Jordomsejling 2019 #2

Jordomsejling januar - april 2019
Middelhavet m.m.: Bari (Castel del Monte), Civitavecchia (Civita di Bagnoregio), Marseille, Barcelona, Casablanca, Santa Cruz
(side 2 af 10)

Retur til Rejsebeskrivelser

Opdateret d. 10.5.2019

Bari, Italien.

Vores første havn var Bari i det sydøstlige Italien, hvorfra jeg deltog i én af skibets udflugter. Første mål var Castel del Monte, et mærkværdigt slot (?), højt beliggende og synligt i miles omkreds. Spørgsmålstegnet antyder, at ingen faktisk ved, hvad formålet med bygningen var. Den blev opført af kong Frederick 2. i 1240erne, fremstår i dag helt uden interiør (plyndret eller genbrugt), men er ellers ganske intakt. Den enestående, ottekantede bygning har otte ottekantede tårne og to etager. De venstresnoede vindeltrapper op til 2. etage, der giver fordel til en højrehåndet, sværdbevæbnet angriber samt fraværet af en voldgrav er eksempler på bygningens manglende egnethed til forsvar. Et jagtslot? Hvem ved? I ét af rummene på 1. sal fandtes en pejs (var rummet en sauna?), og i naborummet har været et toilet og måske et bassin. Bygningen har vel for pokker ikke bare været en badeanstalt? En svensktalende italiener på skibet mente, at det kunne være en slags tempel, da det var bygget på en tid, hvor matematikken næsten var guddommelig. Tja.


Imponerende og mystisk.	Ét af værelserne.	Husets eneste toilet.

Tilbage i Bari besøgte vi Skt. Nicolaus' Basilika fra o. 1100. Helgenen er byens beskytter, og hans relikvier blev i 1087 bortført fra Myra i Tyrkiet og dannede grundlag for opførelsen af kirken.


Højalteret.	Krypten.

Civitavecchia, Italien.

Efter en dag på havet ankom vi til Civitavecchia nær Rom.

Vi nærmer os Messinastrædet.

Også her havde jeg bestilt en udflugt, denne gang til Civita di Bagnoregio, en højst besynderlig lille landsby, som jeg absolut måtte besøge. Busturen tog 1½ time og sluttede midt i Bagnoregio, hvor en lokal guide gav en kort introduktion efterfulgt af et tilbud om en guidet tur til 7 euro, som de fleste af os tog imod.

En dame, der ingen kontanter havde med, blev afvist og gik bedrøvet bort. Jeg forbarmede mig og henvendte mig til hende:
"Ma'am, you can owe me, I can pay for you."
"Oh, that is so kind of you."
"No problem, ma'am, you can pay me on the ship."
"Where are you from?"
"From Denmark."
"Jeg er da også dansk."

Og således mødte jeg Jette.

En noget mindre transfer bus skulle nu fragte os til den gamle bydel, hvorfra vi kunne trave det sidste stykke til det egentlige mål. Chaufføren insisterede på, at vi sagtens kunne være ombord alle sammen. Jette mente ikke, at der var plads til hende, men jeg havde ingen lyst til at miste mit investeringsobjekt, så det lykkedes at få alle mast ind. Her blev begrebet "sild i en tønde" virkelig anskueliggjort. Den var ikke gået i Danmark. Vi tog det med godt humør, men jeg kunne ikke dy mig for at nævne noget om "normal Italian transportation". En italiensk kvindelig medrejsende hørte mig og undskyldte mange gange på nationens vegne.

Endelig var vi fremme og oplevede denne næsten surrealistiske udsigt til den besynderlige landsby:

Byen er bygget på tuf, der let eroderer og derfor er et særdeles skrøbeligt fundament. Dele af yderkanten af byen er da også jævnligt styrtet ned. Ikke uden grund, at byen kaldes "den døende by". Guiden viste os to fotos af byen, et nyt og et gammelt fra 1874. Det ses, at på ca. 150 år er byen skrumpet. Også terrænet omkring byen eroderer, således er den eneste adgangsvej, der var anvendelig i 1874, for længst er smuldret væk og har måttet erstattes med en bro.

Der er 8 fastboende i byen, om sommeren flytter yderligere et par hundrede til. Byen byder både på idyl og påmindelser om altings forgængelighed.


Byporten.	Kun facaden til dette hus står endnu.	Det tidligere rådhus.	Hovedgaden.	Kineserier.

Billedet herunder t.v. viser en fhv. dagligstue. Med solide jordankre og stålrør søges at hindre yderligere nedstyrtning. Billedet t.h. viser et måleapparat, der kontrollerer, at en revne ikke vokser sig større.

Marseille, Frankrig.

Marseille viste sig vejrmæssig fra sin smukke side, skønt det var bittert koldt. Vi tog skibets shuttle bus ind til Vieux Port og gik på indkøb i Galeries Lafayette - lidt tøj og toiletartikler til 4 måneder. Bagefter fandt vi en god plads med læ, sol og betjening, hvor vi slukkede tørsten inden vi vendte "hjem" til skibet.

P.S.: Skibet tog 11 euro for benyttelse af shuttle bussen. En medpassager gjorde opmærksom på, at byen stillede en shuttle bus til rådighed, der var gratis; vi kunne konstatere, at det var korrekt, men også at den standsede temmelig langt fra vores skib.

Barcelona, Spanien.

Ét af Gaudís mindre kendte turistmål er Bellesguard, der er bygget på ruinerne af en middelalderborg. Familien Guilera bor i huset og har i mange år ladet haven været åben for offentligheden, men i 2008 gjorde påtrængende vedligeholdelsesarbejder det nødvendigt at øge indtægterne, så en del af huset blev gjort offentligt tilgængeligt.

Der var 10 km ud til stedet i taxi. Chaufføren var en gammel knark med hestehale, der havde noget besvær med at finde ud fra krydstogthavnen, men pyt, Billie Holiday strømmede ud ad højtalerne, og så kan meget tilgives. Vel ude af havneområdet klarede han resten af turen med bravur.

Vi var i god tid, så vi måtte vente - vindomsust og i temperatur tæt på frysepunktet - inden vi kunne komme ind. Dårlig planlægning!

Da porten åbnede, fik vi en audioguide udleveret og oplyst tidspunkt for, hvor vi kunne om ind i huset (hver halve time). Indtil da kunne vi lytte til guiden i haven. Inde i huset fortsatte rundvisningen med audioguiden sammen med en opsynsmand, der holdt samling på tropperne (vi var 3 på denne kolde januardags første rundvisning).
Oppe på taget (sidste foto) så vi husets drage i nærbillede - øjne og næsebor.

Link til husets egen hjemmeside.

Som afslutning tog vi en taxa til Plaça de Catalunya, fik en kop kaffe og gik en tur ned ad ramblaen, inden vi vendte tilbage til skibet.

Casablanca, Marokko.

Det var måske kulden i Barcelona, der fik en lurende influenzalignende tilstand vakt til udbrud i mig. Jeg var allenfals ikke meget værd de næste par dage og måtte også give afkald på en rundtur i Casablanca; men Ulla var med på turen, og her er nogle af hendes fotos:

Hassan II moskeen er imponerende. Den stod færdig i 1993 og er verdens tredjestørste. Minareten er verden højeste, og den sender om aftenen en laserstråle i retning af Mekka. Det sidste foto viser salen, hvor afvaskning inden bønnen finder sted.

Byen Casablanca var uskøn, men Ulla kan ofte finde et spændende motiv i skumringen.

Santa Cruz, Tenerife.

Efter en dags sejlads nåede vi Santa Cruz, som vi havde besøgt flere gange før. Vi ville derfor blot slentre lidt rundt i det efterhånden gode vejr. Vores yndlingsrestaurant var væk, men vi fik da en god risotto på naborestauranten. Som det fremgår af sidste foto fik vi også købt de allernødvendigste fornødenheder.

De følgende fem dage tilbragte vi på søen inden vi nåede det næste kontinent. Temperaturskiftet var overvældende, og vi fik endelig lidt sol på kroppen og kom også næsten af med vores influenza, som tillige havde ramt Ulla. Faktisk var det halvdelen af skibets gæster, der hostede og snøftede.

På femtedagen havde vi passeret ækvator, og skibet afholdt en stor dåbsfest:

Næste side

Start
*** Middelhavet m.m. ***
Sydamerikas østkyst
Sydamerikas vestkyst
Polynesien
Australien
Sydøstasien
Sydasien
Mellemøsten
Grækenland, hjemrejse

Retur til Rejsebeskrivelser