Vi skulle lige prøve sådan en 3 dages kør-selv ferie, som vi havde fundet i den lokale ugesprøjte, og det bliver nok ikke sidste gang. Turen var udbudt af Happydays og omfattede tre overnatninger på Ringhotel Aquarium i Friedrichstadt i Slesvig-Holsten.
Iflg. vejrudsigten ville afrejsedagen (søndag) være den eneste dag med chance for en smule sol, så vi tog tidligt hjemmefra for at kunne trisse rundt i byen i godt vejr og så hellige os museer m.v. i de flg. dage. Det viste sig dog, at meteorologerne var lige så upræcise i deres forudsigelser, som jeg er, når jeg vælger mine lottotal, så vi fik en herlig solskinsferie, om end til tider noget blæsende.
Turen var med halvpension. Generelt vil vi gerne selv udse os nogle spændende spisesteder, men vi blev bestemt ikke skuffede over de overdådige og særdeles velsmagende 3-4 retters menuer, som hotellet diskede op med om aftenen. I det hele taget var vi særdeles tilfredse med hotellet. Vi havde et stort, velindrettet værelse. Møblementet var af ældre dato, men pænt og velfungerende. Udsigten var ringe, og gulvtæppet kunne godt bruge en gang pletrens, men det var kun skønhedsfejl. Badeværelset var tip-top, og personalet var yderst elskværdigt. Hotellet havde også pøl og sauna, men det benyttede vi ikke.
Søndag.
En slentretur gennem den idylliske Friedrichstadt, der ikke var særlig stor, og hvor alt derfor var inden for gåafstand.
En times kanalrundfart med Günther Schröder Grachtenfahrt, hvor vi fik en god orientering om byen. (Undgå at sidde bagest i båden, hvor motorstøjen overdøver højtalerne).
Nær anløbsstedet lå Treene Terrassen, hvor vi fik en fin udsigt og en friturestegt Jägerschnitzel, der nok var velsmagende, men altså friturestegt. (I det hele taget skulle det vise sig at være det en helt unødvendig investering henset til de tre retter på hotellet senere på dagen).
Mandag.
En OK morgenbuffet.
Derefter kørte vi til stranden ved Sankt Peter-Ording, hvor vi betalte 1 Euro for at parkere en time og 3 Euro pr. næse for at trave en lille kilometer ned til stranden. Intet under, at tyskerne invaderer de vestjyske strande hver sommer. På stranden så vi de specielle pælehuse, der var bygget i vandkanten.
Videre til det store Eider-Sperrwerk, der blev bygget som værn mod stormfloder efter de store oversvømmelser i bl.a. Hamborg i 1962.
Tilbage i Friedrichstadt nok en spadseretur, bl.a. til det overskuelige bymuseum, der gav en god forklaring på de forskellige trosretninger, der har præget byen.
Tirsdag.
Køretur til Slesvig by, hvor vi beså den seværdige domkirke. Vi havde kikkerten med, så vi kunne studere de lækre detaljer i den imponerende altertavle.
Efter en tur gennem gågaden i Slesvig fik vi en glimrende frokost med udsigt i restauranten på 26. etage i Wikingturm (Wikingeck 5).