Jule- og nytårsferie på Tenerife 2003 - 2004

Retur til Rejsebeskrivelser

Opdateret d. 12.12.2013


(Links kontrolleret 12/12 2013)

Det var en rigtig god tur! Her følger nogle af de vigtigste oplysninger om og oplevelser fra turen.

Udgangspunktet var at familien (i alt 10 personer) ville bruge 14 dages jule- og nytårsferie på at bade, blive solbrændte og opleve seværdigheder.
Hvorhen? Valget faldt på Tenerife pga. optimale afrejse- og hjemkomsttidspunkter samt prisen.
Vi valgte at rejse med Falk Lauritzen, med fly fra/til Billund og to 3-værelses lejligheder i Apts. Andorra i Playa de las Americas. (Apts. Andorra var vores prioritet 2. Prioritet 1 var allerede udsolgt selvom vi bestilte i juni, kort tid efter at vinterkataloget var udkommet.) Pris 5100 kr. pr. person, tilsyneladende et par hundrede kroner billigere end tilsvarende tilbud fra de andre selskaber, vi undersøgte. Vi havde kun gode erfaringer med Falk Lauritzen.

Byen og lejligheden.
Det er blevet sagt om Playa de las Americas, at det er en kulturløs, grim og støjende turistby. Jeg synes nu ikke at den er specielt grim. Der er meget grønt i byen, og den fremstår som en ren by. Det er rigtigt at det er en turistby, hvilket bl.a. indebærer et veludviklet natteliv, talrige restauranter, gode busforbindelser, mange biludlejningsfirmaer og endnu flere supermarkeder.
Lejlighedskomplekset Andorra er centralt placeret, nabo til en stor ballon, hvorfra man for 12 € kan få et flot overblik over byen. I Andorra findes supermarked, og der er såmænd kun 5 minutters gang til en Netto-butik, hvis hjemveen skulle blive overvældende. En sti fører til Los Christianos, hvor der findes torv, fiskeboder og specialbutikker. Andorra er - sammenlignet med mange andre komplekser - et af de kønnere, hvor arkitekten fortjener ros for krinkel- og hyggekroge. Der kunne med fordel ofres lidt på vedligeholdelsen, men alt i alt var vi godt tilfredse med vores pæne, store lejligheder.
Andorre
Andorra (nederst i midten) set fra ballonen.

Vejret: Én dag med let regn, et par dage med overskyet, ellers mest vekslende skydække, 22 - 24 grader.
"Det må være skønt med en have hér. Der vokser kun dét man selv planter og vander. Slet intet ukrudt."

Udlejningsbiler.
Vi var for sent ude. Vi fik kun den erfaring, at det ikke nytter at komme ind i en forretning den 29. december for at leje en bil den 29. eller 30. Overalt beklagede man venligt, at alt var udlejet. (Drop "venligt" når det drejer sig om Hertz eller Avis; de 2 firmaer var tydeligvis ikke interesseret i flere kunder).

Busser.
Transport med offentlig bus er uproblematisk, og der er gode forbindelser fra Americas. Selskabet hedder TITSA. Busplan fås ved turistinformationer og busstationer og kan endvidere ses på www.titsa.com.
BONO-BUS er et rabatkort, der koster 12 eller 30 €. Det købes på busstationer og enkelte andre steder og giver op til 50% rabat. Stik kortet i den grønne maskine i bussen, fortæl chaufføren hvor du skal hen, og han klarer resten. Mangler der penge på kortet kan du betale restbeløbet kontant.

Restauranter.
Der er masser af dem. Vi lærte på et tidligt tidspunkt at bestille "a pint of beer" fremfor "a big beer". Det skete da vi skulle lave et hurtigt pit stop på en strandrestaurant for at slukke tørsten. Vi bestilte "big" og fik serveret støvler med henved en liter i hver til en pris af 7,30 €.
Generelt findes restauranterne lidt billigere, når man bevæger sig væk fra stranden. Det lykkedes os at få flere hæderlige måltider til rimelige penge, f.eks. en 3-retters menu for 7,51, en kinesisk buffet for 5,50 samt en skotsk steak for 5 €. De største kulinariske oplevelser (der også var lidt dyrere) fik vi dog på 2 restauranter på standpromenaden i Christianos, nemlig Rio 7 og Barca, der serverer både fisk og gode bøffer.
Endnu én restaurant skal nævnes: Tuscany 2. Den er italiensk, er beliggende i Andorra-komplekset og var vores underbo. Flere gode måltider samt ikke mindst tjenernes altid gode humør gjorde, at vi også valgte at indtage vores nytårsmiddag dér.
"Excuse me, where is the toilet?" "On the beach!"

Juleaften.
Dagens faste programpunkter var English breakfast på Tuscany, indkøb og til sidst grillaften på stranden. Første del af planen forløb problemløst. Derimod var det op ad dagen umuligt at opdrive en engangsgrill og nogle fisk. Det lykkedes os at finde en relativt billig klappe-ud grill samt noget så eksotisk som frosne fiskepinde og blæksprutteringe. Det gik nemmere med at købe kød.
Grillaftenen forløb fint. Vi var tilsyneladende de eneste, der havde fået dén ide. Det var meget hyggeligt (og også meget mørkt).
"Kyllingekød har nok ved 60 grader. Oksekød har nok når man vender ryggen til."
Efter hjemkomst var vi et par stykker der lige skulle besøge de nærliggende pubs. Selv om vi nærmede os midnat var der flere steder underholdning for børn. Andre steder havde såvel børn som forældre stillet øjnene på 'uendeligt' mens kulørte lamper blinkede lystigt i deres nissehuer og en karaokesanger gjorde sit bedste for at fremtvinge livstegn fra gæsterne. Der var også steder med god underholdning, f.eks. 5 nisseklædte sorte der gav den som Temptations.

Nytårsaften.
Som nævnt spiste vi nytårsaften på Tuscany. Da vi bestilte bord blev vi varslet om at priserne ville være sat 20% op, hvilket vist er meget normalt jule- og nytårsaften. Maden havde også fået et ekstra pift, den smagte formidabelt. Da vi have fået dessert og/eller cocktail (Playboy, Love on the Beach, Scottish Dream og hvad de hedder alle sammen), var klokken blevet 23.15, og vi vaklede op på altanen, hvor vi ved årsskiftet fik champagne og nød de flotte fyrværkerier, der var arrangeret over vand og by.
"Who ordered 'Love on the Beach'? Very well, senor, for you: Love on the Beach ... and sex in the toilet."

Barranco del Infierno.
En tur gennem Helvedeskløften er en smuk oplevelse. Turen tager udgangspunkt i nordkanten af byen Adeje, der ligger 10 € i taxi fra Americas. Det tog os 5 kvarter at gå turen på den smalle sti, der begynder i kaktusland og slutter i et frodigt område med et flot vandfald. Turen tilbage kan gøres lidt hurtigere.
Barranco del Infierno

Tag travesko på, stien er nogle steder smal og glat.
Der er kun tilladt et begrænset antal besøgende hver dag, og højst 80 personer lukkes ind i kløften ad gangen. Det kan derfor ske, at der er ventetid.
Entré 3 €, søndag dog gratis. Undgå derfor søndage, hvor risikoen for kø er størst.
Kløften er lukket enkelte helligdage samt dage med bestemte vindretninger på grund af faren for nedfaldende sten. Ring evt. 922 780374 for at høre om der er åbent.
Dette var den korte version. Klik her, hvis du vil læse om vores trængsler med at komme ind i kløften.
"Der er godt nok langt ned! Denne tur ville have været forbudt i USA."

Teide.
Teide er vulkanen midt på øen. Vi besøgte den med én af Falk Lauritsens guidede ture. På kompetent vis fik vi forevist området omkring vulkanen. Det er så ubeskriveligt flot og forskelligartet at det skal opleves!
Teides næsebor (udbrud i 1973)

Los Roques

Pyramiderne.
Ved motorvejen mellem Americas og Santa Cruz ligger byen Güimar, hvor Thor Heyerdahl har udgravet pyramider. Filmforevisninger og udstillinger i flotte moderne bygninger søger at underbygge teorien om, at Columbus blot genopdagede Amerika, idet der længe forinden havde været kontakt mellem kontinenterne.
Pyramider

Her findes også en kopi i fuld størrelse af sivbåden Ra II, hvormed Heyerdahl krydsede Atlanten. Et besøg kan anbefales. Åbent 9.30 - 18.00, entré 9,75 €.
Ra II

Der findes sikkert en nemmere måde at komme til Güimar på end den, jeg valgte: Bus linie 111 mod Santa Cruz, blev sat af på motorvejen ved frakørslen til Güimar, slap helskindet ned fra motorvejen, fandt et stoppested hvorfra linie 120 nok på et tidspunkt ville dukke op, valgte i stedet at gå op til Güimar city ad den fortovsløse og trafikerede vej, fandt pyramiderne efter en times vandring.

Husk at medbringe hjemmefra / svært at finde i butikkerne:
Gode tandstikkere, opvaskebørste, ostehøvl.

Her er nogle af de links om Tenerife, jeg benyttede før rejsen:

Rejsebeskrivelser og lign.:
Turistguides og lign.:
Teide:
Salg af kort: www.scanmaps.dk



Retur til Rejsebeskrivelser