Tenerife 2015-2016

Tenerife (Puerto de la Cruz) 2015 - 2016

Opdateret d. 30.1.2016

Vi havde igen besluttet at holde jul og nytår på Tenerife, men denne gang i Puerto de la Cruz, hvor vi forventede at opleve en hel del mere end i Callao Salveje, vores sædvanlige residens. Ved en tidligere rekognoscering var valget faldet på Apartamentos Teneguía, der lå tæt ved byens bedste strand og den gamle bydel. Gennem Star Tour bestilte vi fire ugers ophold samt transfer, og hele turen forløb tilfredsstillende.

Teneguía var et ældre, slidt 15-etagers hotel med spartansk udrustede lejligheder. Ingen kaffemaskine, el-kedel, hårtørrer, ovn eller fryser, meget få hylder i skabene, og kun spanske kanaler i fjernsynet. Rengøring seks dage om ugen. Wifi i lobbyen, der virkede upåklageligt bortset fra, at Ekstrabladets hjemmeside "på grund af indholdet" ikke var tilgængelig. Uha, men måske var Teneguía ejet af Facebook? Altanerne lå tæt ved siden af hinanden uden nogen afskærmning, så vi fik hurtigt lært at sige Guten Morgen, buongiorno og hyvää huomenta (der var en del finner på hotellet og i byen). Det var i grunden ganske hyggeligt, lidt ligesom derhjemme på institutionen. Den spartanske lejlighed var dog let at leve med (og i), vi havde jo valgt hotellet på grund af omgivelserne.

Udsigt fra Teneguía, 10. sal.

Puerto de la Cruz var en rar by med mange gamle, velholdte bygninger, flere med flotte gavlmalerier, samt en lang strandpromenade, og selvom der var mange turister, heraf mange spanske, føltes det slet ikke overrendt på samme måde som i Las Americas og Los Cristianos.
Vejret var med os, 22 - 24 grader, som oftest skyfrit.

Den første aften gik vi meget tidligt i seng. På et tidspunkt vågnede vi ved, at en fyr havde låst sig ind og kaldte Ulla, Ulla. Det var åbenbart en ansat, der ville reparere vores tv. Jeg forsikrede søvndrukkent, at fjernsynet fungerede upåklageligt (havde ingen anelse derom, men det viste sig senere at holde stik), hvorefter fyren trak sig tilbage.

Juleaftensdag travede jeg i to timer byen tynd. Hjemme igen godt svedig besluttede jeg mig for et hurtigt bad inden julemiddagen. Da jeg steg op i badekarret, skete dét, jeg aldrig havde troet skulle overgå mig: Jeg gled og væltede bagover ned på gulvet. På turen ned forsøgte jeg instinktivt at gribe fat i noget holdbart. Badeforhænget var ikke af den kaliber, det fulgte blot med i faldet. Da jeg landede, konstaterede jeg, at en kraftig vandstråle fejede rundt i badeværelset. Efter at have kæmpet nogen tid, dels med badeforhænget, dels med at få fodfæste på det glatte gulv, kunne jeg konstatere, at jeg i faldet åbenbart også havde grebet fat i den vandslange i væggen, der forsynede toilettet med vand. Slangen havde jeg revet ud af toilettet. Jeg kunne se, at den ved et gevind skulle skrues fast, ikke nogen nem opgave med den kraftige stråle, der stod ud af slangen. Faktisk umulig, da ét eller andet var knækket og umuliggjorde en fastgørelse. Men på studsen i væggen var heldigvis en hane, så den drejede jeg i stop-stilling. Ingen virkning. Strålen fortsatte med at oversprøjte mig og alle hjørner af badeværelset samt fylde min toilettaske. Halløj, under håndvasken sad jo to stophaner til koldt og varmt vand. Gad vide, om de også virkede for toiletpåfyldningen? Jeg lukkede for den kolde hane, og til min delvise glæde faldt trykket i den løbske slange. Nu blev vandet varmt! Aha, der er da spansk luksus, at toilettet fyldes med både koldt og varmt vand! Da jeg lukkede for den varme hane, stoppede den forbistrede stråle endelig, og freden sænkede sig. På samme tid gjorde Ulla mig fra stuen opmærksom på, at en oversvømmelse af lejligheden var nært forestående. Vi måtte i gang med at tørre gulv med vores håndklæder. Jeg opgav mit bad (jeg skulle jo også bare skylles af, og det var jeg blevet i rigeligt mål). I receptionen forklarede jeg det passerede, og damen dér skrev nøgternt en arbejdsrekvisition "Intet vand til toilettet". Efter 10 minutter ankom fyren fra forleden aften. Denne gang var han særdeles velkommen. Efter en halv times tid havde han fikset slange og badeforhæng samt bragt os tørre håndklæder og en tør rulle toiletpapir. Flot service på en juleaften. Feliz Navidad! Heldigvis var jeg sluppet aldeles uskadt fra "vandfaldet", så vi kunne indtage en glimrende julemiddag (påskelam, faktisk) på Peruano, der lå i en kælder få hundrede meter fra Teneguía.

Nytårsaften. Ulla beretter:
Claus og jeg havde en fantastisk sidste dag i året. Vi startede med noget så prosaisk som at vaske, men det skal jo gøres.
Resten af dagen tilbragte vi ved havet, dels på gåben og dels bare siddende, hvor vi nød det frådende hav. Sikke naturkræfter der er på spil, det var dybt fascinerende.

Vi havde bestilt bord kl. 19 på Rest. Régulo, en gammel tobaksfabrik fra 1700 tallet, som familien senere lavede om til restaurant, og den har været i deres eje lige siden.
Et pragtfuldt, charmerende sted. Vi skulle på forhånd vælge (ved bordstillingen) mellem 3 menuer, og vi valgte skaldyrsmenuen og blev dejligt overraskede. Der lå små gaveposer til os, bordet var festlig dækket og vi startede selvfølgelig med champagne. Hovedretten, et stort skaldyrsfad med bl.a. en hel hummer, var meget lækker.

Men der er selvfølgelig et men! Da vi havde spist et par timer, gik det op for os, at der manglede noget. Claus påpegede de stressede sure tjenere, der ikke havde tid til et eneste smil. Ejerinden gik smilende rundt og delte dels kindkys og skylleskåle ud, men det var ikke rigtig nok.
Vi fandt os omgivet af gamle sure ægtepar, der ikke havde noget at sige til hinanden. Masser af guld og ædelstene, men intet glimt i øjet end sige et smil.
Efter 3 timer og kaffe måtte jeg bare ud, og ikke for at ryge! Og da vi kom ned på torvet, kan det nok være stemningen skiftede. Der var fyldt med glade, feststemte mennesker i alle aldre og faconer. Et orkester spillede fra en storscene, og alle dansede samba, selv gamle koner med krykkestok og børn med sut i munden.
Alle restauranter var overfyldte, og da endelig lykkedes os at få et bord, måtte vi vente over en time på en drink, men det gjorde ikke noget, da det hele var så festligt. Claus sagde dog, at det var første gang, han havde tørstet en nytårsaften.
Vi skålede det nye år ind med tusinder af glade mennesker, men ingen fulde. Og så fyrværkeri ved stranden.

Da vi kom hjem ved et-tiden og sluttede af på altanen, så vi pludselig månen blive trukket op over bjergkammen, som af en usynlig snor. Det var meget betagende. Og da jeg så også så et stjerneskud, kunne det ikke blive større. Så jeg sagde godnat.

Helligtrekongersaften bød på et stort optog med bl.a. de tre vise mænd, der fra deres kameler kastede karameller til børnene. Det var et fantastisk skue. Hvilket engagement, hvilken entusiasme! Meget festligt! Det viste sig i øvrigt, at optoget udgik få hundrede meter fra Teneguía.

Castillo de San Filipe var et lille fort, der sammen med tre andre i 16- og 17-hundredetallet beskyttede byen mod angreb. Inde i fortet er kun et lokum bevaret. I dag benyttes fortet til koncerter og kunstudstillinger.

Over byen knejsede et gammelt luksushotel, Taoro Gran Hotel, der nu var lukket. Traveturen derop var meget smuk med flotte vandfald, der var en del af Parque Taoro. Bag hotellet lå en anden del af parken, der blev flittigt benyttet af motionister.

Loro Parque var en storslået oplevelse, meget smuk og meget professionelt drevet. Især det flotte pingvinanlæg, som vi betragtede fra et rullende fortov, og showet med spækhuggerne var imponerende.

Gennem Star Tour købte vi en udflugt, der på flere punkter var en gentagelse af én, vi tidligere har været på. Chaufføren Manuel var dygtig til sit job, og ligeså guiden Nátalie, der på letforståeligt tysk og engelsk gav mange gode informationer. Vi besøgte Garachico, og denne gang så vi den gamle bydel. Derefter ad den smalle vej til Masca, hvor der stadig var lige så imponerende og smukt som sidst. Videre til Santiago del Teide, hvor vi spiste frokost på restaurant Chinyero. Jeg fik en glimrende plato mixto med en krydret pølse (chistorras) og blodpølse (morcilla). Sidste stop var Icod de Los Vinos, hvor vi kunne konstatere, at det tusindårige drageblodstræ var blevet et par år ældre. En god tur, hvor især landskaberne omkring Masca og Manuels kørefærdigheder imponerede.


Garachico.	Masca.	Velbekomme!

En dag tog jeg ekspresbussen 103 ind til Santa Cruz for at besøge militærmuseet. Det lå i et gammelt fort og indeholdt en ganske omfattende samling. Admiral Nelsons mislykkede angreb på byen og hans efterfølgende overgivelse fyldte naturligvis meget i museet.


Museet er indrettet i fortet Castillo de Almeyda.	Museumsgården.	Et maleri viser briternes overgivelse.

Til hjemturen valgte jeg - til chaufførens undren - bus 101. Turen varede næsten to timer, men en del af turen var meget smuk med en storslået udsigt.

Vi havde tre muligheder for solbadning og vandgang. Teneguía rådede over et lille område med solsenge og en opvarmet pool. Stranden lå få hundrede meter væk, med sort sand, ofte voldsomme bølger, toiletter og restaurant. Solsenge kostede 3 euro pr. stk. Endelig - en halv times gang væk - var der Costa Martiánez, et stort sol- og badeland med flere pools, restauranter, toiletter. Her var madrasser til solsengene inkluderet i entréen på 5,50 euro. Alle tre steder var absolut brugbare, hver med sine fordele og ulemper.


Stranden.	Costa Martiánez.

For at råde bod på én af lejlighedens mangler købte vi i en tilfældig elektronikforretning en lille el-kedel, der viste sig at være af tvivlsom kvalitet. Vi skulle have læst Star Tour's papirer forinden, hvor butikken Visanta (på et hjørne på Calle La Hoya) anbefales. Dér købte vi senere en hårtørrer af udmærket kvalitet.

Her spiste vi godt i Puerto de la Cruz:

Naturligvis Régulo (nytårsaften), Calle Pérez Zamora 16, også anbefalet af Star Tour.
Tre gange spiste vi på Peruano, der lå i en kælder på Calle Del Pozo nr. 18. Vi begyndte hver gang med en cocktail (seco) og fik derefter mørt og velsmagende lamme- eller oksekød.
El Padrino, Calle El Lomo 17, nåede vi desværre kun at besøge én gang. Vi fik meget lækker avocado med rejer, bøf stroganoff og bøf bernaise.
Vores foretrukne frokostrestauranter var Compostelana Plaza, Plaza del Charco 12, og Café de Paris på promenaden ved badelandet Costa Martiánez.
Tre gange, hvor vi ikke magtede at gå for langt, fik vi en udmærket aftenbuffet til små penge på Valle-Luz lige over for Teneguía.

Da vi spiste på El Padrino, spillede og sang fyren her - på Ullas opfordring - Quizás, Quizás, Quizás. Ganske stemningsfuldt. Da en forbipasserende kom til at skubbe til ham, fik han behændigt indføjet ordet idiot i teksten.

Retur til Rejsebeskrivelser