Hostrup sogn, Slogs herred, Tønder amt

Til Slægtsforskning
Opdateret d. 24.4.2021

J. P. Trap: Slesvig 1864: Tønder Amt Del 2, herunder Hostrup Sogn (s.15).

Sognegrænsen kan findes på SDFE kortviser i menuen til venstre under Administrative grænser.



Hostrup kirke

Position:
- Legacy: N: 545652.2 Ø: 0085755.1
- GST: 497777 6088985
- Google Earth: 54 56' 52.2"N, 008 57' 55.1"E
Forklaring

Adresse: Solvigvej 1, Hostrup, 6270 Tønder.

Kirken er bygget o. 1250.

Mere om kirken:

Solvig

Position:
- Legacy: N: 545809.1 Ø: 0085741.5
- GST: 497537 6091366
- Google Earth: 54 58' 09.1"N, 008 57' 41.5"E
Forklaring

Adresse: Aabenraavej 28, 6270 Tønder.

Ejere af herregården:

Heregårdens historie skrives tilbage til 1300 tallet. I dag har den samme ejer som Schackenborg. Staldbygningen fra 1585 er en af Danmarks ældste, bevarede avlsbygninger.

Trap Danmark, 5. udgave, Tønder amt, bind X, 2 (1966), side 716-718:
Solvig ligger nu i Hostrup so., men har opr. hørt til Højst so. og kom først til Hostrup so. i 1500t. Forleddet sol betyder sikkert sump og er et vidnesbyrd om gårdens beliggenhed ved Arnåen. Første gang den nævnes med sikkerhed, er 1390, da Marine af Løgismose til Peter Eriksen til Solvig afstod en del gods i Hostrup so., som hun havde arvet efter de børn, hun havde i sit første ægteskab med Johan Thorbernsen (Skiernow). Hendes mand Jes Petersen bekræftede afståelsen året efter. Peter Eriksen tilhørte den sønderjy. adelsslægt Sappi og var af kgl. byrd, idet hans bedstefader Abel Valdemarsen var en naturlig søn af hertug Valdemar af Sønderjylland. Abel Valdemarsen havde 20/6 1319 af Henneke, kaldet Moltke, købt alt det gods, som denne havde i Jejsing, Rørkær, Hestholm og Tidsholm. Hans søn Erik Abelsen (Rynd), Peter Eriksens fader, skødede 1364 dette og andet gods i Hostrup so. til sin broder Valdemar Sappi. Det tilhørte hans steddøtre Gunner og Elsiif. Han var g. m. Cathrine Eriksdatter Urne, og der må altså være tale om gods, der har tilhørt hendes første mand. Solvig omtales ikke i brevet, og det er vel tvivlsomt, om den har eksisteret på dette tidspunkt, selvom der i den ældre litteratur forekommer 2 mænd, Hartvig og Wulff - måske er det sa. person - som skulle have haft gården 1362. Det er vel sandsynligt, at Peter Eriksen Sappi har arvet sin farbroder, og det er tænkeligt, at netop en sådan godserhvervelse har været forudsætningen for, at der her på denne egn blev bygget en herregd.
Peter Eriksen Sappis datter Anna blev g. m. Mads Gjordsen. Han tilhørte en indvandret ty. adelsslægt, Goritz el. Gortz. Navnet blev efterhånden fordansket til Gjordsen. Mads Gjordsen blev efterfulgt af sønnen Claus, som 1443 fik alle 40 marks bøder af sine bønder ved bevilling fra hertug Adolf. Han døde o. 1460, og 1469 og 1470 nævnes en Erik Sture til Solvig, vel g. m. en datter af Claus Gjordsen. Han har næppe været eneejer, og fra 1481 nævnes Claus Gjordsens søn Eggert til Solvig. Han var en dygtig og energisk herremand, der m. stor kraft forsvarede godsets rettigheder. 1496 fik han lavhævd på gårdens gods i Slogs hrd., i alt 44 ejendomme og nogle tofter m.m., heraf de 36 i Højst og Hostrup sogne. Solvig havde dog også gods andetsteds, 1583 således i Sæd, Bedsted, Emmerske og Ondaften, Hummelhave og Brodersgd. samt i Gærup. Eggert Gjordsen faldt i Ditmarsken 1500, og hans enke Anna Eriksdatter Fasti tog m. stor energi fat på at sikre godset for sine 4 sønner og 2 døtre. Hun døde 1516. Den ældste søn Claus Gjordsen var fra 1514 domprovst i Ribe og blev 1523 kong Frederiks da. kansler. Han døde 1532. Hans broder Erik nævnes til Solvig 1507 og 1509, men døde før 1519. Da Claus Gjordsen var død 1532, synes broderen Mads el. Mathias at være blevet eneejer. Hans søster Anne var g. m. Otto Brockenhuus, der døde før 1529, og den anden søster Bege ægtede Jesper Holk. Fru Anne synes at have boet i Jejsing. Hver af de to damer havde som deres arvepart fået udlagt 19 gde, mens Mads Gjordsen havde beholdt 25. De 38 gde, der på denne måde var kommet fra Solvig, vendte sen. tilbage hertil. Mads Gjordsen levede endnu 1561. Efter hans død gik gården over til hans datter Anna, f. 1529. Hun blev 7 år gl. trolovet m. Hans Pogwisch, søn af Wulff Pogwisch på Trøjborg. Da hun blev voksen, ville hun dog ikke ægte sin fæstemand, og hendes fader måtte betale Wulff Pogwisch 3000 mk. og bede om tilgivelse på et møde i Kolding 3/4 1547. Jomfru Anna blev sen. trolovet m. Axel Banner, der dog døde inden brylluppet. Hun giftede sig derefter m. Erik Lange til Engelsholm. Han døde 1572. Fru Anna, der sen. ægtede Albert Galskyt, beholdt Solvig, som o. 1579 gik over til sønnen Erik Lange, den kendte guldmager. Han solgte Solvig til kongen 18/6 1583 for 58.000 dlr. m. samtykke af sin søster fru Margrethe Lange, enke efter Jens Kaas til Gudumlund. I skødet nævnes alene i Slogs hrd. 66 gde og gårdsparter, heraf 56 i Hostrup og Højst sogne. Det var ikke blot selve det tilliggende bøndergods, der var blevet udvidet i 1500t., også hovedgårdsmarken synes at være blevet forøget. Kongen mageskiftede en måned sen. Solvig til Melchior Rantzau mod Tovskov. Denne døde 1589, og hans enke Dorothea, datter af Christopher Rantzau til Quarnbek, boede efter mandens død på Solvig. 1593 forærede hun Hostrup kirke en ny alterkalk. Amtmanden i Tønder, Diderik Blome, rådede 1597 hertugen til at købe Solvig, og 1601 sluttede hertugen overenskomst om overtagelse af Solvig m. enkens brødre Benedict og Jørgen Rantzau. Solvig var nu blevet en hertugelig domæne … [resten af afsnittet udeladt]
Litt.: Johan Hvidtfeldt i DSlHerreg. Ny S. III. 1946, 552-58.

Solvig synes ikke at have egen jurisdiktion el. birkeret før 1681. Bønderne var tingpligtige til Slogs hrd. I kontrakten af 1681 hed det imidlertid udtrykkeligt, at de nye besiddere, Frederik Ahlefeldt og hans brødre, skulle overtage den Jurisdiktion over bønderne, som Tønder a. hidtil havde haft "in prima instantia vermöge Landgerichtes Ordnung". De hørte herefter ikke under hrd., og der synes at være oprettet et særl. ting for Solvig-undersåtterne. Et sådant eksisterede i hvert fald efter 1693. Solvig-tinget omtales bl.a. 1703, og 1705 oplyses det, at tinghuset var i Jejsing. Endnu 1854 var der bev. retsprotokoller fra dette ting fra 1694-99. Efter 1706 var der strid om, hvorvidt bønderne skulle søge herredstinget. I hvert fald fra 1724 var de tingpligtige hertil. Særl. skyld- og panteprotokoller for Solvig kom. er bev. fra 1706. JHv
Litt.: Frode Gribsvad og Johan Hvidtfeldt. Landsarkivet for de sønderjydske Landsdele. 1944. 81.

Solvig hovedbygnings beliggenhed ved et relativt smalt sted af Arnådalen skal sikkert ses i forb. m. et ældgammelt vejforløb. Arkæologiske undersøgelser, som Nationalmuseet indledte 1965, synes at ville give oplysninger om gårdens historie tilbage til den tidl. middelalder. I engen v.f. gården er konstateret fire kunstigt opførte holme m. gode rester af træbygninger. Holmenes indbyrdes sammenhæng er endnu ikke klarlagt. På den sydøstre holm, som måler ca. 30 x 30 m og mul. er den yngste, har fra beg. stået et tårn, udført i tømmer m. lerklinede tavl og ca. 5 x 5 m i grundflade. Tårnbygn. er blevet afløst af flere hold større bygninger, hvoraf den yngste, ligeledes af bindingsværk, efter fundmaterialet at dømme tilhører tiden o. 1500. Antagelig o. 1500t.s midte er borgen flyttet til det faste land ø.f. åen. Her må have ligget det på Brauns Tønderprospekt afbildede dobbelthus. Renæssancevoldstedet er rektangulært, 150 x 220 m, det begrænses mod v. af det til formålet regulerede åløb, af gravene langs de øvr. tre sider er ø.sidens delvis opfyldt. Inden for den sdr. grav findes en ret velbev. vold. Johs. Hertz

Den endnu bevarede (dog noget ombyggede) staldlænge angives ved meterhøje jernankre på ø.gavlen opf. 1585. Dette overmåde anselige bygningsværk, vistnok vor ældste bevarede, stadig anvendte ladegårdsbygn., er opført af røde munkesten og har høje, dobbeltbueblindingsprydede gavle og stort stråtag; grunden er delvis sat af granitkvadre. I øvrigt ødelagdes gården 1622 af "et Guds vejr", og 1638 nedbrændte den ganske ved lynild. Da Solvig 1706 besigtigedes, var hovedbygn. kun en 14-fags længe, 84 fod i længden og 36 i bredden; endv. nævnes heste og kostalde, lade, bagehus og tørvelade, samt "på pladsen en pæl af egetræ, hvorved en halslænke og en jernkæde m. 11 led og en krampe, hvori lænken hænger". Gården var omgivet af en vold og en tilgroet grav, hvorover en bro, 11 alen lang og 5½ alen bred førte til porten. Endv. var der frugthave og fiskedamme. Den nuv. hovedbygning, der if. gavlens murankre er opf. 1851, er en enkel, hvidkalket, enetages længe m. halvt afvalmet stråtag, hvortil begge sider er nyere, halvrunde kviste. Bygn., der er lagt i anlæggets længdeakse, er opført på sa. sted som Melchior Rantzaus borggård, fra hvilket anlæg der 1942 under stuegulvet fremdroges rester af bl.a, en vindeltrappe. Gården ligger i en lille lund.

Vandmøllen, der ligger god km nø.f. Solvig, er af meget gl. oprindelse, men nedlagdes 1924 efter overenskomst m. egnens landmænd, da opstemningen skadede engene langs Arnå. De nuv., ret anselige bygninger stammer vistnok fra 1770. FlJ
Litt.: Vilh. Lorenzen. Rantzauske Borge og Herresæder. 1912. 57f.

Mere om Solvig:

Til Slægtsforskning