Balduin V af Flandern [4538]
(Omkr 1012-1067)
Adele af Frankrig [4539]
(Omkr 1009-1079)
Bernhard II af Sachsen [4540]
(-1059)
Eilica af Schweinfurt [4541]
Grev Robert I af Flandern [4387]
(Omkr 1030-1093)
Gertrud Billung af Sachsen [4388]
(Omkr 1030-1113)
Adele af Flandern [4381]
(Omkr 1064-1115)

 

Familie

Ægtefæller/børn:
1. Kong Knud IV. den Hellige af Danmark [4380]

2. Hertug Roger Bursa af Apulien [5947]
  • Hertug Vilhelm af Apulien [5950]

Adele af Flandern [4381] 1

  • Født: Omkr 1064, Flandern 1 2
  • Ægteskab (1): Kong Knud IV. den Hellige af Danmark [4380] omkring 1080 1
  • Ægteskab (2): Hertug Roger Bursa af Apulien [5947] i 1092 1
  • Død: Apr. 1115, Apulien, Italien i en alder af ca. 51 år 1 2

   Et andet navn for Adele var Edel af Flandern.3

Billede

  Notater:

Claus' tip-24-oldemor. Ullas tip-25-oldemor.


Billede

Adele blev gift med Kong Knud IV. den Hellige af Danmark [4380] [MRIN: 1666], søn af Kong Svend II Estridsen af Danmark [4382] og Ukendt, omkring 1080.1 (Kong Knud IV. den Hellige af Danmark [4380] blev født omkring 1042,3 døde den 10 Jul. 1086 i Skt. Albani kirke, Odense 4 og blev begravet i Skt. Albani kirke, Odense 5.). Årsagen til hans død var Dræbt af oprørske bønder.


Billede

Adele blev derefter gift med Hertug Roger Bursa af Apulien [5947] [MRIN: 2280], søn af Robert Guiscard [5948] og Sikelgaita af Salerno [5949], i 1092.1 (Hertug Roger Bursa af Apulien [5947] blev født omkring 1060 og døde i 1111.)


Billede

Kilder


1 lex.dk, Skovgaard-Petersen, Inge: Edel i Den Store Danske, hentet 28. juni 2020.
Edel, Adela af Flandern, ca. 1064-1115, dansk dronning. Edel var datter af Gertrud Billung (af den sachsiske hertugslægt) og Robert 1. Friseren, senere greve af Flandern. Edel blev ca. 1080 gift med den danske konge Knud 4. den Hellige. Giftermålet var led i en alliance rettet mod Vilhelm 1. Erobreren, som var gift med Robert Friserens søster Matilda; Robert skulle støtte den danske ledingsflåde med 600 skibe i et togt mod Vilhelm.

Edel og Knud den Hellige fik to døtre og sønnen Karl den Danske. Efter drabet på Knud den Hellige i 1086 flygtede Edel med sin søn til Flandern, mens Erik 1. Ejegod bragte de to døtre med i asyl i Sverige.

Edel blev i 1092 gift med hertug Roger Bursa af Apulien, søn af longobardiske Sikelgaita af Salerno og Robert Guiscard, en normannisk ridder af beskeden herkomst, som havde erobret Syditalien og var blevet indsat som hertug i 1059 af pave Nicolaus 2. Roger Bursa blev hertug efter faderens død i 1085, men måtte længe kæmpe med sin halvbror Bohemond om magten.

I efteråret 1096 fik Edel besøg af sin bror Robert 2. af Flandern, sin fætter Robert 3. Courtehose af Normandiet (Vilhelm Erobrerens ældste søn) og Steffen af Blois, der var gift med hendes kusine. Det var tre af lederne af det 1. korstog, som gjorde ophold hos hertugfamilien i Apulien på vej til Konstantinopel; Edels svoger Bohemond var allerede draget af sted med en syditaliensk normannerhær.

Edel sendte rige gaver til udsmykning af Knud den Helliges skrin i Sankt Knuds Kirke i Odense, bl.a. det berømte Ørnetæppe. Det skete formentlig via Erik Ejegod, der i 1098 deltog i et koncil i Bari, arrangeret af pave Urban 2. og Roger Bursa.

Da Roger Bursa døde i 1111, blev Edel til 1115 regent for deres søn Vilhelm (1095-1127), der efterfulgte sin far som hertug af Apulien. Edels søn med Knud den Hellige, Karl den Danske, blev greve af Flandern; han blev som sin far myrdet i en kirke (Sankt Donatian i Brugge i 1127) og senere saligkåret. Edel og Knuds ene datter, Ingerid, blev gift med Folke den Tykke og blev stammoder til den svenske kongeslægt Folkungar; den anden datter, Cæcilie, blev - måske - mormor til Absalon og Esbern Snare.

2 Wikipedia, Adele af Flandern.

3 Aarhus Universitet, danmarkshistorien.dk, Artikel: Knud den Hellige, ca. 1042-1086.
Knud den Hellige, ca. 1042-1086

Knud den Hellige var konge af Danmark 1080-1086. Han blev født omkring 1042 og var søn af Sven Estridsen og en ukendt elskerinde/frille. Han giftede sig med Edel, datter af grev Robert I af Flandern (i det nuværende Belgien). Med hende fik han bl.a. sønnen Karl, der senere blev greve af Flandern. Mest kendt for at være den første dansker, der blev kanoniseret som helgen, og for det oprør imod ham, der kostede ham livet.

Første gang vi hører om Knud er i forbindelse med et vikingetogt til England i 1069/70, hvor han sammen med sin onkel Asbjørn og broderen Harald (Hén) anførte ledingsflåden. Han var i England igen sammen med sin bror Harald i 1074/75. Kongevalget efter faderen Sven Estridsens død faldt ud til fordel for hans storebror Harald Hén, hvorpå Knud gik i eksil. Noget tyder på, at han siden sammen med nogle af sine brødre startede et oprør mod Harald. Dog blev han efter dennes død i 1080 valgt til hans efterfølger.

Knuds regering
Det er under Knud og i litteraturen om ham, at vi finder de første sikre skriftlige vidnesbyrd om en egentlig kongelig administration. Således indsatte han hirdmænd som forvaltere på de forskellige kongsgodser, hvor de stod for opkrævningen af kongelige indtægter. Desuden hævdede han retten til forskellige afgifter og bøder såsom fredkøbsbøden og ledingsbøden, som han krævede af henholdsvis drabsmænd og folk, der havde forsømt deres ledingspligt, dvs. krigstjeneste. Roskildekrøniken beretter desuden, at han opkrævede "nefgjald", som lader til at have været en skat, der skulle betales af alle.

Knud arbejdede for at forbedre retssituationen for fremmede gejstlige og købmænd samt for frigivne trælle og virkede generelt for indførelsen af kirkelig inspireret lovgivning. Derudover gav han store gaver til kirken, hvis stilling han i mangt og meget søgte at forbedre. Blandt andet forsøgte han at indføre tiendeafgifter til kirken. Hans gavebrev fra 1085 til domkirken i Lund er det ældste danske (konge)brev, hvis ordlyd er bevaret.

Englandstogt og oprør
I 1085 planlagde Knud at invadere England med hjælp fra sin svigerfar i Flandern og således atter hævde det gamle danske herredømme over England. Af den årsag gav han den danske ledingsflåde ordre til at samle sig i den vestlige del af Limfjorden. Men kongen kom aldrig til Limfjorden, da han hele sommeren opholdt sig ved sydgrænsen, som var truet fra tysk side. Ledingsflådens mandskab blev mere og mere utålmodigt og gjorde kongens bror Oluf (Hunger) til talsmand for deres utilfredshed. Knud opfattede Olufs handlemåde som forræderi, lod ham gribe og sendte ham som fange til sin svigerfar i Flandern. Da høsten nærmede sig, drog mange ledingsbønder hjem. De blev herefter afkrævet bøder af kongens fogeder som udeblevne og rømte. Resultatet blev et oprør, der startede i Vendsyssel. Kongen flygtede først til Slesvig og siden til Odense, hvor han den 10. juli 1086 blev dræbt i Skt. Albani kirke sammen med sin bror Benedict og 17 hirdmænd.

Oluf blev nu hentet tilbage fra sit fangenskab og udråbt til konge. Men landet blev de følgende år plaget af dårlig høst, og mange anså det for at være Guds straf for drabet på Knud. Endnu i Olufs regeringstid søgte man at få Knud ophøjet til helgen, og allerede i år 1100 lykkedes det for Knuds bror Erik Ejegod at få pavens godkendelse af dette.

Knud den Hellige blev tilsyneladende aldrig en populær helgen i den brede befolkning, men han havde stor betydning for kongeslægten, der med ham havde fået et guddommeligt skær kastet over sig. Desuden kunne hans helgenværdighed bruges som argument for at gå videre ad de veje, som Knud havde forsøgt sig med i sin regeringsvirksomhed. Begge dele fremgår bl.a. af den helgenbiografi om Knud, som den engelskfødte munk Ælnoth forfattede i 1120'erne.

Dele af Knud den Helliges helgenskrin og skelet kan sammen med hans bror Benedicts endnu den dag i dag beses i Skt. Knuds kirke i Odense.

4 lex.dk, Frederiksen, Hans Jørgen; Lund, Niels: Knud 4. den Hellige i Den Store Danske, hentet 24. juni 2020.
Knud 4. den Hellige, d. 10.7.1086, konge af Danmark fra 1080. Knud var søn af Svend 2. Estridsen, mens moderen ikke kendes.
Knud deltog 1069-70 i et togt til England med det formål at afsætte Vilhelm 1. Erobreren, og i 1075 ledede han et togt med samme formål.
Efter dette sidste togt drog han til Flandern, hvorfra han senere hentede sin dronning, Edel, datter af grev Robert 1. Friseren.
Efter faderens død i 1076 søgte Knud kongevalg, men vragedes til fordel for broderen Harald (3. Hen). Han drog da i landflygtighed i Sverige og søgte muligvis derfra sammen med sine øvrige brødre at anfægte Haralds magt, men han opnåede først kongeværdigheden efter Haralds død i 1080.
Knuds indsats som konge er siden hans samtid blevet bedømt meget forskelligt. Man har opfattet ham som en voldskonge, der plagede folket urimeligt, og som en streng, men retfærdig konge, der kæmpede for kirken og dens idealer og for retfærdighed uden persons anseelse.
Under alle omstændigheder førte Knuds regime i sidste ende til et oprør i Jylland, som endte med, at han blev dræbt i Sankt Albani Kirke i Odense.
Året forinden havde Knud gjort forberedelser til endnu et angreb på England i samarbejde med sin svigerfar, men han var selv blevet forhindret i at slutte sig til flåden i Limfjorden, der derefter opløstes.
Det er omstridt, om oprøret blev udløst af disse begivenheder. Af et gavebrev, hvorved Knud skænkede kirken i Lund betydelige jordegodser og rettigheder, ses, at Knud krævede leding af befolkningen, og nogle kilder hævder, at det var Knuds opkrævning af bøder for ledingsbrud, der gav anledning til oprøret, andre påstår, at det forårsagedes af den energi, hvormed Knud søgte at indføre tiende til kirken.
Roskildekrøniken hævder specifikt, at oprøret skyldtes Knuds pålæggelse af en "ny og uhørt skat, som kaldes nefgiald", og det er muligt, men kan ikke godtgøres endeligt, at denne skat havde forbindelse med ledingen.
Da Knud var blevet dræbt, flygtede dronning Edel med deres søn Karl den Danske til Flandern. Efter hans død indledte man straks bestræbelser på at få Knud anerkendt som helgen, og den 19.4.1100 kunne hans jordiske rester med pavelig anerkendelse af hans helgenværdighed altersættes i Sankt Knuds Kirke i Odense, hvor de stadig findes.
Knud den Hellige afbildes i kunsten sædvanligvis med kongekrone og sværd. Han ses i kalkmalerier i bl.a. Helligtrekongers Kapel i Roskilde Domkirke (1460'erne).
I en altertavle fra Sankt Peders Kirke i Næstved (nu Nationalmuseet) fra ca. 1500 rummer midtskabet en træskulptur forestillende den tronende konge, mens malerier på den bevarede fløj viser to scener fra Sankt Knuds-legenden.

5 Nationalmuseet, Danmarks kirker, Skt. Knuds Kirke - Kirkerne i Odense by s.66.
...
Drabet på Knud den Hellige i Odense 10. juli 1086 var en begivenhed af skelsættende betydning, både for det kirkelige liv og for bysamfundets fremtidige udvikling. De ældste kilder herom, nedfældet inden for de nærmeste årtier efter kongemordet, giver samtidig betydningsfulde oplysninger om eksisterende lokaliteter i byen: Kongsgården, der belejredes af de oprørske styrker, og den nærliggende trækirke, viet jomfru Maria og S. Alban (S. Albani), hvor drabet fandt sted. Endvidere syd herfor den ufuldførte kirke af kvaderstensmur, senere indviet i kongens navn (S. Knud), i hvis krypt de jordiske levninger midlertidig anbragtes 1095 før den endelige skrinlæggelse på højaltret 1100.
...


Hjem | Indholdsfortegnelse | Efternavne | Navneliste

Denne hjemmeside blev lavet 28 Jun. 2020 med Legacy 9.0 fra MyHeritage; indholdsophavsret og vedligeholdelse af mail@ClausBechgaard.dk