Tenerife (Puerto de la Cruz) 2016

Retur til Rejsebeskrivelser

Opdateret d. 30.11.2016



Vinteren nærmede sig, og udlængslen meldte sig atter. Så var det jo godt, at vi havde billetter til fire uger på Apartementos Teneguía, Puerto de la Cruz, Tenerife. Rejse og lejlighed var ligesom sidst købt af Startour, nu TUI. Vi fik lejlighed på 13. sal. Højere fandtes ikke, så fruen var fornøjet. Vores efterladte kuffert eksisterede stadig i kuffertrummet, der var nu også BBC World News og andre gode kanaler på fjernsynet, og lobbyens wifi gav sågar adgang til Ekstrabladets hjemmeside. På de fire uger oplevede vi både et par gedigne regnskyl og aftener med kraftig vind, men generelt særdeles fint vejr, hvilket vil sige 24 grader og masser af sol. Om aftenen som oftest herligt lunt på altanen.

Opholdet bød udover godt vejr på flere gode oplevelser. I "vores" lille Castillo de San Felipe, der på smukkeste vis er omdannet til udstillingssal, var vi heldige at opleve nogle af kunstneren Paco Suárez Díaz's værker, hovedsageligt hvad jeg vil kalde tredimensionale malerier. Meget spændende. Af det oprindelige castillo var kun lokummet tilbage (foto nr. 2).

Castillo de San Felipe Lokum i Castillo de San Felipe Udstilling i Castillo de San Felipe Udstilling i Castillo de San Felipe Udstilling i Castillo de San Felipe


Den 9. november om morgenen stod det klart, at Trump havde vundet præsidentvalget i USA. Vi 'fejrede' dagen med et besøg i Loro Parque, hvor vi bl.a. overværede shows med søløver og delfiner, to oplevelser vi havde til gode fra sidste gang, vi besøgte den store park. Flot og imponerende!

Delfinshow Delfinshow


I udkanten af Puerto de La Cruz lå restauranten Abaco (nå ja, iflg. restaurantens hjemmeside lå den "i hjertet" af byen), som vi besøgte flere gange. Den primære årsag var for at opleve et Flamenco show, som turistkontoret havde anbefalet os at se. Den anbefaling giver vi gerne videre, der blev virkelig trampet igennem - zumba på højt niveau! Showet vistes hver torsdag aften. Søndag aften var der klassisk koncert, og en lørdag til frokost overværede vi dressurridning. I øvrigt var restauranten, der bl.a. serverede en fremragende laksetatar og glimrende steaks, en gammel herskabsbolig, der tillige var museum.

Abacos have Abaco Abaco, det gamle køkken Flamenco Dressurridning


Et par gange travede jeg op til det gamle, nedlagte kasino. Jardines Taoro, der er navnet på haven foran kasinoet, var som sædvanlig smuk med dens vandfald, og udsigten over byen var enestående. Bag kasinoet ved den anglikanske kirke fandtes et minde om flykatastrofen i 1980. På én af turene mødte jeg i øvrigt Benny, vores rejseleder fra Mallorca, som jeg udvekslede erfaringer med.

Vandfald i Jardines Taoro Dulce María Loynaz Udsigt til Apartementos Teneguía
Vandfald i Jardines Taoro foran det gamle kasino. I haven var et mindesmærke for den cubanske forfatter Dulce María Loynaz (1902-1997), der blev adopteret af byen. Udsigt til Apartementos Teneguía (den gule bygning i midten).


Vi var på to udflugter. Den ene var med bussen til Los Gigantes for at spise frokost med Lis og Søren, der boede dér nogle dage. Såvel samværet med vores naboer hjemmefra og busturen var en oplevelse. Linje 325 var to timer om at gøre turen, der bød på snoede veje og spektakulære udsigter.

Den anden var en købt udflugt til den nordligste del af øen, hvor vi endnu ikke havde været. Turlederen hed Louisa, var fra Holland og mestrede glimrende at fortælle på tysk, engelsk og fransk. Første stop var La Laguna, den tidligere hovedstad anlagt af spanierne, med tydeligt vinkelrette gader og et forbillede for flere senere byer i Sydamerika. Dette er grunden til, at La Laguna er på FN's verdensarvsliste. En kort vandretur bragte os forbi nogle af de gamle huse med deres flotte gårdhaver, katedralen samt et stort indendørs marked ved Plaza del Cristo.

Casa del Corregidor Gårdhaven i Casa de los Capitanes y/o Alvarado-Bracamonte Katedralens altertavle Markedet på Plaza del Cristo
Casa del Corregidor er fra 1500-tallet og ét af byens ældste huse, tidligere sæde for Tenerifes regering, i dag benyttet af bystyret. Gårdhaven i Casa de los Capitanes y/o Alvarado-Bracamonte. Huset er opført i 1620erne af chefen for øens militære styrker. Katedralens store barokke altertavle fra 1700-tallet. På markedet på Plaza del Cristo kunne vi købe alskens lækkerier.


Vi kørte videre nordpå op i Anagabjergene og Mercedesskoven. Turen var svimlende flot, og vi gjorde heldigvis holdt på et par udsigtspunkter. Frokosten blev indtaget ved kysten i Taganana. Det var for egen regning, og da guiden roste menuen på Casa África i høje toner, valgte vi at spise dér. Tja, det er da muligt, at de lokale står i kø dér i weekenden samt at maden er autentisk, men vi fik lidt gedeost (smagte ikke af noget), kanariske kartofler (gode), salat med iblandede frugtstykket (eventyrlig), en død, grillet fisk (tør) samt en banan (som Ulla med bordets billigelse fik konverteret til en ispind). Nå, men prisen var 10 EUR, og hvad kan man få for en tier? Hvis vi engang kommer tilbage til denne flække vil vi givet ofre noget mere og spise 100 m længere nede ad vejen hos Casa Pepe, hvor vi indtog kaffen, og hvor maden så noget mere indbydende ud.

Landskaber undervejs:

Udsigt Udsigt Udsigt


Tilbage i bussen kørte vi igen gennem helt vidunderlige landskaber og gjorde et kort holdt ved Playa de Las Teresitas, der var kendt for at være den eneste strand på øen med hvidt sand, hentet i Sahara dengang også dét var spansk. Der var også en lille fransk kirkegård med grave for en skibbruden fransk besætning.

Sidste stop var Santa Cruz, der siden 1833 har været Tenerifes hovedstad. Selve byen så vi kun fra bussen, idet fodturen foregik i parken García Sanabria. Pyt, vi kendte jo udmærket byen fra tidligere besøg. Alt i alt var udflugten helt i orden, og vi havde en dejlig og lærerig dag.

Alting har en ende, og de fire uger gik alt for hurtigt. Det var en ringe trøst, at hjemrejsedagen var én af de få dage med regnvejr.

Regnvejr


Den kulinariske afdeling:
Pølse


Retur til Rejsebeskrivelser