I marts måned tog vi med Kultur-Rejser Europa til Portugal, en rejse kaldet "Lissabonkysten langtidsferie". Det var en 3-ugers ferie med 4 udflugter inkluderet og altså masser af tid til oplevelser på egen hånd samt afslapning. Afrejsen var fra Kastrup en mandag kl. 06.10, og vi sørgede for at være i god tid, fremmøde anbefales jo 2 timer før afgang. Hvorfor dog? TAP Portugals check in skranke blev først bemandet 1½ time før afgang. Nå, men flyveturen forløb uden problemer, om end serviceniveauet var lidt ringere end vi ellers har oplevet (elendig benplads og ingen Gin & Tonic).
Opholdet i Portugal forløb fuldt tilfredsstillende. Vi ankom til Lissabon i let sol og 15 grader, ikke overvældende, men en dejlig forandring til det triste og kolde vejr i Danmark. Vores rejseleder Connie modtog os i lufthavnen. Hun havde boet mange år i Portugal og havde massevis af gode oplysninger om stort og småt. Da vi ankom til vores hotel i Monte Estoril, var det stadigvæk formiddag, så vi parkerede vores kufferter og tog med Connie på en lille gåtur rundt i nærområdet.
Dette var mit første ophold i Portugal. Jeg havde forventet, at det portugisiske sprog mindede om det spanske, men jeg syntes snarere, det lød som russisk med et stænk hollandsk. Connie fortalte, at portugisere nok forstår spansk men ikke omvendt. Det skyldes dels flere specielle lyde i det portugisiske sprog, dels at sproget indeholder ca. 7.000 arabiske gloser.
Vores 4-stjernede hotel Estoril Eden var der intet at udsætte på. Vi fik en lejlighed på 12. sal med wifi samt altan mod Atlanten. Hotellet var beliggende tæt på stationen Monte Estoril, en købmand, en døgnkiosk, et mikromarked, restauranter, en dejlig strandpromenade samt turistcentret Cascais med det overdådige indkøbscenter Jumbo inden for gåafstand. Morgenbuffeten var god, og de par gange vi benyttede os af hotellets restaurant om aftenen, var vi ganske godt tilfredse. Herunder fotos af udsigten fra vores altan mod Lissabon og (en morgenstund) mod Cascais.
Efter Connies råd købte vi to Zapping kort på stationen. De kostede 50 cent pr. stk., og vi satte 20 euro ind på hvert kort (senere yderligere 20). Dermed kunne vi benytte al offentlig transport i og omkring Lissabon for mellem 1,30 og 1,85 € pr. tur. Det fungerede næsten lige som rejsekortet: Check ind på stationen eller i bussen, mens check ud kun var påkrævet i de tilfælde, hvor man skulle gennem en dertil indrettet sluse for at komme ud. Omstigning krævede fornyet check in. I et enkelt tilfælde oplevede jeg det mærkelige, at jeg på togets endestation Cais do Sodré i Lissabon ikke kunne komme ned til metroen uden at checke ud først (Ulla kunne godt), men bortset fra det fungerede kortene fint. Togturen til Cais do Sodré varede 30 - 40 minutter.
Her spiste vi godt i Monte Estoril (begge restauranter lå lige i nærheden af hotellet):
På Cozinha do Mar, Av Sao Pedro nr. 9, fik vi lækker fisk. Tilbehør efter ønske, ris i tomat kan anbefales.
På Tertúlia do Monte, Av Saboia nr. 515 D, fik vi lækker steak og risotto.
I skarp kontrast hertil kan nævnes: Af og til spiste vi aftensmad hjemme i lejligheden, så på et tidspunkt købte jeg et glas Bockwurst-pølser, thi sådan en god tysk pølse går man aldrig fejl af. Men ak, Bockwurst er ingen kvalitetsbetegnelse, og da producenten var portugisisk og hed Izidoro, viste indholdet i glasset sig at være af ringere kvalitet end den ringeste danske pølse, jeg endnu har smagt.
Her er nogle af vores oplevelser i Lissabon:
I den vestlige del af bydelen Belém findes et monument over faldne oversøiske krigsveteraner. Mange navne var skrevet på murene, og indenfor var der et smukt kapel.
Forklaringen på de mange faldne kunne fås i krigsveteranmuseet Museo do Combatente, der var indrettet i fortet Forte do Bom Sucesso lige ved siden af. Her blev givet en god indføring i krigene i Portugals tidligere kolonier: Goas løsrivelse i 1961 og de efterfølgende oprør i Guinea, Angola og Mozambique. Museet havde desuden en fin gengivelse af livet i en skyttegrav under 1. verdenskrig.
Fæstningen Torre de Belém, der fra 1521 sikrede indsejlingen til Lissabon mod pirater, lå oprindeligt midt i floden Tajo, men floden har siden ændret sit leje, så tårnet nu ligger tæt ved bredden. Der måtte højst opholde sig 120 personer øverst i tårnet, så turiststrømmen til og fra tårnets top ad den smalle vindeltrappe blev styret. Udsigten fra tårnet var i øvrigt ikke specielt flot.
Anderledes imponerende var udsigten fra monumentet for opdagelsesrejser Padrão do Descobrimentos. Det blev indviet i 1960 på 500 års dagen for Henrik Søfarerens død og afbilder ham sammen med 32 andre portugisere, der har haft en rolle i landets opdagelsesrejser. Fra toppen er der bl.a. udsigt til den gigantiske kompasrose nedenfor samt haven foran klostret Mosteiro dos Jerónimos.
Klostret Mosteiro dos Jerónimos fra 1501 var fantastisk med en detaljerigdom, jeg aldrig før havde set. Intet under, at der er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste. (Som min guidebog anbefalede, ankom jeg tidligt, så jeg kunne nyde klostret i ro. Ha, det blev sammen med et par skoleklasser.)
Søfartsmuseet Museu de Marinha havde et væld af flotte modelskibe - nok ret forudsigeligt, men museets 2. afdeling med kongelige processionsbåde (og også et par vandflyvere) var imponerende. Båden herunder er fra 1778 og sidst benyttet i 1957 ved Dronning Elisabeth 2.'s besøg i Portugal.
Karetmuseet Museu Nacional dos Coches. Hvem i alverden gider besøge et karetmuseum? Det gjorde jeg altså, og det var bestemt ikke uinteressant at se de op til 300 år gamle vildt udsmykkede ekvipager. Museet var i to afdelinger, et nyt og et gammelt museum, der lå få hundrede meter fra hinanden.
Sporvejsmuseet Museu da Carris (Carris er navnet på Lissabons trafikselskab) fandt jeg ved et tilfælde. Det lå på et stort remise- og værkstedsområde og var ret interessant med gamle busser, sporvogne og andet. Museet bestod af tre afdelinger. Pudsigt var det, at vi efter gennemgang af første afdeling blev afhentet af en gammel sporvogn, der kørte os til afdeling 2 og 3.
Museet for gammel kunst, Museu Nacional de Arte Antiga indeholder malerier, møbler og meget andet fra middelalderen til 1800 tallet, i sandhed mange fine sager.
Triumfbuen Arco da Rua Agusta ved Handelspladsen Praça do Comércio blev bygget som monument over byens genopbygning efter jordskælvet i 1755. Vi tog med elevatoren op og nød den flotte udsigt.
Ved Handelspladsen lå også Lisboa Story Centre, som gav en god indføring i byen historie, herunder en flot filmisk gengivelse af jordskælvet i 1755. Audioguiden var GPS-styret, ret fikst. (Desuden kunne jeg konstatere, at en portugisisk skoleklasse er lige så støjende som en dansk.)
De betragtelige niveauforskelle i Lissabon gør det nogle steder praktisk at tage en elevator fra én gade til en anden. Elevador de Santa Justa bringer én fra Baixa kvarteret op til Convento do Carmo (se herunder). Hvis konstruktionen minder lidt om Eiffeltårnet, er det ingen tilfældighed, da den er designet af én af Eiffels elever.
Convento do Carmo var et karmeliterkloster, der blev ødelagt af jordskælvet i 1755. Kun ruinen af kirken, der var én af Lissabons smukkeste, er tilbage. Det var ret overvældende at gå rundt blandt de tilbageblevne søjler med himmelstræbende buer. I apsis fandtes et arkæologisk museum.
Ved siden af ruinen lå nationalgardens museum, Museu Guarda Nacional Republicana, der bl.a. fortalte historien om nellikerevolutionen i 1974, hvor en hærenhed tog initiativ til at afskaffe diktaturet. Blomsterdamer satte røde nelliker i soldaternes geværløb i håbet om, at det ikke blev nødvendigt at åbne ild. Det kom næsten til at holde stik. Minsandten om ikke museet indeholdt et dansk produceret Madsen maskingevær. Typen blev så sent som i 1974 benyttet ved sikring af hovedkvarteret. Der var gratis adgang til museet.
Kirken São Roque fra 1500 tallet var fyldt med guld fra Brasilien.
Opførelsen af katedralen Sé blev påbegyndt i 1147, umiddelbart efter at Lissabon var erobret fra maurerne. I kirkens skatkammer var der mange fine effekter, og i det tilhørende klosters have var der udgravninger, der vidnede om både den romerske og mauriske fortid.
Tæt ved katedralen var rester af et romersk amfiteater og et fint, moderne museum Museu do Teatro Romano.
Fæstningen Castelo de São Jorge beliggende højt over byen er bygget af maurerne omkring 1050. Efter deres fordrivelse i 1147 blev fæstningen omdannet til et kongeligt palads, og fra 1800 tallet fungerede den som militær kaserne. 1938-40 blev fæstningen renoveret og har siden da været et nationalt monument.
Klostret Monesteíro de São Vicente de Fora var uhyre seværdigt med de mange flisebeklædte vægge og en fantastisk udsigt fra tårnet. Billedet til højre er Panteão Nacional (se herunder) set fra tårnet.
Panteão Nacional fandt jeg endnu mere seværdig. Jeg tabte næsten pusten i denne tidligere kirke, der i dag er en hyldest til 18 af Portugals helte M/K, lige fra Vasco da Gama til fodboldspilleren Eusébio. Sidstnævnte og 11 andre er begravet i monumentet. En helt vidunderlig bygning og en flot udsigt fra fjerde sal.
En dag gik vi til bydelen Alfama, hvor Ulla for 50 € hyrede Elsa og hendes elektriske tuktuk en time. Det var herligt at køre rundt i byen i det støjsvage køretøj, mens Elsa fortalte om byens historie og seværdigheder. Tilbage i Alfama tog Elsa os med på en lille gåtur i de smalle gader. Hun førte os bl.a. til Carmelinda, der solgte os et glas Ginjinha (kirsebærlikør). Som andre lokalt kendte personer i kvarteret var hun udødeliggjort på en plakette på husmuren. En fin ide!
Ca. 5 km NØ for stationen Cais do Sodré lå flisemuseet Museu Nacional do Azulejo. Det var en fryd for øjet, indrettet i et tidligere kloster, med fliser fra 1600 tallet til i dag. Især kirken imponerede med fliser, malerier og forgyldte altertavler. Vi sluttede besøget med frokost (velsmagende fyldte pandekager) i restaurantens hyggelige gårdhave. Vi havde travet ud til museet, så vi flottede os og tog en taxa for mindre end 5€ tilbage til Handelspladsen.
Akvariet Oceanário er Europas næststørste og meget spændende. Udover de mange sære fisk var det sjovt at betragte akvariets to havoddere svømme rundt på ryggen.
Udenfor steg vi ombord på svævebanen og fik set det hele lidt fra oven. På vej tilbage til metrostationen Oriente kom vi forbi en række restauranter. Vi valgte at spise frokost (lækker asparges samt nudler med kylling) hos den asiatiske Mr. Lin.
Zoologisk have Jardim Zoológico virkede generelt nedslidt, men delfin- og søløveshowet var ok, og det var da anderledes at se en zoo med gravplads for kæledyr.
Udflugter:
Udover en tur rundt i Lissabon på tredjedagen var vi på tre udflugter i Lissabons omegn.
Den første gik sydpå over floden Tajo til byen Setúbal, hvor Ulla fik købt frugt ind på markedet. Derudover oplevede vi ikke noget særligt dér, men byen var da et glimrende udgangspunkt for en flot køretur til Sesimbra gennem den fredede Parque Natural da Arrábida. Der var sine steder en fantastisk udsigt over Atlantervandet.
Efter frokost i Sesimbra gik turen videre til Azeitão, hvor vi fik en ganske interessant rundvisning og smagning af vine på vineriet José Maria da Fonseca, som producerer regionens berømte muskatvin samt rød- og hvidvine. Der var dog ingen vine, der fristede os til at købe.
Fotos: Vingårdens første påfyldningsapparat, der havde en kapacitet på 250 flasker i timen (i dag klares 30.000 i timen). Ved siden af ses fad nr. 2, fremstillet af mahogni, med en kapacitet på 20.500 liter.
På den næste udflugt kørte vi først mod vest og nord langs kysten til Cabo da Roca, det vestligste punkt på det europæiske kontinent. Det var godt nok et vindblæst sted, ikke særligt ophidsende, når man selv har boet i nærheden af Blåvandshuk.
Videre til Sintra, en hyggelig by med smalle gader og tillige det tidligere kongelige palads og sommeresidens Palacio Nacional de Sintra, der bød på mange smukke sale og værelser, f.eks. Sala dos Brasões:
Den sidste udflugt gik til Mafra og Ericeira. Mafra er hjemsted for intet mindre end verdens største slot og kloster Palácio Nacional de Mafra og er (igen) et udtryk for den enorme rigdom, der blev hjembragt fra Brasilien. Der er mere end 1000 værelser. I det enorme bibliotek sørger flagermus for at holde antallet af skadelige insekter nede på et minimum.
Ericeira viste sig udover at være et paradis for surfere at være en hyggelig by med pæne hvide og blå huse. Det var herfra, at kongen i 1910 gik i eksil i England, og Portugal blev en republik.
Vores frokost bestod af udmærkede pizzaer på Pedra Dura, Rua Dr. Eduardo Burnay 28 (min pizza var med rejer og krabber og hed Pizza Ericera og kan således betegnes som en egnsret).
På vejen retur til Estoril besøgte vi et usædvanligt museum, Aldeia Típica de José Franco, som både var en miniby i keramik og et slags frilandsmuseum, der gengav livet i en landsby i det 1800 tallet. Vi kunne købe lokal vin til 60 cent pr. kop samt hjemmebagt brød.
Afslutning.
Hjemturen forløb planmæssigt. Efter 21 dage med hotellets English breakfast var det nu ganske rart at komme hjem til en leverpostejmad.
Lissabon bød på ubegribeligt mange flotte oplevelser. Den by skal opleves. Det har mange turister allerede fundet ud af. Det kan ikke vare længe før den bliver totalt overrendt. Litteratur.
Jeg blev glad for Lonely Planet's Pocket Lissabon. Den fortæller på udmærket vis om højdepunkterne i byens forskellige kvarterer og ved de enkelte seværdigheder, så man som mere eller mindre uvidende turist ikke går glip af det væsentlige.
