USA 2012

USA august - oktober 2012
Seattle - San Diego - Los Angeles
(side 4 af 7)

Opdateret d. 9.5.2022

Links kontrolleret 9/5 2022.

Onsdag den 5. september.

Kl. 9.48 ankom vi til King Street Station i Seattle i staten Washington og tog et taxi til The Moore Hotel, 1926 2nd Avenue, et glimrende, centralt beliggende hotel. Så snart vi havde installeret os, gik vi ned til Farmers' Market, der sydede af liv og hvor man kunne købe mangt og meget, især fødevarer. Derefter - næsten traditionen tro - tog vi med Gray Line på en sightseeing bus, så vi kunne få et overblik over byen. Ja, køreturen var da god nok, men guiden brugte en stor del af tiden på at sælge billetter, så vi fik ikke mange oplysninger af ham. Vi skulle have taget en tur med Ride the Ducks i stedet!
Vi fik et herligt måltid af fisk og skaldyr på Elliott's Oyster House ved pier 56, inden vi trissede tilbage på hotellet

Torsdag den 6. september.

Det var en herlig morgen, som vi indledte med et anstændigt morgenmåltid på det nærliggende Lola, 2000 4th Avenue.

Således blev vi rustede til en havnerundfart med Argosy Cruises ved pier 55. Vi valgte den to timer lange Locks Tour (slusetur), hvor vi så en masse forskelligt og hørte om stort og småt om Seattle. (Mit kendskab til Seattle begrænsede sig til det, jeg kendte fra tv-serien "Frasier". Ak, serien er - bortset fra et enkelt afsnit - slet ikke optaget i Seattle).


Et enormt antal husbåde i 30'erne, hvor der var behov for billige boliger, er nu reduceret til 500.	Der var også mange andre kønne huse langs vandet.	Fyrtårnet West Point er ikke særligt højt, men det dækker behovet i det snævre farvand.	Seattle skyline.

Efter sejlturen vendte Ulla tilbage til Farmers' Market, mens jeg besøgte Olympic Sculpture Park (Broad St / Western Ave) (ikke nogen stor oplevelse) og tog en tur op i Space Needle, Seattles vartegn, der blev bygget til verdensudstillingen i 1962. Undervejs kom jyden op i mig, og jeg besluttede, at jeg ikke ville give mere end $20 for udsigten, og minsandten, prisen var $19,95. Udsigten var storslået, både fra den udvendige elevator og fra tårnet. På vej hjem tog jeg med monorail'en ned i byen.


Fra Olympic Sculpture Park.	Space Needle.	Udsigt fra Space Needle.

Fredag den 7. september.

Om morgenen blev vi afhentet på hotellet af min halvfætter Greg og hans søn John, der tog os med på en herlig to-timers tur i sejlbåd. Vi hilste bl.a. på et par søløver samt nød udsigten til Mt. Rainier, Washingtons højeste bjerg.

Frokost (igen) på Elliot's Oyster House. Det var godt nok et herligt sted.

Derefter besøgte vi Seattles flotte akvarium. John havde tidligere arbejdet dér som frivillig, så han kunne fortælle en masse interessante historier om alt, hvad vi så.

Lørdag den 8. september.

Kl. 10.00 havde vi sagt farvel til hotellet og stod ved Hertz' skranke for at få udleveret en bil. Efter et par timer (læs om besværlighederne på sidste side i denne rejseberetning) var vi på vej til Redmond uden for Seattle, hvor Greg og hans kone Kim boede. De tog os med til bryggeriet Redhook Ale, hvor vi efter en frokost på munter vis smagte på bryggeriets forskellige sorter.

(Danske bryggerier har da vist aldrig benyttet ansatte ved sporvejene ved promovering af varerne.)

Videre til Snoqualmie vandfaldet, der var et smukt skue. Vandfaldet er faktisk højere end Niagara, men naturligvis ikke nær så bredt. To vandkraftværker er på forbilledlig vis skjult, så de ikke spolerer den flotte udsigt over vandfaldet.

Den nat sov vi hjemme hos Kim og Greg.

Søndag den 9. september.
Så oprandt dagen, hvor vi skulle begynde vores tur sydpå ad den amerikanske vestkyst. Vi besluttede dog først at tage en afstikker øst om Mount Rainier. Det var en flot tur, hvor vi kom så højt op, at dele af turen foregik i skyerne. Undervejs konstaterede vi bl.a., at hvor danskere tager cyklerne med bag på campingvognen, så tager amerikanerne en lille bil på slæb efter deres mobile hus. Vi ville også se nærmere på vulkanen Mount St. Helens, men det blev efterhånden klart, at det ville vi ikke kunne nå dén dag. I den lille by Toledo måtte vi sande, at der ikke var nogen overnatningsmuligheder, men på en tankstation fortalte fyren, at der lå et motel i "Kasselok", en lokalitet, vi ikke kunne finde på kortet. Vi gættede på, at det var vores amerikanske sprogkundskaber, der ikke helt slog til her ude på landet, så vi fik fyren til at skrive navnet på et stykke papir. Dét hjalp, og vi fortsatte mod Castle Rock, nogle miles mod syd. Dér fik vi på 7 West Motel et rent værelse, en god seng og et velfungerende badeværelse. Hvad mere kan man forlange for $60?
Vi nåede at besøge Mount St. Helens Visitor Center (forholdsvis interessant) lidt uden for byen, inden det blev tid til aftensmad hos motellets nabo, Peper's 49er.

Mandag den 10. september.
Efter morgenmad på Peper's 49er gik det af sted mod Johnston Ridge Observatory, der lå ca. 8 km fra Mount St. Helens. Flot tur derud ad rute 504. Vi så en spændende 16 minutter lang film om, hvordan livet omkring vulkanen genopstod efter det voldsomme udbrud i 1980. Observatoriets udstilling var ligeledes interessant, og der var en fin udsigt mod St. Helens.


Hoffstadt Creek Bridge på rute 504.	Mount St. Helens	Nyt liv spirer frem.	En let frokost: Kun scrambled eggs til mig. Troede jeg.

Næste mål var vandkraftværket Bonneville ved Columbia River øst for Portland. På vejen observerede vi et Best Western i Washougal (121 S 2nd Street), hvor vi gjorde holdt og fik et lækkert værelse.


Videre langs Columbia River. Flot!	Interessant rundvisning i kraftværkets turbinehal.	Via Bridge of the Gods kom vi fra Washington ind i Oregon.

Og så gik det tilbage mod hotellet på sydsiden af floden. Det kostede vel nok en ekstra time at køre forkert i Portlands myldretidstrafik.

Tirsdag den 11. september.
Efter en beskeden complementary breakfast gik det endelig vestpå ad den smukke og bjergrige rute 6. I Tillamook fik vi tanket på en servicestation. ("Ja, hvad ellers?", tænker du måske; men hvad skal man kalde en tankstation, hvor én af de ansatte både tanker bilen og vasker forruden, altså yder SERVICE?). I byen var der skiltet mod den smukke The 3 Capes Scenic Drive, som vi fulgte ud til kysten.


Cape Meares Lighthouse	Octopus Tree, en besynderlig vækst	Smukt	Bare flot

Længere mod syd ad rute 101 fandt vi i Lincoln City et glimrende badehotel, hvor vi kunne overnatte. Navnet var Sandcastle Beachfront Motel (3417 SW Anchor Ave, Lincoln City OR 97367). Vores værelse var med køleskab, mikrobølgeovn, gasdrevet pejs og ikke mindst balkon. Fruen blev så begejstret, at hun tilbragte resten af dagen på balkonen, hvor hun fotograferede …


… stranden,	Mågens,	vandet	og solnedgangen …

… inden hun beordrede mig ned i receptionen for at bestille endnu en overnatning.

Onsdag den 12. september.
Dagen benyttede vi til at køre lidt rundt i området.


"Depoe Bay - world's smallest harbor".	Tungen skal holdes lige i munden ved indsejling i havnen.	Minsandten om vi ikke også fik øje på en hval.	På vej hjem ad rute 229 løb vi ind i et længere vejarbejde.	God mad på det hyggelige Roadhouse 101 (har efterfølgende skiftet navn til Rusty Truck) (4649 SW Hwy 101, Lincoln City, OR 97367).

Torsdag den 13. september.
Efter en god morgenmad på Spouting Horn i Depoe Bay trillede vi videre sydpå ad rute 101 til Cape Perpetua og nød det flotte skue. En ranger forklarede vejen op til toppen af bjerget øst for rute 101 (kør mod syd og tag næste vej til venstre), hvor udsigten skulle være endnu flottere. Det var den!


Cape Perpetua: Smukt.	Oppe på bjerget: Pragtfuldt.	I baggrunden Heceta Head Lighthouse.

Sea Lion Caves: Søløverne var ude på denne årstid, men også den tomme hule var interessant. Der var boret en elevatorskakt ned gennem klipperne, et projekt, der varede 3 år.

Lige før Gold Beach fandt vi Motel 6, der havde udsigt til Rogue River Bridge. Det var et glimrende overnatningssted.
Da vi undersøgte nettet for mulige fremtidige hoteller, kunne vi konstatere, at det ikke ville blive så ligetil at finde billige hoteller ved Californiens kyst. Vi fandt ét til en overkommelig pris i Loleta syd for Eureka, så det valgte vi at bestille til den følgende nat.

Fredag den 14. september.


Farvel til Motel 6 og et par dyr, der ventede på at få serveret deres morgenmad. Selv spiste vi på Flying Gull i Brookings længere mod syd.	Før Crescent City forlod vi rute 101 og kørte ad 197, 199 samt nogle smukke sideveje.	Fra Crescent City mod øst ind i Jedediah Smith Redwoods State Park ad en vidunderlig jordvej omgivet af kolossale træer (ruten er beskrevet i Turen går til Californien).	Ved Lady Bird Johnson Grove forlod vi bilen (meget uamerikansk) og tog den hyggelige lille vandretur blandt de gigantiske redwoods.

Vi sluttede dagen på Bear River Hotel & Casino i Loleta (11 Bear Paws Way, Loleta, CA 95551). Flot restaurant og flot kasino, og vores værelse var rigtig godt til prisen.
Igen valgte vi at bestille et prisgunstigt hotel til den følgende nat. Vi fandt ét i Willits lidt inde i landet øst for Fort Bragg.

Lørdag den 15. september.


Efter en kort tur gennem Ferndale med de mange smukke huse kørte vi ind på Avenue of the Giants, en fantastisk flot og lang tur gennem enorme redwoods.	Morgenmad i Avenue Café i Miranda, der var velbesøgt af mange lokale. Vi fik da også det hidtil bedste morgenmåltid dér.	Vi måtte naturligvis en tur igennem Drive Through Tree ved Leggett.

Videre ad 101 til The Lark Motel (1411 S Main Street, Willits, California 95490), hvor vi checkede ind og læssede af. Det var stadig midt på dagen, så vi besluttede at køre ud til kysten ad rute 20 (sølle 33 miles), besøge Mendocino og så køre samme vej tilbage. Mendocino var en rigtig hyggelig by at gå rundt i. Det fremgik imidlertid ikke af kortet, at de 33 miles dertil var en krøllet bjergvej, så selvom turen til tider var særdeles smuk, føltes især hjemvejen lidt træls. Havde vi vidst det, ville vi have ventet med Mendocino til den følgende dag.
Om aftenen besluttede vi, at vi ville bestille 3 overnatninger i San Francisco. Det skulle være nogenlunde centralt beliggende samt have parkeringsplads og laundry service. Det viste sig at være en umulig opgave for små penge (det viste sig senere, at årsagen var 2 kongresser i byen), så vi måtte bide i det sure æble og vælge Sheraton Fisherman's Wharf (senere benævnt Hotel Riu Plaza Fisherman's Wharf) (2500 Mason Street), ikke ligefrem noget billigt hotel. Vi valgte derfor at nøjes med 2 overnatninger.

Søndag den 16. september.
Da vi nu havde afprøvet rute 20 to gange, valgte vi rute 253 ud til kysten og Highway 1. Det var en snoet og endnu længere tur, men som rute 20 også en til tider vældig flot tur. Ude ved kysten var der overskyet og en del havgus, så turen ned til San Francisco var ikke særlig fantastisk.


Golden Gate Bridge var ikke specielt gylden, da vi trillede hen over broen og ind i San Francisco.	Efter indlogering gik vi ned til Pier 39 og dens gøgl, butikker og mange restauranter.	Vi fik et herremåltid på Neptune's Palace. Vi ankom så tidligt, at vi fik en herlig vinduesplads …	… og kunne betragte mørket sænke sig over det tidligere fængsel på Alcatraz.

Mandag den 17. september.
Vi stod op til en køligere dag end sædvanligt, omkring 17 grader (præcis som i København, konstaterede vi), droppede morgenmaden og tog på en 3½ times San Francisco City Tour med Gray Line. Det var en berigende god tur med en vidende og underholdende guide, der berettede om alt muligt lige fra en detaljeret statistik over selvmordsspring fra Golden Gate Bridge til regulativet om, at såfremt man gik nøgen rundt i byen, skulle man medbringe et håndklæde for det tilfælde, at man fik brug for at sætte sig på en anden mands stol.


Andre benyttede en anden måde at se byen på: GPS guided, talking tour car.	Der var en fabelagtig udsigt fra Twin Peaks.	Vi kom helt tæt på Golden Gate Bridge.

Efter turen fik vi en herlig frokost med fisk på Sabelle & La Torre (2809 Taylor Street).


Søløverne nød livet ved Pier 39 …	… mens jeg besøgte akvariet …	… hvor hajer svømmede ved siden af og over mig.	Lombard St. er ret stejl, hvor den krydser Leavenworth St.

Vi tænkte, at da vi nu havde sparet morgenmaden, kunne vi nøjes med et simpelt aftensmåltid på værelset og så tillade os at bestille en tredje overnatning på hotellet. Som tænkt, så gjort.

Tirsdag den 18. september.
Jeg ville en tur ud til Alcatraz, så jeg trissede ned til Pier 33. Forgæves. Der var to dages ventetid, velsagtens på grund af de førnævnte kongresser samt ikke mindst et nyligt ankommet krydstogtskib. I frustration slog jeg mig ned i en restaurant og fik lidt morgenmad, mens Ulla blev manicureret.


Vi tog med én af de historiske sporvogne (bemærk de meget turistvenlige oplysninger på stoppestedet) til …	… Railway Museum (77 Steuart Street), et overskueligt, men også gratis, lille museum. Derefter gik vi til …	… California St. og tog kabelvognen op at bakken til Van Ness Ave. Herfra til fods …	… til Cable Car Museum (1201 Mason Street), der udover at være et interessant museum også …	… var stedet, hvorfra alle kablerne i byens kabelvognslinjer blev trukket. Et imponerende system!	Tilbage gennem det sprudlende Chinatown og med sporvognen hjem.

Om aftenen spiste vi red snapper på Sabelle & La Torre, igen til vores udelte tilfredshed. Tilbage på hotellet bestilte vi - klog af skade - hotelværelser til og med Los Angeles.

Onsdag den 19. september.
San Francisco Maritime National Park var seværdig. Vi besøgte Visitor Center og gik en tur ud ad pier 45 og Hyde Street Pier.


Visitor Center.	Hyde Street Pier i 1931.	Eppleton Hall fra 1914.	Balclutha fra 1886.	USS Pampanito og bagest Jeremiah O'Brien.

Jeremiah O'Brien var et af de 2.700 massefremstillede bevæbnede Liberty skibe, der fragtede materiel til Europa under 2. verdenskrig. Det tog gennemsnitligt 42 dage at bygge et skib af denne type.

Fort Mason var operativt indtil 1966. Det var et skønt rekreativt område at gå rundt i. Her er et par fotos fra vores tur til og fra fortet.

Et par afsluttende fotos fra vores sidste dag i San Francisco:


Vendeplads for de historiske sporvogne på linje F.	Mange steder blev vi fristet med godt fra havet.	Et parkometer pr. P-plads - ingen grund til unødig motion.	Busserne oplyste om meget andet end bestemmelsesstedet.	Aftenstemning.	Jeremiah O'Brien.

Torsdag den 20. september.

Da morgenmylderet i San Francisco var overstået, trillede vi igen ud mod kysten og tog Highway 1 mod syd. Ved Pacific Grove kørte vi ind på 17 Mile Drive, en billedskøn betalingsvej langs kyst, golfbaner og dyre huse.

Sidst på eftermiddagen kørte vi til Salinas og indlogerede os på Laurel Inn (801 West Laurel Drive).

Fredag den 21. september.
Salinas? Det var da dér, John Steinbeck blev født. Følgelig måtte vi besøge Steinbeck centret, inden vi fortsatte sydpå. Centret var vældig flot og meget interessant.

Pickup truck'en, som var Steinbecks hjem, da han rejste USA rundt for at skrive På rejse med Charley.

Vi fortsatte ned ad Big Sur kysten. Der var ubeskriveligt flot. Restauranten Nepenthe skulle ligge meget smukt ved kysten, så dér ville vi spise frokost. Det ville 1½ million andre mennesker også, så vi fortsatte til Big Sur Coast Gallery & Café, der lå på østsiden af Highway 1. Udsigten var nok ikke helt så god som fra Nepenthe, men der var rart på tagterrassen.

Lige før San Simeon drejede vi ind til Hearst Castle Visitor Center. Det enorme kompleks blev opført af aviskongen William Randolph Hearst. Han nåede aldrig at færdiggøre slottet, inden han døde i 1951. I Visitor Center så vi den meget interessante og flotte film Hearst Castle, Building the Dream. Ture til slottet var udsolgt dén dag, så vi bestilte en tur til næste dag kl. 10.00, inden vi kørte de 10 minutter til San Simeon Lodge (9520 Castillo Drive, San Simeon CA 93452), hvor vi havde bestilt værelse (heldigt, thi alt var optaget).

Lørdag den 22. september.

Kl. 10.00 var vi klar til rundvisning på Hearst Castle. Der var mange trapper på slottet (106 trin), så Ulla valgte at deltage i en særlig tur for handicappede og svært overvægtige (Ulla er IKKE overvægtig, kun dårligt gående!). Vi blev fotograferet sammen inden start, og iflg. det færdige resultat havde vi alligevel været sammen på slottet. Mageløst.


Hearst Castle set fra Highway 1.	Have,	udendør pool,	indendørs pool,	spisestue, alt sammen overdådigt.

Videre ad den smukke No. 1 (nu var vi altså holdt op med at tage fotos) til Lompoc, hvor vi havde bestilt værelse på Motel 6 (1521 North H Street, Lompoc CA93436). Det var skrabet men OK til prisen. På P-pladsen var en flok mexicanere ved at tilberede fælles aftensmad, mens radioen spillede. Det så vældig hyggeligt ud. Desværre blev vi ikke inviteret til at deltage. Vi frygtede lidt, at larmen ville forstyrre vores nattesøvn, men det var ubegrundet. De skulle åbenbart også tidligt op næste dag.

Vi havde tid til at udforske omegnen inden mørkefald:


I det nærligge supermarked var udstillet fotos af Our Hometown Heroes. Det har jeg aldrig oplevet i Brugsen i Oksbøl.	Kystbyen Surf viste sig at være et trinbræt og en strand, der var lukket på denne årstid af hensyn til fuglelivet …	… men der var flotte farver på vejen derud.

Søndag den 23. september.


Så var vi på vej til den danske koloni Solvang. Flot natur. Intet under, at danskerne i 1911 etablerede sig her.	Skønt at begynde dagen med rigtige rundstykker i Olsens bageri (det var Olsens hus, vi boede i, da vi var på Ærø i 2010).	Derudover var det vældig hyggeligt at gå rundt i Solvang og se på mølle, kirke og meget andet.	Videre ad rute 154 mod Santa Barbara. Det var en fantastisk flot strækning.	En spadseretur rundt i den flotte by Santa Barbara.	Langs kysten mod Venice Beach i Los Angeles, hvor vi havde reserveret hotelværelse.

Hotellet hed Cadillac Hotel (8 Dudley Avenue, Venice, CA, 90291). Værelset var lille men ellers i orden. Fremfor alt lå hotellet helt ned til promenaden ved Venice Beach, hvor vi tilbragte aftenen. Det var jo søndag, så der var masser af liv.
Tilbage på hotellet bestilte vi værelse på Best Western i San Diego.

Mandag den 24. september.


Venice Beach mandag morgen, set fra hotellets tagterrasse.	Senere kom der gang i underholdningen.	Ulla mødte en gammel bekendt, Harry Perry, der var den lokale Jimi Hendrix på rulleskøjter.	Navnet Venice Beach kommer af de kanaler, der blev gravet for at afvande området, så det kunne bebygges.

Harry Perry havde optrådt på Venice Beach i mere end 30 år. Han nægtede at udtale sig før vi havde købt en T-shirt og en cd af ham. Herefter var han ikke til at stoppe.
Vi spiste en fremragende frokost i den hyggelige gårdhave hos C&O Trattoria, 31 Washington Blvd, Marina Del Rey. Hummer og pasta var en glimrende kombination.

Tirsdag den 25. september.


Kl. 08.00 forlod vi LA med kurs mod San Diego, mens vi hørte den cd, vi havde købt af Harry Perry. Det lød forfærdeligt. Vi blev hurtigt enige om, at den ville være en god gave til min nevø Jakob, som vi skulle møde i San Diego.	Efter 60 miles trængte vi til et større morgenmåltid. Det fik vi på Ruby's Diner ved Laguna Beach (30622 S. Pac Coast Hwy, Laguna Beach, CA 92651). Det var et nydeligt og spøjst sted indrettet i 50'er stil.	På den sidste del af turen inden San Diego kørte vi gennem megen smuk natur. Det var Jakobs forslag, at vi først kørte op til Mount Soledad i nordkanten af San Diego for at se byen fra oven. Det var et godt forslag. Udsigten var storslået.	Soledad viste sig endvidere at være et monument til ære for krigsveteraner, såvel døde som nulevende. Mure var prydet med elegante plaketter med kendte og ukendte krigere af alle grader. Blandt de kendte var Eisenhower og Reagan.	Et andet udsigtspunkt var Cabrillo monumentet på sydspidsen af Point Loma halvøen, der havde en flot udsigt over flådestationen og byen. Cabrillo var den første europæer, der gik i land på vestkysten af det nuværende USA. Det skete i 1542.

Vi blev indkvarteret på Best Western, 555 W Ash Street, et fortræffeligt hotel. Jakob hentede os, og på min foranledning havde han fundet en restaurant, hvor vi kunne få en ordentlig steak. Vi havde fået megen god mad i den forløbne måned, men faktisk ikke en rigtig lækker steak. Det skal jeg da lige love for, at vi fik på The Tractor Room (3687 Fifth Ave). Derefter tog vi til et herligt spillested i Gaslamp Quarter, hvor de spillede 50'er rock. Når forsangeren / lead guitaristen blev smøgtrængende, spillede de et instrumentalnummer, som han klarede ude på gaden med sin (trådløse) el-guitar (billedet). Ret morsomt.

Onsdag den 26. september.
Efter en god complementary breakfast på hotellet ville vi (selvfølgelig) på havnerundtur, så vi tog med Hornblower på en tur, der omfattede både den nordlige og den sydlige bugt. Det var en skøn og meget informativ tur i smukt vejr.


San Diego er hjemsted for USA's største flådebase på vestkysten.	Coronado Bridge. At kysse sin elskede under broen betyder god sex i lang tid fremover.	Det er ikke skyskrabere, der præger byen, men der er da et par flotte af slagsen.	Årsagen er lufthavnen, der er placeret midt i byen.	Også i San Diego er der søløver.	På øen Coronado har flåden en stor flybase.

Om eftermiddagen blev vi igen hentet af Jakob. Vi købte ind og tog derefter hjem til ham og havde en fornøjelig grillaften i Jakobs venners lag.

Torsdag den 27. september.
I San Diegos havn besøgte vi det forhenværende hangarskib og det nuværende museumsskib Midway. Det indeholdt en imponerende samling af fly. Desuden var der mulighed for at se store dele af skibets indretning. Veteraner var parat til at øse af deres viden. F.eks. fik vi en meget interessant gennemgang af broen og de særlige forhold, der gør sig gældende for et hangarskib.


Museumsskibet USS Midway, der var i tjeneste indtil 1992.	TBM Avenger. George H.W. Bush (altså den gamle Bush) kæmpede mod japanerne i sådan én.	F-14 Tomcat, der blev taget ud af tjeneste i 2006.	I kabyssen var morgenmaden ved at blive tilberedt. Pandekager, naturligvis.

Vi spiste frokost på Karl Strauss bryggeriets restaurant på 1157 Columbia Street. Beer Burger smagte fantastisk.

Fredag den 28. september.
Det var dagen, hvor vi skulle tilbage til Los Angeles for at aflevere bilen (på Crenshaw Collision Center af alle steder). Der var dog tid til at besøge Getty museet i LA, som vi begge meget gerne ville se.
J. Paul Getty var oliemagnat og kunstsamler, og hans midler har finansieret det prægtige bygningsværk.
Vi parkerede i en underjordisk garage og kørte med et metrolignende tog op til selve komplekset. Tiden rakte kun til at beundre bygningerne udefra samt nyde udsigten over Los Angeles, men det var også alle pengene værd ($15).
Ulla var ret vild med skulpturen på det sidste billede.

Og så var det ellers ud i trafikken, få afleveret bilen samt tage en taxi til Best Western i Chinatown (818 North Hill Street), hvor vi i forvejen havde reserveret plads. Vi blev anbefalet at spise på Yang Chou (819 North Broadway). Det viste sig at være en glimrende anbefaling. Vi fik Sizzling Platter with Scallops og Lamb with Scallion.

Lørdag den 29. september.
Sidste dag i Los Angeles. Vores tog tilbage til Chicago skulle afgå kl. 18.15, så der var god tid til at se nærmere på området omkring hotellet.


På afstand så vi High School of the Visual and Performing Arts. Skolen åbnede I 2009.	Cathedral of Our Lady of the Angels var fra 2002. Flot byggeri både ud- og indvendigt.	Det mest imponerende byggeri, vi så den dag, var Walt Disney Concert Hall. Desværre kunne vi ikke opleve det indefra.	Grand Park var et rart åndehul. Ungerne morede sig herligt ved springvandet.

Næste side

Indledning
Chicago
Chicago - Seattle
*** Seattle - San Diego - Los Angeles ***
Los Angeles - Chicago
Chicago - Michigan - Chicago
Afslutning

Retur til Rejsebeskrivelser