben Vrackie bjerg.

Om aftenen, efter 2½ times kørsel, ankom vi til Loch Ness Lodge i Inverness. En god 3 retters menu var inkluderet i rejsens pris. Jeg havde værelse 55, der var det næst-yderste. Det var vel grunden til, at det tog en halv time at få lunkent vand frem til min bruser; men bortset fra det var det et glimrende hotel.

4. dag

Vi begyndte dagen med et udmærket morgenmåltid. Vi befandt os tydeligvis i et turistområde, thi her var ingen haggis på buffeten. Kl. 09.15 pakkede vi vores kufferter i bussen og kørte de få hundrede meter hen til The Loch Ness Centre. I en lille times tid vandrede vi gennem seks rum, hvor små film fortalte om facts, skrøner og svindel ifm. Nessie. I og for sig ganske udmærket, men burde man overhovedet bruge tid på denne "attraktion"? Souvenirbutikken var rendyrket tyveri. Vi kunne f.eks. købe et lille Nessie-monster af plastik made in China for 100 kr. og en gemen engangslighter - skotskternet - for 30 kr. Men der var da pænt omkring søen.

Opklaringsfartøj.

Ved Loch Ness lå også ruinerne af slottet Urquhart, engang et af Skotlands største slotte. Jeg mener, det var større end Hammershus, men en medrejsende svensker var ikke imponeret; i Sverige havde de større ruiner. Nå, men flotte var ruinerne, som de lå der ved bredden af Loch Ness. Ved souvenir butikken var et lokale, hvor der hvert 10. min blev vist en kort film om borgens historie. Der var mulighed for undertekster på to sprog efter publikums ønske (afstemning eller højtråben). Ret smart.
Borgen spillede en rolle i krigen mod englænderne i 1300-tallet og var i brug indtil 1692, da den blev forladt og delvist ødelagt for at hindre andre i at besætte og benytte den.

På vores videre færd gjorde vi holdt ved et mindesmærke for de Commandos, der døde under 2. Verdenskrig. Et afsnit var også dedikeret faldne i f.eks. Afghanistan. Smukt at blive mindet med en øl.

Vi kom igennem nogle særdeles smukke landskaber, inden vi nåede frem til Skotlands største by, Glasgow, og foretog en kort sightseeing på vejen frem mod vores hotel, Holiday Inn Express Riverside. Glasgow virkede ikke som en specielt spændende by, men vi havde heller ikke rigtig mulighed for at stifte nærmere bekendtskab med den.

Der var samlet aftenspisning, en god 3 retters menu på den nærliggende italienske restaurant Mediterraneo.

5. dag

Kl. 0745 var vi klar til at læsse bussen, men den var gået i stykker. Efter en halv time dukkede en anden bus op, som kørte os sydpå til Cairnryan, en tur på to timer. Vi sejlede i godt to timer inden vi nåede Belfast, hovedstaden i Nordirland. Ombord gjorde jeg turens eneste fejlkøb, idet jeg ikke var opmærksom på, at i denne del af verden står øl og cider ved siden af hinanden. Skønt der også procenter i cider, vil det for mig aldrig blive en seriøs konkurrent til øl.

En ny bus ventede os i Belfast, og vi steg om bord og kørte direkte til det fire år gamle Titanic museum. Det berømte skib blev bygget her i byen, og museet bød blandt meget andet på en svævetur igennem "værftet", en flot blanding af kulisser, lys og billeder, samt en filmisk tur gennem skibets mange dæk. Det var meget flot lavet!

Tilbage i bussen fik vi en rundtur i Belfast og så bl.a. nogle murmalerier til minde om The Troubles i slutningen af forrige århundrede.

Indkvartering skete denne gang på Holiday Inn Belfast City Centre.

Vi spiste aftensmad på den nærmeste restaurant, vi kunne finde, nemlig den italienske Fratelli. De serverende piger havde meget travlt og var meget professionelle, og måltidet var ualmindeligt lækkert.

6. dag

Vi fortsatte kl. 08.50 ad den slagne motorvej M2 og A26 mod nord og nåede frem til verdensarven Giant's Causeway (= kæmpens dæmning). Det var 40.000 basaltsøjler, der ragede op af havet som resultat af underjordiske vulkanudbrud. Iflg. et sagn er det resterne af en dæmning til Skotland, bygget af en 16 m høj kæmpe.


Basaltsøjlerne var i sandhed et forunderligt skue.	I informationscentret fortaltes legenden på en kæmpe storskærm.

Vores slutdestination for dagen var Londonderry, eller Derry, som tilhængerne af Irland kalder byen - ingen grund til at bringe London på bane. Byen blev især kendt for Bloody Sunday, da britiske soldater i 1972 dræbte 14 og sårede 12 demonstranter.

Fotos herunder:
Peace Bridge blev indviet 2011. Den skal forbedre forholdet mellem indbyggerne på begge sider af floden Foyle. På Cityside bor overvejende nationalister, mens det overvejende er unionister, der bor på Waterside (vestbredden).
Vi gik en lille tur på bymuren fra begyndelsen af 1600-tallet. Den er bemærkelsesværdig derved, at den er intakt hele vejen rundt om den indre by.

Vi overnattede denne gang på Maldron Hotel Derry.

7. dag

I dag fortsatte rejsen ind i Irland. Mange af indbyggerne har traditionelt et anstrengt forhold til englænderne, og landet blev først selvstændigt i 1922. I landskabet Donegal besøgte vi Glenveagh Castle, der blev bygget i 1870'erne og var i privat eje indtil 1975, hvor det blev købt af staten. Vi fik en fortrinlig rundvisning i slottets gemakker, hvor meget fint og spændende indbo fandtes. Derefter var vi på egen hånd på vandring i regnen og den store velbevarede have.

Vi fik en udmærket tre retters frokost på McGettigan's Bar i Clanree Hotel i Letterkenny, inden vi fortsatte turen sydpå.

Ved kirken i Drumcliff gjorde vi et kort holdt. Her var forfatteren og Nobelprismodtageren W.B. Yeats begravet. Han døde i Frankrig i 1939, og i 1948 blev hans jordiske rester ført til Drumcliff (måske, idet der er nogen tvivl om, hvorvidt det virkelig er hans knogler).

Vores nye hotel lå i udkanten af Sligo og hed Clarion Hotel Sligo. OJ, den spasmager, fortalte: "Hotellet var tidligere et psykiatrisk hospital. Her har jeg tilbragt mange somre." Den første del var rigtig nok. Stedet havde været hotel i 11 år. Det rådede over en kirke og tilbød at arrangere bryllupsfester. At dømme efter de mange overnattende børnefamilier blev kirken snarere benyttet til barnedåb. Det var helt vildt, så mange børn, der boede på hotellet (heldigvis var der ikke tale om danske børn, så havde larmen da været uudholdelig). Det var selvfølgelig helt i orden, men en del af hyggen gik da af baren med alle de unger. Og når den annoncerede regel om, at børn under 18 ikke måtte opholde sig i baren efter kl. 22 ikke blev håndhævet, så gad vi ikke drikke vores sædvanlige aftendrinks på dette hotel. Hvad angik mit værelse var der ret snavset på badeværelset. Dertil kom, ar afløbet i min håndvask var stoppet, hvilket jeg oplyste receptionen om, hvorefter intet skete. Her kommer jeg ikke igen.

8. dag

Første mål denne dag var Arigna kulminen, der var i drift fra 1765 til 1990. Efter en kort film var vi nede i minen med en tidligere minearbejder, og vi så de smalle lag af kul, hvor "the shoveler" måtte ligge og skovle kul ud. Lønnen var god, men arbejdsforholdene usle. En minearbejders levetid var 45 - 55 år. Minen var en forholdsvis sikker én af slagsen, idet der kun var fire dødsfald i minens 300-årige historie.

Udsigten fra minen over Arigna-dalen var betagende.

Ved Strokestown Park var det grum ironi, at vores besøg på museet for The Great Famine (Hungersnøden i Irland 1845-1849) indledtes med frokost i cafeteriet, der solgte gode irske retter. Mætte og tilfredse blev vi først vist rundt i Strokestown Park House, en herregård i privat eje fra 1600-tallet til 1979. Det var en interessant oplevelse at se interiøret i det gamle hus.

At sultmuseet ligger i tilknytning hertil er intet tilfælde. Familien Mahon, der ejede godset, satte under sultkatastrofen 3.000 mennesker på gaden, da de ikke kunne betale huslejen, og husene blev som oftest revet ned for at forhindre genindflytning. Hjem- og arbejdsløse familier kunne arbejde under kummerlige forhold i et Workhouse for mad, men mange tog i stedet imod tilbuddet om en billet til Canada. Under overfarten mistede hen ved halvdelen livet.

På selve museet blev tragedien anskueliggjort. Årsagen var et svampeangreb på kartoflerne, så hele høsten slog fejl. Da kartofler udgjorde hovedparten af en landarbejders føde, typisk 6½ kg om dagen, var konsekvensen uhyggelig. Det anslås, at en million mennesker omkom, og at yderligere en million emigrerede.

Dagens mål var byen Athlone med ca. 20.000 indbyggere og beliggende ved Shannon, Irlands længste flod. Efter en kort rundvisning med bussen blev vi indlogeret på Hotel Sheraton, det absolut bedste hotel på turen. Om aftenen havde vi fælles spisning, en herlig 3 retters menu, men inden da fik jeg set lidt af byen.

Ved floden lå Athlone Castle, en fæstning, hvis historie går tilbage til 1129. Opgaven har været at forsvare flodens strategisk vigtige overgangssted. Jeg nåede et kort besøg på fæstningen med dens flotte udstillinger inden lukketid.

Over for fæstningen lå Church of Ss Peter and Paul, som jeg også nåede lige inden lukketid. Den er opført i 1930'erne og lignede med sine to tårne en katedral. Seks vinduer bestod af prægtige glasmosaikker.

9. dag

Næste dag kørte vi til hovedstaden Dublin. Byen blev anlagt af vikinger i 800 tallet ved floden Liffey. Byen var præget af meget vejarbejde, idet man var i fuldt gang med at lægge sporvognsskinner (ofte på strækninger, hvor nedlagte linjer tidligere forløb).

På turen rundt i byen kom vi bl.a. til den 7 kv.km store Phoenix Park.


Pavekorset, hvor paven i 1979 prædikede for 1,2 millioner mennesker.	Det 62 m høje Wellington monument for Hertugen af Wellington.

Frokosten indtog vi samlet i The Church, en restaurant, der var indrettet i den tidligere St. Mary's Church, som lukkede i 1964. Spændende og anderledes. Hovedretten var tilsat Guinness.

Dublin er bl.a. kendt for Guinness Bryggeriet, der blev grundlagt af Arthur Guinness i 1759, og vores næste besøg gjaldt Guinness Storehouse. Hjælp, hvor var der mange mennesker. Det var da både en interessant og god oplevelse, men jeg gør det aldrig igen. Rundvisningen var på egen hånd med en udleveret audioguide.

Jeg havde set frem til at nyde en Guinness med udsigt over byen i baren allerøverst, men der var kun enkelte ståpladser tilbage og et gevaldigt støjniveau.

Sidst på eftermiddagen blev vi indlogeret på Wynn's Hotel. Det var et ganske hyggeligt hotel, oprindeligt fra 1845, men det nedbrændte under opstanden i 1916 og genåbnede først 10 år senere.
Spisesalens størrelse var beskeden og således også morgenbuffeten, der bestod af gryn, brød og marmelade, men man kunne uden problemer bestille bacon, kippers, gedeost eller hvad man nu måtte finde passende at begynde dagen med.

Wynn's Hotel før og nu:

10. dag

Denne dag var afsat til at udforske Dublin på egen hånd.

Adskillige broer forbinder byen over floder. Ha'penny Bridge er en fodgængerbro fra 1830. Det kostede ½ penny at benytte den.

Den første Christ Church Cathedral blev bygget af vikinger i 1000 tallet, mens de ældste dele af den nuværende bygning er fra 1100 tallet. I krypten findes flere fine klenodier. Én af de mere kuriøse er den mumificerede kat og mus, der blev fundet i en orgelpibe i 1860'erne.

Hjemmefra havde jeg bestilt billetter til en rundvisning på The Little Museum ved parken St. Stephen's Green. Den permanente udstilling bestod reelt af to rum med fotos og plakater om Dublin fra 1900 til i dag. Året 1900 var det år, hvor dronning Elizabeth II besøgte byen for bl.a. at fremme rekrutteringen af irere til deltagelse i Boerkrigen. Interessant.

Det var så heldigt, at netop i forlængelse af vores rundvisning, der fandt sted en lørdag kl. 11, fik vi også en rundvisning i St. Stephen's Green. Det var Arthur Guinness, der donerede haven med den kunstige sø til byen. Under Påskeopstanden i 1916 besatte irske oprørere parken. De blev dog tvunget til tilbagetrækning, da de blev beskudt af engelske soldater fra det nærliggende Shelbourne Hotel.


Fusiliers' Arch til minde om faldne fra Royal Dublin Fusiliers under Boerkrigen 1899-1902.	Skudhuller i Fusiliers' Arch fra Påskeopstanden.	Under Påskeopstanden var der to gange dagligt våbenhvile, så parkbetjenten kunne fodre ænderne.

Frokosten indtog jeg i Powerscourt Townhouse Shopping Centre. Indkøbscentret havde mange fine forretninger, der var indrettet i gamle etageejendomme. Gården var overdækket og rummede en restaurant, hvor jeg bestilte Caesar salad med kylling. Servitricen advarede mig om, at retten indeholdt en stor mængde kål, men jeg fastholdt stædigt min bestilling og kunne konstatere, at servitricen var menneskekender. Jeg fik et halvt kålhoved, overstrøet med kylling, osteflager og hvad der ellers hører til denne ret, ganske lækkert, men jeg måtte give op over for størstedelen af kålen.

Den sidste aften var der fællesspisning med underholdning. Bussen tog os til The Merry Ploughboy en halv times kørsel fra hotellet, hvor vi fik en god 3 rettes menu. Derefter spillede og sang et eminent band god irsk folkemusik. I pausen optrådte fem dygtige dansere med river dance. Det var en god aften, og hvis ikke det var fordi vi skulle med bussen hjem, kunne jeg efterfølgende godt have nydt et par pints i baren nedenunder.

Dublin var en dejlig oplevelse. Jeg har mange oplevelser til gode dér.

11. dag

Afrejse fra Dublin lufthavn, mellemlanding i Stockholm og derefter hjem til Kastrup.

Afslutning.

Dette var nogle af de mange oplevelser, vi havde på de 11 dage. Der var ikke megen tid eller energi til at besøge pubs. Jeg vil nærmest betegne turen som en appetitvækker, og som sådan var det en glimrende tur. Jeg vil meget gerne gense Edinburgh og Dublin.

Vi boede på glimrende hoteller bortset fra i Sligo. Alle steder (undt. som nævnt Wynn's i Dublin) var der lækker lokal og kontinental morgenmad på buffeten.

Min 220 V adapter med to ben, som havde tjent mig vel i London, kunne ikke benyttes alle steder. Nogle steder krævedes tre ben.

Det er bemærkelsesværdigt, så mange tiltag der gøres for at bevare det gæliske sprog. Kun 2% af den skotske befolkning og 3% af den irske taler gælisk, men vejskilte og andre skilte er generelt på både engelsk og gælisk. Vores beskedne bidrag bestod i at skåle på gælisk: Sláinte!

Vi tog afsked med Ole Jörgen i Dublins lufthavn. Han havde gjort det godt på turen. Jeg kunne ikke lade være med at give ham en krammer. Det er ellers ikke noget, jeg har for vane, men han havde fortjent det. Han var meget vidende, og efter hvert besøg på et museum var han god til at opsummere oplevelsen i bussen for det tilfælde, at vi ikke havde forstået det hele. Ole Jörgen var tillige særdeles hjælpsom, hvilket især kom Kristian til gode. Kristian var meget dårligt gående, og Ole Jörgen fremtryllede mange kørestole på turen. Nå ja, og så kan man jo heller ikke lade være med at holde af en nordmand, der har lidt Fleksnes over sig.

I never repeat gossip so listen carefully.
Mrs. Murphy's Words of Wisdom

Retur til Rejsebeskrivelser