For stationsbyens vedkommende kan der ikke berettes om ting, der går flere hundrede år tilbage. Det er nemlig en ny by, før 1880 var der slet ingen by, rundt om i sognet lå der nogle enkelte huse. Når herremanden på Lundenæs eller på Dejbjerglund solgte én eller flere gårde i sognet til en anden herremand, var det ikke ualmindeligt, at der fulgte et par gadehuse med, men hvor disse gadehuse har ligget, oplyses der intet om. Ved at studere andre gamle papirer synes det at fremgå, at de fleste huse i sognet har været beliggende i Dalager, Debelmose og omkring kirken. I året 1860 omtaltes to købmandshandeler beliggende i henholdsvis Dalager og Odderskjær. Der har muligvis også været en i Debelmose. Men den 1/11 1881 åbnes jernbanen, Skjern-Herning; forinden var der også bygget jernbanestation. Nu kom der gang i udstykningen og i byggeriet.

Før jernbanen kom, lå der en gård der, hvor beboelsesejendommen Storegade 50 nu ligger. Det har været en gammel gård, idet den er nævnt allerede ved matrikuleringen i 1664. Det har også været en gård med temmelig stort jordtilliggende, for næsten hele Borris By har matr.nr. 16, som også var matr.nummeret på gården Stiger (æ Stejer), som gården hed. Også syd for banen er der ejendomme med samme matr.nr., så gården Stiger har haft skel sammen med Borrisager. De eneste huse i Borris By, der ikke har matr.nr. 16, er husene beliggende øst for Storegade og syd for foderstofforeningen. De har nr. 15 og er udstykket fra gården Busk. Ejeren af Stiger hed på det tidspunkt, banen kom, Simon Villumsen, og på samtlige udstykningssager i tiden 1880 til 1893 figurerer Simon Villumsens navn. Efter 1893 står der Simon Villumsens enke på udstykningssagerne fra nr. 16. Det bør dog tilføjes, at de nye huse nord for Flodgaardsvej alle er udstykket fra gården Busk og derfor alle har 15 som matrikkelbetegnelse. Jorden, hvorpå jernbanestationen ligger, er også kommet fra Stiger. Det var selvfølgelig en meget stor fordel for Borris med jernbanen. Alene det med jernbanestationen og de der ansatte gav stødet til, at der skulle mere byggeri i gang.

Allerede inden opførelsen af jernbanestationens bygninger var afsluttet, begyndte ansøgningerne om udstykning af grunde og opførelse af bygninger, at strømme ind til Sognerådet.

På sognerådsmødet den 28/1 1881 behandles en ansøgning fra Simon Villumsen, der søger om tilladelse til at frasælge et areal fra matr.nr. 16, Nørrelandet Borris. Arealets størrelse er 7000 kvadratalen, altså en halv tønde land, beliggende lige over for jernbanestationen. Ansøgningen blev anbefalet, og parcellen fik ved udstykningen matr.nr. 16d. Køberen hed Laurids Jensen, og det var hensigten at opføre et gæstgiveri på stedet. På sognerådsmødet den 25/7 1881 behandles en ansøgning fra Laurids Jensen om tilladelse til at drive gæstgiveri (krohold) i den af ham opførte krobygning ved Borris Jernbanestation. Ansøgningen blev anbefalet. Ved at betragte datoerne for



behandling af udstykningssager og nu bevillingssagen, må det konstateres, at hotellet i Borris er opført, om ikke på rekordtid, så dog på meget kort tid.

I 1882 sælger Laurids Jessen hotellet til L. Ibsen, der allerede den 12/9 1887 tilskøder hotellet til J. V. Christensen. I 1887 sælger J. V. Christensen til Andreas Olesen, altid kaldet Gæstgiver Olesen. Men på et sognerådsmøde den 31/1 1913 behandles en ansøgning fra Olesen om en beværterbevilling. Sognerådet vedtog enstemmigt ikke at anbefale ansøgningen. Der er ikke i beslutningsprotokollen anført nogen motivering for afslaget. Men det er muligvis det afslag, der har fået A. Olesen til allerede samme år at sælge hotellet.

Køberen er kommunen, der omgående søger og får spiritusbevilling til stedet. Sognerådet er dog ret hurtigt blevet ked af at drive hotelvirksomhed, for allerede på sognerådsmødet den 19/3 1914 behandles en ansøgning fra købmand Klitgaard, Hoven, om tilladelse til at drive gæstgiveri i den af ham erhvervede ejendom, Borris Gæstgivergaard. Andragendet anbefales enstemmigt, men forinden havde sognerådet lagt en klausul på ejendommen, at der ikke måtte skænkes stærke drikke på det matr.nr., hvorpå Gæstgivergaarden var beliggende. Denne klausul hvilede på hotellet helt frem til sidst i 1960-erne. Klitgaard har dog ikke haft hotellet ret længe, for den 14/2 1917 får Chr. Sørensen bevilling til Gæstgivergaarden.

Det var Chr. Sørensen, der i irritation over, at en handelsrejsende tømte sukkerskålen efter endt kaffedrikning, kastede resten af flødekandens indhold efter ham og også ramte ham. Fremgangsmåden har sikkert ikke været befordrende for hotellets renommé. Sørensen sælger da også hotellet året efter til Jens Nielsen Jensen, kaldet Jens Astrup, som igen året efter den 5/4 1919 sælger til Alma og Albert Jensen, der også nævnte dag får bevillingen. Ægteparret synes dog ikke om hotellivet og sælger i 1921 til Martha og Henrik Klyver, hvorefter Jensens købte gården Grønborg. Klyvers drev hotellet helt frem til 1945.

Det var i de år, hvor en kop kaffe med to stykker brød kostede 60 øre og så 10 øre i drikkepenge. Af de 10 øre skulle skænkepigen, som det dengang hed, lønne stuepigen. Hun udtalte selv i ramme alvor, at det var et godt sted at være skænkepige, også økonomisk.

Derefter har en mand ved navn Niels Georgsen Lange hotellet en kort tid, men Lange køber en gård østpå og sælger hotellet til Else og Aage Bundgaard, som driver hotellet helt frem til 1976. Aage Bundgaard er da afgået ved døden, og Else synes efterhånden, det blev for svært selv at drive så stor en virksomhed. Byens andet hotel, Elses Kro, var også blevet købt til, så det var en stor opgave at skulle passe hele virksomheden. Hun beslutter da at afhænde det hele og sælger til et par helt unge mennesker, Hanne og Hans Jensen.

Bundgaards Hotel, som det nu hedder, er bekendt over næsten hele landet for sin gode mad og lige så gode betjening. I dag kan et hotel ikke drives ved at sælge en kop kaffe til 60 øre til den lokale befolkning. Det nøjes man heller ikke med længere, det er en sjælden dag, der ikke kommer selskaber fra ét eller andet sted i landet. Det kan roligt siges, at den udstykning, der fandt sted den 29/1 1881, gennem årene har været et godt aktiv for Borris og er det stadig. Hanne og Hans har to drenge, men de er endnu så unge, at det vil være for tidligt at spå, om de skal føre hotellet videre. Det er i øvrigt meget sjældent, man ser et hotel gå i arv fra forældre til børn.


Da bogstavet "e" i alfabetet kommer næst efter "d" må den næste udstykning fra Stiger være nævnte matr.nr., nemlig det, der i dag hedder Elses Kro. Grunden er i 1883 udstykket til Nielsine Ejby, men 5 år senere sælger fru Ejby til skomager Niels Nielsen. Også N. Nielsen har stedet i 5 år og sælger i 1893 til førstelærer Jepsen, der tilsyneladende også går ind for intervallerne 5 år, for i 1898 sælger Jepsen til Afholdsforeningen i Borris. Men allerede året efter sælger Afholdsforeningen til kreaturhandler Anders Møller Kristensen, altid kaldet Anders Møll. I 1908 sælger A. M. til fru lda Kristensen, men 10 år senere køber Møller igen hotellet.

Møller, der også er omtalt under afsnittet handelsmænd, var gift med ovennævnte Jepsens datter. Der var mange børn i ægteskabet, men den eneste, der blev i Borris, var datteren Aniane, gift med skomager og senere sognerådsmedlem Jakob Poulsen. Møller, der nu var en ældre mand, driver dog ikke hotellet ret længe. Den 7/1 1924 behandler sognerådet en ansøgning fra Mads Hahne Christensen om tilladelse til at drive gæstgiveri på omhandlede ejendom. Sognerådet kan ikke anbefale andragendet, da der verserer en undersøgelse mod andrageren, der sigtes for udskænkning af stærke drikke samt for nattesæde.

Næste gang der foreligger noget skriftligt om hotellet er den 22/9 1924, hvor amtet meddeler, at man har udfærdiget bevilling for Poul Væver Nørgaard, Borris, til at drive beværtning og gæstgiveri, uden ret til udskænkning af stærke drikke. Da der i bevillingen står i lejede lokaler, må ejendommen være ejet af en anden. Men Olga og murermester Nørgaard driver hotellet en del år. Nørgaard passede sin murermesterforretning og Olga drev forretningen. Den 23/10 1929 søger samme om at få fornyet bevillingen, hvilket anbefales.

Den 31/3 1930 får Hans Ebbesen Hansen, født den 9/10 1865, bevilling til at drive gæstgiveri uden ret til udskænkning af stærke drikke på det af ham ejede matr.nr. 16e, Nørrelandet, Borris.

Halvandet år efter, den 13/8 1931, ansøger Jens Pedersen, kaldet Nørgaard og tidligere ejer af gården Nørgaard, om bevilling til at drive den af ham købte ejendom, matr.nr. 16e. Ansøgningen imødekommes.

J.N. var ugift og drev derfor Afholdshjemmet, som det nu hed, med fremmed hjælp. Det kunne imidlertid ikke gå økonomisk, så den 11/1 1932 har Maren Kathrine Andersen, gift med Hans Andersen (kaldet Hans Busk), købt Afholdshjemmet og nævnte dag fået bevilling på samme betingelser som de forrige. M. K. var, ud over hotelvært, også kogekone. Når der skulle være gilde i sognet for de lidt finere, var det altid Maren Kathrine, der var kogekone. Det var M. K. og datteren Karen, der drev Afholdshjemmet, medens Hans Busk fortsatte med andet arbejde.

Der går nu mange år, hvor der ikke sker ændringer vedrørende Afholdshjemmets drift. Hans Busk dør i 1944, men driften af Afholdshjemmet fortsætter uændret til 1954, da dør Maren Kathrine. Arvingerne afhænder nu forretningen til Marry Nielsen Høj, datter af Kr. Nielsen Høj, der netop har solgt sin landbrugsejendom "Sorte Kro", beliggende i det sydøstlige hjørne af sognet, til militæret. Kræ Høj fulgte med datteren til Borris. Få år efter bliver Marry gift med tidligere ejer af Afholdshjemmet, Jens Nørgaard. J. N. havde, siden han afstod stedet i 1932, været kusk hos vognmand Madsen, et job han havde passet meget samvittighedsfuldt, nu var han afholdsvært igen. Ægteparret fik tre børn, to piger og én dreng. Den ældste af pigerne blev kun 4-5 år gammel, da døde hun af en kræftsygdom. Sidst i tresserne bliver Marry også syg, hvorfor Afholdshjemmet bliver solgt til Else og Aage Bundgaard, Bundgaards Hotel. Afholdshjemmet, der nu får spiritusbevilling, omdøbes til Elses Kro. Familien Nørgaard flytter ned på Agervej 4. Her dør først Marry og i 1971 også Jens.

Den nat Jens dør, er han alene med de to børn. Da børnene er klar over, at deres far er død, står de op, trækker i tøjet, tager hinanden i hånden og vandrer op til Oda og Lars Lydersen, Flodgårdsvej 7. Oda var deres daglige hjemmehjælp. Børnene siger til Oda: "Far er død, vil du så ikke godt have os?" Børnene kom selvfølgelig ind, men adoptere dem, syntes Oda og Lars var for stort et ansvar at påtage sig i deres alder, de var passeret de tres. Det bør lige tilføjes, at børnene kom til en moster, og det er gået dem meget godt. De er også flittige gæster hos Oda og Lars.