3 rejser havde vi måttet vi aflyse på grund af den fordømte Kina-virus, men nu var det igen muligt at drage udenlands uden mundbind, om end ikke helt uden coronalt besvær. Vi købte rejsen hos Best Travel, og MSC, der lagde skib til turen, krævede udskrifter af coronapas, både vaccinationer og en negativ coronatest, sidstnævnte højst 48 timer gammel. Desuden en erklæring fra vores forsikringsselskab om at vi var forsikret, også i coronamæssig sammenhæng. (Da det kom til stykket var det dog kun coronatesten, vi skulle fremvise inden ombordstigning.)
Med i købet var en drikkepakke, den mindste af slagsen, der bl.a. indeholdt ret til Ullas cappuccino og min café americano, øl og vin i glas samt diverse drinks, og som således stort set dækkede vores behov.
Check in skete helt smertefrit og uden ventetid på Købehavns Oceankaj. Vi afleverede de udfyldte helbredsskemaer, viste pas, fik taget foto og fik udleveret vores Cruise Card, der både var kahytsnøgle og betalingskort. Umiddelbart efter ombordstigning var vi til velkomstmøde med vores rejseleder Svend.
Vi knyttede et Mastercard kreditkort til vores Cruise Card. Det indebar den fordel, at vi kunne benytte kortet til allersidste minut på skibet, og at vi ikke behøvede at lukke kortet den sidste dag, det skete helt automatisk.
Den obligatoriske sikkerhedsinstruktion fandt sted via TV i kahytten efterfulgt af påvisning af vores nød-samlingspunkt (vi havde andre gøremål på det tidspunkt og blev derfor tvangsindlagt til instruktionen den følgende dag).
Ulla købte en internetpakke og fik god hjælp til opsætning, men nettet virkede kun delvist og slet ikke med Netflix.
Skibet hed MSC Grandiosa, det var fra 2019, dobbelt så stort og 10 år yngre end Costa Luminosa, som vi sejlede med tre år tidligere. Vi var imponerede over indretningen, der både var flot og praktisk, f.eks. med intelligente elevatorer, der nedsatte transporttiden betragteligt. Vi boede på dæk 13 helt agter, og da de nærmeste elevatorer var placeret midtskibs, kunne vi sagtens nå op på de anbefalede 10.000 skridt på en dag. Størrelsen på skibet, herunder antallet af restauranter og barer var vel grunden til, at det store antal passagerer - ca. 4.500 - ikke forekom overvældende.
Vores kahyt var lidt mindre end på Luminosa, men betydeligt pænere. Roomservice var inkluderet, og vi havde bestilt kahyt med balkon.
Aftensmaden blev serveret kl. 18 i restauranten La Loggia ved et 4 personers bord. Egentlig havde vi ønsket et senere tidspunkt, men vi fandt os fint tilrette med den tidlige seating, ikke mindst takket være vore yderst sympatiske bordfæller Merete og Svend. Morgenmad og frokost indtog vi normalt ved den store Marketplace Buffet. Der var mange børn ombord, hvilket var én af årsagerne til, at vores foretrukne bar hurtigt blev Sky Lounge på dæk 18, thi den var for Adults only. Overalt var mad og betjening fortrinlig.
God lounge jazz i Sky Lounge.
Vi forlod København kl. 18, havde Kronborg om bagbord og tilbragte næste dag i Nordsøen op langs Norges kyst. Aftenens dresscode var iflg. dagsbefalingen Elegant, men den opfordring var vi et fåtal, der søgte at leve op til.
MSC Grandiosa passerer Helsingør Nordhavn på en tidligere tur til Norge.
Hellesylt & Geiranger.
Den følgende morgen tidligt begyndte den smukke indsejling ad Storfjorden mod Hellesylt og - efter et kort ophold - videre til Geiranger, en ganske lille norsk by i bunden af Geirangerfjorden:
Vi havde bestilt en 2 timers bustur Scenic Geiranger, der bragte os til to fotostops med imponerende udsigter:
Fra udsigtspunktet
Ørnesvingen ses til venstre vores grandiose skib ligge ved Geiranger. Et skib fra Hurtigruten er på vej dertil. Til højre anes vandfaldet
De Syv Søstre.
Geiranger city, her set fra sydøst fra udsigtspunktet
Flydalsjuvet.
Ålesund.
Næste morgen lagde vi til i Ålesund, hvor jeg deltog i en 3 timers bustur Best of Ålesund. Det småregnede i starten men klarede senere op.
Første stop var
Ålesund kirke. Den blev indviet 1909 og erstattede den tidligere kirke, der sammen med størstedelen af Ålesund
nedbrændte i 1904. Det var en kold og stormende nat i januar, hvor flammerne jog flere end 10.000 indbyggere på flugt.
Museet indeholdt også et anseligt bådmuseum:
|
|
|
Klegg er en énmands båd, der 1920-1940 ofte benyttedes af landbrugere til at skaffe sig en ekstra indtægt ved torskefiskeri. |
M/K Heland er en helårskutter fra 1937. Både Klegg og Heland deltog under krigen i sejladser til og fra Shetland med flygtninge, modstandsfolk, våben og ammunition. |
Kvalsundskibet blev opdaget i 1920 og er dateret til o. 800. |
Afslutningsvis kørte vi rundt i den smukke by Ålesund, der er kendt for sine huse i jugendstil (fotos viser Ålesund set fra skibet):
Flåm.
Den sidste morgen i Norge lagde vi til i Flåm, endnu en lille, smukt beliggende by (ca. 400 indbyggere) i bunden af en fjord, Aurlandsfjorden. I vores rejse havde Best Travel inkluderet en fin udflugt her.
Turen fortsatte i tog til Myrdal, hvor vi skiftede til Flåmsbanen. Den åbnede i 1940 som en tiltrængt transportrute men er i dag mest en turistattraktion. Ruten går gennem 20 tunneller, hvoraf de 18 er hugget ud med håndkraft, én meter pr. måned. Turen er billedskøn og var absolut hele krydstogtets højdepunkt. Vi foretog en 20 km lang nedstigning med skrigende bremser fra 866 til 2 meters højde (turen i modsat retning er antagelig mindre støjende).
|
|
|
|
Ved Kjosfossen - et i alt 225 m højt og 700 m langt vandfald - var der fotostop. |
Kjosfossen havde i den grad åbnet for hanen. |
Tilbage i Flåm. |
Hjemme på skibet nød vi en drink i Sky Lounge med udsigt over Flåm. Aftenens dresscode var i øvrigt hvidt, men ikke mange havde taget en hvid skjorte med på togtet. |
Kiel.
Om aftenen vendte vi stævnen mod syd og tilbragte næste dag på havet. Den følgende nat kl. 02:22 passerede vi Storebæltsbroen:
I Kiel lagde vi til i Ostuferhafen, temmelig langt fra byens centrum. Mange forlod skibet hér og tog med shuttle bus til banegården. MSC havde arrangeret en shuttle boat til bymidten, 15 EUR for en returbillet. Vi ville dog gerne til Altstadt og tog en hyrevogn, der kostede godt 20 EUR hver vej (kontant, kortbetaling ikke mulig).
Efter en slentretur ad Dänische Straße og Holstenstraße inkl. et par indkøb var det blevet frokosttid. På Tom Kyle Altstadtbrauhaus (Alter Markt 16) fik vi bl.a. god øl og Flammkuchen.
Tilbage ved skibet oplevede vi den eneste lange ventetid ifm. på- og afstigning. Mange nye passagerer skulle ombord i Kiel, så vi stod 35 min. i kø sammen med dem for at komme gennem Security.
Denne aften begav vi os ud på sidste etape: Gennem Storebælt, nord om Sjælland og mod syd gennem Øresund til København. Kl. 18 blev minibaren aflåst, kufferterne skulle stå pakkede på gangen senest kl. 01.00, kahytten forlades senest 08.00, og kl. 10.00 var det vores tur til landgang. Det tog blot syv minutter at komme i land og finde vores kufferter.
Det var en god tur, hvor MSC havde styr på sagerne og vi var begunstiget af godt vejr. Kan anbefales!