Efter en forbløffende kort diskussion enedes fru Ulla og jeg om, at hvis vi nogensinde skulle på en jordomsejling, var det ved at være sidste udkald, så hvorfor ikke? Gennem rejsebureauet Cruise Market bestilte vi et 112 dages krydstogt med udgangspunkt i Venedig. Rederiet var Costa, og prisen inkluderede en kahyt med balkon, fly til og fra Venedig, transfer, fri room service samt drikkevarer til måltiderne. Endvidere var 15 udflugter inkluderet.
Vi forlod det kolde Danmark en tidlig januarmorgen og ankom efter en mellemlanding i Bruxelles (en lufthavn med behagelig kort afstand til afgangsgaten) til Venedig, hvor der kun var 2 grader, men dog smukt vejr. Der var ingen bagagevogne ved bagagebåndene, de var alle endt i ankomsthallen, og intet personale havde tanke for at køre dem tilbage igen. Vi klarede nemt vores to kufferter, men de krydstogtgæster, der havde udnyttet kvoten på tre kufferter pr. person til det maksimale, havde vanskeligheder. Ude i ankomsthallen blev vi mødt af Costa-folk, der oplyste mødetid for transfer. Ved hallens informationsskranke forhørte Ulla sig om mulighederne for at finde en frokostrestaurant. Det var lidet imponerende, at pigen ved skranken kun talte italiensk, men vi forstod, at der muligvis var en restaurant på 1. sal, og det viste sig at holde stik, thi vi fandt et absolut acceptabelt pizzeria dér. (Restauranten havde et velfungerende koncept: Vi blev anvist bord og udfyldte en bestillingsformular, som vi afleverede ved en disk, hvor vi tillige betalte. Maden blev serveret ved bordet i den rækkefølge, vi havde ønsket. Altså ingen ventetid ved bestilling og betaling, perfekt i en lufthavn.)
Velkomsten i check in hallen var præget af karneval i Venedig men også af mangelfuld information og lang ventetid.
Den obligatoriske redningsinstruktion inden afsejling var en kølig omgang: Vi måtte pænt vente udendørs på dæk 3 de 5 x 5 minutter, det varede at høre instruktionen på 5 sprog.
Endelig lagde vi fra land og kunne vinke farvel til Venedig.
Skibet var Costa Lumunisa, bygget i 2009. Vi var vel ca. 2.000 passagerer og 875 tjenende ånder. Som noget af det første skulle vi tilknytte vores betalingskort til det udleverede Costa-kort, der fungerede som ID, dørnøgle og betalingsmiddel. Det viste sig, at VISA-kortet ikke kunne anvendes, da det var et debet-kort (det havde vi også oplevet i Air Brussels-flyet), så det var jo ganske praktisk også at have et Master Card.
Det var nærliggende for os at sammenligne Costa med Princess, som vi sejlede med i maj. Nogle forhold talte til det ene selskabs fordel, andre forhold til det andet. Erfarne krydstogtpassagerer fortalte, at prisen talte til fordel for Costa. Til gengæld ærgrede det mange, at buffetrestauranten på sejldage var lukket for aftenspisning, så vi var henvist til spisning i den italienske restaurant i to hold, kl. 18 eller 20.30 (eller på et selvvalgt tidspunkt i én af betalingsresturanterne).
Om aftenen var der underholdning - af svingende kvalitet - i skibets teater.
The Beatbox var ét af de mere muntre indslag. Jeg gav dem 3½ point ud af 5. Det halve point skyldes den ukuelige "Paul McCartneys" energiske forsøg på at ramme de høje toner.
I barerne var der som regel levende musik om aftenen. En sangerinde døbte jeg Hyacinth, ikke helt retfærdigt men heller ikke helt ubegrundet. En aften, da jeg krydsede gennem baren, brægede hun "Fly Me to the Moon". Jeg krydsede fingre for, at det ville ske allerede samme aften. Senere oplevede jeg hende i teatret som en glimrende operasangerinde. Besynderligt.
Helt anderledes forholdt det sig med Sweet Sound Trio, der var fortrinlig til at jazzificere gode musiknumre. Her var tale om vellyd.
Kahyttens fjernsynsskærm bød dagligt på en tekstet film. Nyhederne kneb det med. Det meste af tiden var vi henvist til en enøjet, engelsksproget, russisk nyhedskanal. Under vores sejlads kom et norsk krydstogtskib i vanskeligheder og passagerer blev evakueret. Så var der lige pludselig ingen satellitforbindelse til vores nyhedskanal. Et tilfælde? Måske, men det afholdt da ikke skibets strygetrio fra at spille temaet fra filmen Titanic. Ha!
Vores rute gik over Atlanten, syd om Sydamerika, over Stillehavet til Australien og tilbage til Venedig via Suezkanalen. Der var planlagt stop ved 45 destinationer som beskrevet på de flg. sider.
Næste side
*** Start ***
Middelhavet m.m.
Sydamerikas østkyst
Sydamerikas vestkyst
Polynesien
Australien
Sydøstasien
Sydasien
Mellemøsten
Grækenland, hjemrejse
