Kovalam 2016

Ullas ayurvediske kurophold i Kovalam, Kerala, Indien februar 2016

Opdateret d. 2.4.2016

Med fare for at gentage mig selv, vil jeg gerne fortælle lidt om mit andet kurophold i Kovalam, Indien, der på mange måder var anderledes end mit første ophold for præcis 2 år siden.
Da jeg kom hjem i 2014, mente jeg 100 procent, at det var sidste gang jeg rejste til Indien. Mest fordi disse rejser kræver et godt helbred, og fordi den indiske ambassade i dag har gjort det endnu mere besværligt at søge visum. Nu skal de ikke alene vide alt om min far, men vil have detaljerede oplysninger om min bankkonto og meget andet, og alt skal skrives på computer, kopi af foto samt papirfoto påklistret og derefter afleveres personligt. Det sidste havde de frafaldet umiddelbart før min ansøgning. Så tak til Claus fik jeg udfyldt det hele. Han hjalp mig med glæde, da han i den grad så frem til 14 dages alenetid.
Grunden til at jeg pludselig besluttede mig for at rejse, var dette år vores ændrede rejseplaner på 3 gange en måned på Tenerife, hvilket indebar hele februar i Danmark. Det var uoverskueligt for mig. Det skulle senere vise sig, at al den pakken ud og ind hele vinteren heller ikke var lykken for mig. Jeg så lufthavne nok i min tid som flyvende.
Det var igen Grace Tours, der arrangerede rejsen til UG. Alt klappede fra afrejse til hjemkomst. Jeg fløj med Quatar Airways, der efter min mening stadig er det bedste luftfartselskab.
Jeg blev i Trivandrum afhentet midt om natten af privatchauffør og indlogeret på Beach Hotel II, der uden at være et luksus hotel viste sig at være en yderst behagelig oplevelse. Alt fungerede upåklageligt, søde, hjælpsomme ansatte overalt. Super fin rengøring hver dag, rene håndklæder, og en dejlig duft af røgelse, når jeg kom hjem. En noget anderledes oplevelse end forrige gang, hvor der mildest talt ikke var nogen service.

Ayurvedic Treatment, som kuren hedder, er ikke kun 2-3 timers daglig massage og udrensninger, men inden afrejse forpligter man sig eller det forventes i høj grad at man overholder en masse regler, så som at afstå fra rygning, alkohol og spise speciel mad og ikke mindst undgå solen. Disse forbud var selvfølgelig umulige at overholde for én som mig, men til trods for det tog jeg kuren en hel del mere seriøst end forrige gang.
Jeg ankom på hotellet kl. 5 om morgenen og skulle til første behandling kl. 12.30. Lidt skrapt syntes jeg, men det skulle vise sig at være en lise. Alt på klinikken var smukt og fint som sidste gang, og da det viste sig, at Reena igen, der i mellemtiden var blevet chef terapeut, skulle være min behandler, var glæden stor på begge sider. Vores kemi passer utrolig godt sammen. Reena fodmasserede mig den første time, hvorefter to andre behandlere, jeg også kendte, tog over med synkronmassage først i "karry pulver" og derefter blev jeg badet i "varm mælk og honning". Ikke uden grund at jeg følte mig som en Maharani eller Kleopatra.


Leena og Armanine.	Massagebordet.	Klinikken.

Man talte hver dag først med dr. Unni, den dejlige mand, chef og læge for hele klinikken. Han opdagede selvfølgelig straks, at jeg ikke havde lagt tobakken på hylden, og straffede mig med udrensninger, der bestemt ikke er nogen fornøjelse. Af uransagelige årsager undgik jeg al deres urtemedicin, som mest er en belastning, da det skal tages på bestemte tider døgnet rundt. Jeg tror simpelthen de glemte mig, og på den klinik glemte de absolut ikke noget. I dette tilfælde var jeg glad.
Allerede efter tre dage vågnede jeg smertefri om morgenen og fik en fantastisk energi. Kl. 6.30 gik jeg morgentur på stranden. Jeg kunne ikke begynde før, da hotellet simpelthen var låst om natten. Meget betryggende, selvom der intet var at være utryg ved i Kovalam, men nu har jeg også en hel del erfaring med Indien.
Vi var rigtig mange danske damer dernede, hvor jeg vel var den eneste, der rejste alene. Jeg hørte flere sige, at de f.eks. ikke turde køre i taxi alene osv. I mine øjne pjat, men jeg forstår dem godt, Indien er meget fremmed og langt væk fra dansk kultur. For rigtig mange er det vanskeligt at forstå, at inderne faktisk er glade, imødekommende og hjælpsomme mennesker, der ikke har skumle bagtanker med deres fantastiske hjælpsomhed og venlighed. De mener det faktisk. Men det er man ikke vant til i Danmark, så der må ligge noget bagved. Jeg synes, det er synd for disse mennesker, da de går glib af rigtig mange dejlige oplevelser.
Denne gang havde jeg mest kontakt med dem på klinikken og min dejlige tuc-tuc mand, Safir, der i den grad kom til at leve op til sit navn, da han og jeg var på jagt efter guld. Jeg havde lovet min kære veninde Line at købe nogle guldarmbånd, hvis jeg faldt over dem. Det gjorde jeg ikke! Men tak til Safir gik der sport i at finde disse armbånd, og samtidig fik jeg nogle dejlige oplevelser.

Safir

Han kørte mig først til den indiske landsby, hvor der aldrig kommer turister, men hvor der er mange guldsmede, for selv de fattige - og de er utrolig fattige - skal besmykke deres brud med guld. Det er lidt af et paradoks, men en del af medgiften består i guld til bruden. Jo rigere man er, desto mere guld.
Vi fandt masser af guld, dog ikke Lines smag, og det skulle vise sig at være meget vanskeligere at finde samosaer, en delikatesse for mig. Det er nogle små friturestegte trekanter fyldt med grønsager og kalorier. Efter megen køren rundt og mange kopper chai ved de små "landevejs kantiner" lykkedes det os dog hver gang at finde samosaer. Men intet guld.
Til sidst tog Safir mig med til hovedstaden Trivandrum, og her var det ikke små bikse, men den ene flottere forretning efter den anden. Den ene var indrettet i et gammelt palads, med indendørs pool, meget meget fornemt og smukt. Aldrig har jeg set så meget guld på så kort tid, og selvom jeg lignede en fattig turist, blev jeg behandlet som en dronning. Jeg fandt armbåndene, men ved endnu ikke om de falder i Lines smag. Jeg har i hvert fald haft det både sjovt og interessant i min søgen.


Gold bangles.	Inde i paladset.	Paladset og templet.

Jeg fandt også en sari til mig selv, d.v.s. den skal bruges som et forhæng i Grønnehave. Nu har jeg aldrig haft en sari på, det klæder inderne bedst, og det er en hel videnskab at binde en sari. Til stor moro for mine maids på hotellet bad jeg dem om at hjælpe mig den på, og det gik der en hel time med. De talte ikke engelsk, men du godeste hvor havde vi det sjovt. Den passer nu bedst som forhæng.

Under behandlinger snakkede vi nogle gange rigtig meget sammen, og deres engelsk er faktisk udmærket, men man kan tydeligt høre, at de ikke bruger det så meget. En skam. Men jeg fik meget at vide om bl.a. deres private liv, om Reena hvis mand var ingeniør og hjælpepræst. Dr. Unni var tilsyneladende den eneste hindu og alle hans ansatte kristne. Hvorfor vides ikke. Reena havde en datter på 14, der drømte om at blive læge, men det var der ikke råd til. Alderdomshjem som sådan findes ikke i Indien, så de måtte også underholde hendes mands gamle forældre. Nu havde de jo begge gode job, så da jeg spurgte ind til hendes løn, blev jeg dybt chokeret. Klinikken er fyldt op af vesterlændinge i de 4 vintermåneder, og på de fire måneder fik hun 1800 kr.! Altså 450 kr. om måneden som chefterapeut, og arbejdede alle ugens dage fra 8 til 18. De andre fik det halve. Resten af året var lønnen usikker. Men hun klagede bestemt ikke, ville gerne have en computer til datteren og ny telefon til sin mand, der netop havde fået stjålet den under en gudstjeneste.
Det eneste, jeg fik stjålet, var en af mine dyrebare samosaer. Jeg havde lagt den på altanbordet, vendte ryggen til, og straks havde en krage snuppet den.
Kerala, som staten hedder, er en af de rigeste stater i Indien med ganske få analfabeter, og jeg må ærligt indrømme, jeg forventede, at lønningerne var en del højere.
Jeg mødte kun én tigger i Kovalam, en svært handicappet mand, der såmænd bare bad om 10.000 dollar til hus til hans familie.

En dag på gaden mødte jeg et kendt ansigt, en mand fra Goa, også handicappet, der er altid solgte mig de smukkeste håndmalede kort. Men det var en meget uheldig oplevelse, der førte til vores venskab. I Goa er der tusindvis af strandsælgere, og de kan være meget påtrængende (ikke så i Kovalam). Jeg havde en dårlig dag, og vinkede dem bare væk, således også denne mand. Han blev rasende og skældte mig ud, og jeg skulle ikke tro han var en tigger. Jeg havde det faktisk rigtig dårligt med min opførsel, så næste dag henvendte jeg mig til ham og sagde undskyld. Han viste sig at være meget intelligent, talte fint Oxford engelsk, og vi havde mange gode samtaler. Så det var et glædeligt gensyn, selvom jeg ikke helt forstod, hvad han lavede i Kovalam. Måske ferierede han også.

Men man skal ikke tage fejl af inderne. Nok er de utrolig venlige og hjælpsomme, men de er også meget stolte, og man skal bestemt behandle dem som ligeværdige, og det gælder alle samfundslag.

Indien er også en fotografs paradis, og selvom Safir tog mig på "fotosafari", blev det kun til et enkelt idyllisk billede af bønder, der samlede kål op.


Kålplukkere.	Frugt og grønt i vejsiden.	Friskfanget fisk bæres ind på restauranten.


En glad inder.	En glad strandsælger.

Som tidligere nævnt var denne ferie meget anderledes end mit første besøg i Kovalam, og hvad det skyldtes, kan jeg ikke lige sige. Men én ting er sikkert, jeg skal derud igen næste vinter.

Retur til Rejsebeskrivelser