Links kontrolleret 14/4 2024.
Egentlig var det slet ikke meningen at beskrive vores to overnatninger i Skagen i juli måned, men alene vores overnatningssted fortjener at blive fremhævet, så derfor:
Vi boede på Hotel Skibssmedien, der lå herligt centralt ved havnen og tæt på Skagens bymidte og mange gode spisesteder. Vores værelse på første sal var med en pæn stor altan, gode senge, køleskab, Wifi og et lækkert badeværelse. I stueetagen var et bibliotek med drikkevarer (høflig selvbetjening, afregning dagen efter) og en restaurant, hvor vi indtog den lækre morgenmad. Udbuddet af pålæg o.a. var mindre, end vi ellers har oplevet, men på Skibssmedien talte kvalitet tydeligvis frem for kvantitet. Det var meget lækkert! Vi afsluttede morgenmaden med en kop kaffe i gårdhaven, hvor vi lod os oplade af solens stråler til dagens dont. (I sommertiden var restauranten tillige åben om aftenen, men vi fik desværre ikke lejlighed til afprøve det indbydende menukort).
|
|
En have i Skagen. |
Skibssmediens gårdhave. |
To overnatninger, med en betragtelig køretid mellem hjem og hotel, efterlod reelt kun én dag til oplevelser, og da vi var heldige med vejret, besluttede vi at gemme museerne til en anden gang. Vi kørte til Grenen, ankom ca. kl. 11, hvor der allerede var ankommet mange biler og mennesker, dog ikke flere, and at vi kunne komme med Sandormen uden at stå i kø. Da vi en time senere var tilbage på P-pladsen, var der allerede tre vognfulde kø til ormen. Efter en visit ved Holger Drachmanns grav kørte vi til Højen (Gl. Skagen), gik lidt rundt i de hyggelige gader og indtog som afslutning på besøget en yderst lækker Michauds oksetatar på Ruths hotel.
|
|
|
|
|
Ulla på Grenen. |
Udsigt over Grenen. |
Holger Drachmanns grav. |
Parti fra Højen. |
Michauds oksetatar. |
At køre tilbage til Skagen var lidt af en prøvelse. En kilometerlang kø sydfra af biler fulde af forventningsfulde turister, der ville til Skagen på denne tilfældige onsdag, gjorde den korte køretur til en langvarig affære. Da vi endelig nåede tilbage, blev bilen sat i hotellets garage, og vi trissede rundt i menneskemylderet i bymidten og på havnen. Aftensmaden fik vi på Pakhuset: Gode muslinger til fruen og en omgang dagens fisk (fremragende kulmule) tilsat god Drachmann øl til mig.
Hjemturen næste dag gik via Ebeltoft, hvor vi fik en velsmagende pariserbøf i den hyggelige gårdhave ved Mellem Jyder.
|
|
Parti fra Ebeltoft. |
Mellem Jyder. |
Stor tak til B40 på mit gamle værested i Oksbøllejren, der med et gavekort finansierede en stor del af denne dejlige tur!