Kampen om Helvedeskløften

Retur

Opdateret d. 28.9.2009


Vi ankom til Helvedeskløften fredag 26. december 2003. En taxi kørte os næsten til startstedet, der findes ved en flot beliggende restaurant højt placeret for enden af en stejl gade. På den anden side af restauranten fører en sti ned til en port, hvor turen gennem kløften begynder. Porten var låst, og en seddel forkyndte, at kløften var lukket på grund af fare. Et par venlige damer henvendte sig til os med et "excuse me, there is closed today". Jeg fornemmede en tydelig dansk accent og spurgte, om de var danske. Det var de, og de fortalte, at kløften var lukket på grund af vindretningen, der bevirkede risiko for nedfaldende sten. De fortalte også at vi kunne gå en anden tur op på bjerget, hvis vi havde lyst. Det gjorde vi, men kun en halv times tid. Vi var ret skuffede over at kløften var lukket.

Et par fadøl på restauranten senere - det tog næsten længere tid at få dem serveret end at drikke dem - fik vi et telefonnummer, der kunne oplyse om kløften var åben, hvis vi skulle få lyst en anden dag. Vi gik derpå ned i byen for at besøge "Oasis", en mindre beværtning der - jf. flere rejsebeskrivelser - skulle servere fremragende hvidløgskylling. Vi købte nogle at tage med hjem, så også den mere magelige del af familien kunne få del i glæderne. Joh, de smagte såmænd godt, men de var godt nok stærke.

Søndag morgen var vi atter tændte, ringede og erfarede at kløften var åben. Kl. 1030 var vi fremme. En spanier i en bod forklarede os, at kun 80 personer måtte opholde sig i kløften ad gangen, og at vi derfor ikke kunne komme ind nu, men måtte skrives op til næste ledige tidspunkt, som var kl. 1230. Jeg begyndte så småt at føle mig til grin, men vi blev skrevet op og gik ned i Adeje for at få et par fadøl. En lille gåtur i den gamle del af byen (den var rigtig køn) blev der også tid til. Kl. 1215 var vi tilbage ved kløften. Vi meldte os ved boden, blot for at få at vide, at klokken endnu ikke var 1230. Et par rækker overdækkede bænke gjorde det ud for en ventesal.

Kl. 1230 styrede vi igen forventningsfulde mod boden. Spanieren var blevet afløst af en kollega, der talte glimrende engelsk og tysk. Han var i fuld gang med at forklare et antal tyske damer, at selvom de var skrevet op til 1415 kunne han ikke garantere, at tidsplanen holdt. Faktisk kunne han ikke garantere, at de overhovedet kunne komme ind i dag. Det afhang alt sammen af, om tilstrækkeligt mange var kommet ud af kløften. Højst 80 personer i kløften ad gangen. Når man så nogen komme ud, kunne man henvende sig til boden. Hvis man så var de første i køen fik man udleveret billetter til himmeriget (eller rettere helvedeskløften). Se, et så tåbeligt system viste sig særdeles vanskeligt at forklare tyske kvinder. At der i dag var gratis adgang fordi det var søndag var ingen formildende omstændighed. Jeg havde faktisk lidt ondt af den flinke billetsælger / naturvejleder

Efter at diskussionen var begyndt at gå i ring og fyren viste begyndende tegn på at miste fatningen, mente vi at have forstået systemet. Vi masede os derfor frem og spurgte høfligt, om vi kunne komme af sted nu, da klokken jo havde passeret 1230. Dette var dråben, der fik fyrens bæger til at flyde over. "All right", udbrød han på somme måde som John Cleese i Badehotellet, når han til sidst må give op over for umulige gæster, "here are your tickets! Have a nice day! See you tomorrow!" Vi skyndte os at tage billetterne og begive os ud på turen, mens vi morede os over fyren og det idiotiske system.

I kløften fandt vi forklaringen på trængslen: En skoleklasse og vistnok flere indfødte benyttede fridagen til en smuk naturoplevelse. Vi fandt også ud af, at en kvote på ca. 80 personer ad gangen er en god ide. Det ville have været træls på den smalle sti at skulle passere flere hundrede mennesker. Max. 80 besøgende sikrer også, at man kan nyde turen i fred og ro. Meeeen, jeg kunne da godt foreslå et system, der i lidt mindre grad fik de besøgende til at føle sig til grin.

Vel tilbage i Adeje prøvede vi endnu en hvidløgskylling, denne gang hos Bar Restaurant Espane, der er genbo til Oasis. Den smagte da også godt, men den var lidt tør.

Lad min slutbemærkning være: Turen i kløften var al bøvlet værd. Det er en flot tur!









Retur