Jordomsejling 2019 #5

Jordomsejling januar - april 2019
Polynesien: Påskeøen, Pitcairn Island, Mo'orea, Papeete, Rarotonga, Tauranga, Auckland
(side 5 af 10)

Retur til Rejsebeskrivelser

Opdateret d. 13.6.2019

Hanga Roa, Rapa Nui (Påskeøen), Chile.

Påskeøen er den østligste ø i Polynesien, der omfatter mere end 1.000 øer. (Det siger lidt om Stillehavets størrelse, at Magellan aldrig opdagede én af disse øer på sin tur over oceanet.)
Påskeøen blev opdaget af hollænderen Jacob Roggeveen påskedag i 1722. For vores vedkommende opdagede vi øen på togtets 44. dag, en regnvåd søndag, på hvilken vi havde bestilt en udflugt til nogle af de næsten 900 stenstatuer (moai), øen er kendt for. Vi behøvede dog ikke bekymre os om regntriste fotos fra det, der for mange var turens højdepunkt, for tender bådene kunne slet ikke lægge til land i det urolige hav.

Allerede ved ankomsten kunne vi spotte de første moai, kaldet Ahu Tahai, ved øens eneste by Hanga Roa.

De fleste statuer står med ansigtet vendt væk fra havet. Det menes, at der foran dem fandt begravelser sted. Det er sandsynligt, at de 12 tons tunge statuer blev flyttet fra fabrikationsstedet til deres endelige mål ved at rokke dem fra side til side. Det underbygges af, at de har tilnavnet "de gående mænd". Se video på YouTube. Hele øen bortset fra selve byen er nu nationalpark, og sidste år besluttedes at kræve 80 US dollars i entre af hver af de 100.000 turister, der årligt besøger øen. Man kan gætte på, at indtægterne bl.a. vil blive benyttet til en mere anvendelig havn.

Til trods for, at der var afsat to dage ved Påskeøen, kunne vi heller ikke næste dag komme i land. Vi sejlede til Anakena på nordsiden af øen i det nu lune solskinsvejr, men heller ikke her turde kaptajnen løbe nogen risiko. Herfra kunne vi dog i det mindste se Ahu Nau Nau, 7 andre moai.

Link til en anden og heldigere rejsebeskrivelse fra Påskeøen: http://www.fjernehorisonter.dk/paaskeoen/paaskeoen.htm

Pitcairn Island, Storbritannien.

På vores vej mod næste destination kom vi lige forbi Pitcairn Island, opkaldt efter det besætningsmedlem på HMS Swallow, der først fik øje på øen. Det var i 1767, og det var i 1790, at mytterister på Bounty slog sig ned på øen. John Adams var én af mytteristerne, og han har lagt navn til Adamstown (det sidste foto, ja, man skal se godt efter), den eneste by på øen. De 53 beboere er altovervejende efterkommere af mytteristerne. En del af dem kom ombord på vores skib og holdt et marked. Jeg skal da lige love for, at der efter 8 dage uden landgang var nogle misligholdte købegener, der skulle luftes; men der var nu også flere fine sager at finde i øboernes boder. Alt imens dette stod på, sejlede vi en tur rundt om øen.
Link til øens egen hjemmeside.

Næste dag var det en overraskelse at opdage, at vi sejlede ganske tæt på en atol (den hedder Tureia, fandt jeg senere ud af), en lang strimmel land med strand og minsandten også en landingsbane. Årsagen viste sig at være en passager, der skulle hasteindlægges på det nærmeste hospital, så første del af transporten forgik med tender, pickup truck og fly.

Mo'orea, Fransk Polynesien.

Dag 51 på vores færd begyndte flot med sol og 30 grader, da vi gjorde holdt ud for Mo'orea, en naboø til Tahiti og én af Fransk Polynesiens 118 øer. Vi kastede anker i Opunohu bugten og kom med tender båd ind til Papetoal, der næsten var en by. Formålet var at deltage i en udflugt for fotoentusiaster. Det var Ullas ide, thi hun er den fødte fotograf. Jeg tog blot med for at slæbe på grejet, en overkommelig opgave, da Ulla for mange år siden lagde sit Nikon på hylden og nu nøjes med sin smartphone.

Firmaet, der stod for turen, hed Eyes of Moorea, og vi blev transporteret i to pickup trucks, så de fleste måtte sidde på ladet, der dog havde sæder med hynder og sikkerhedsseler. Hvor var denne ø dog smuk og frodig! Vi blev kørt til flere flotte udsigtspunkter og fik nogle tips, der kunne forskønne vores fotos. Køretøjerne viste deres berettigelse, da vores vej til tider var ganske stejl, til tider gik gennem vandløb.


Opunohu bugten.	En tropisk have med Ulla, friskpresset ananasjuice og vores fotoguide.	Panorama mod nord fra udsigtspunktet Belvédère.	Udsigt fra Magic Mountain. (Mt. Tautuapahe)

Om aftenen forlod vi dette paradis, og efter nogle få timers sejlads lagde vi til kaj på Tahiti.

Papeete, Tahiti, Fransk Polynesien.

Da søfolk i 1700tallet begyndte at komme til Polynesien, var de ellevilde over den måde, pigerne bød sig til på. Pigerne har dog næppe været betagede af de grove og ildelugtende søfolk, men snarere tvunget af deres familier med henblik på at skaffe eksotiske varer. Men nøgenhed var en ret naturlig ting, hvilket missionærer som så ofte har fået afskaffet. I dag er det kun naturister på strandene, der er nøgne.

Gauguin boede på Tahiti i et par omgange, hvor han bl.a. glædede sig selv med 13-14årige piger fra fattige familier.

Ca. halvdelen af Fransk Polynesiens 118 øer er beboede. I praksis er området næsten selvstændigt. Papeete er hovedstaden.

Vi lagde til kaj i Papeete om aftenen, og næste morgen gik vi fra borde til en festlig modtagelse med musik og dans.

Byens indkøbsgader var også byen hovedfærdselsårer, der var pakket med biler i en grad, der ikke opfordrede til et længere ophold i byen. Vi burde nok have taget på en udflugt til mere frodige egne i stedet.


Udsigt fra skibet.	Den evangeliske kirke, kolonial arkitektur.	Katedralen fra 1800tallet.	Good bye and good night, Papeete.

Ulla havde behov for at downloade lydbøger. Der var ingen muligheder på havnen, så hun forsøgte sig på internetcaféen i shoppingcentret Vaimä, men det gik meget langsomt.

Rarotonga, Cookøerne.

Navnet Cookøerne stammer fra et russisk søkort fra 1800tallet og skal ses som en hyldest til den store søfarer James Cook. De 15 øer udgør en selvstændig stat med tæt tilknytning til New Zealand, og Rarotonga er den største af øerne. Her var grønt og frodigt, og vi deltog i en god udflugt med sejlads i en "glass-bottom boat" med Captain Tama's Lagoon Cruizes i den idylliske Muri lagune. Vægten var lagt på svømning og snorkling i lagunen efterfulgt af god frokost på øen Koromiri. Som afslutning demonstrerede mesteren i palmeklatring "White Chocolate" sine færdigheder, og vi fik vist, hvordan man får mest muligt ud af en kokosnød.


På havnen blev vi endnu engang modtaget med sang og dans.	Tre muntre gutter underholdt på båden med sang og musik.	Så var der dømt fri svømning og snorkling.	En fin, lille musling.	”White Chocolate” demonstrerede sine færdigheder.

Smukt, ikke?

Undervejs til og fra tenderen fortalte chaufføren af minibussen, at tilflyttere kan få en jordlod udleveret med krav om, at den bebygges inden for fem år. Bortset fra enkelte forladte huse var det en fryd for øjet, hvor pænt og rent der var overalt. I flere haver så vi gravpladser. Det var iflg. chaufføren helt normalt at begrave sine døde i haven. Om ikke andet sikrede ordningen tydeligvis, at gravpladserne var velholdte.

Denne dag var det den 27. februar. Ved midnat begyndte årets korteste dag - for os. Thi efter at vi under den forløbne sejlads et antal gange kl. 03:00 om natten havde stillet uret en time tilbage, var regnskabets time (= datolinjen) kommet, så vi den 28. februar kl. 03:00 skulle sætte uret 23 timer frem til den 1. marts kl. 02:00. Det blev en kort fødselsdag for dem, der var født 28/2, uden fødselsdagssang og -lagkage i restauranten om aftenen. Ak.

Det var efter Magellans jordomsejling, at Antonio Pigafetta, der nøje havde ført dagbog under rejsen i vestlig retning, ved ankomsten i 1522 til Kap Verde konstaterede, at datoen dér var torsdag 10. juli, mens datoen på skibet var onsdag 9. juli. Først senere lykkedes det at forklare, at forskellen skyldtes den forsinkelse, skibet akkumulerede, når skibets ur undervejs blev sat tilbage.
Flere detaljer kan ses på Universiteit Utrecht hjemmeside.

Om aftenen blev det meddelt, at vores planlagte kurs til New Zealand nok ville kollidere med cyklonen Pola. Næste dag besluttede kaptajnen at sejle en mindre omvej for at undgå den. Resultatet var, at vi bare havde et par dage med "almindeligt møgvejr". Ved ankomsten til New Zealand havde vi igen flot vejr.

Tauranga, New Zealand.

Så nåede vi New Zealand, de vestligste øer i Polynesien.

Forud for ankomsten havde Alessandra oplyst os om New Zealand, bl.a.:
Landet har på flere områder adopteret de indfødtes maorikultur. Det gælder haka, en dans med råb, stampen og visen tungen frem, især kendt fra rugby. Dansen kan have til formål at påkalde guderne til at indgyde mod og give sejr, men benyttes også i mange andre sammenhænge, f.eks. ved officielle velkomster og afsluttes her med hongi, næsehilsen.
Eksempel på haka før rugbykamp på YouTube.
Eksempel på haka og hongi ved officiel modtagelse af prins Harry og hertuginde Meghan.

Flere guldkorn fra Alessandra:

Landet er verdens mindst korrupte, Danmark ligger på 2. pladsen (her brugte hun vist gamle tal, i 2018 er det lige omvendt iflg. Transparency International).
Landet er udsat for voldsomt stigende huspriser pga. udenlandske opkøb. Det bevirker, at mange må bo i telt eller i bil, og selvmordsraten er høj.
Papegøjefuglen Kea er en plage for billister, se YouTube
Og endelig: Landet har 11 gange så mange får som mennesker. Det berømteste får er Shrek the sheep, der havde søgt tilflugt i en hule og undgået klipning i 6 år.

Tauranga har én af landets allerstørste havne, men vi lagde nu til på et sted, hvor der var ganske idyllisk, lidt uden for selve byen ved et næs tæt ved bjerget Maunganui.

Vejret var som på et god, dansk sommerdag, og vi slentrede en tur langs strandene og ad næssets hovedgade Maunganui Road. Området var nydeligt og uden tvivl dyrt, med nyere lejligheder og "Hellerup-villaer". Der var rent, hunde og alkohol var forbudt på hovedstranden, visse steder var bødestørrelsen for lovovertrædelse angivet. Det så ud til at virke. Meget udansk. Hovedgaden var et eldorado af fine forretninger. Her var godt at være.

Solnedgangen var usædvanlig smuk den aften.

Auckland, New Zealand.

Næste morgen nåede vi Auckland, New Zealands største by med 1,4 mill. indbyggere. Byen har opnået høje scores i livskvalitet og grøn by. Den kaldes for City of Sails pga. byens 135.000 fritidsbåde. Faktisk har hver tredje indbygger adgang til en båd, fortalte vores guide, der i bus førte os igennem byen.

Statelige gamle bygninger ved havnefronten, der nu næsten overskygges af skyskrabere. Foto til højre viser Ferry Building, centrum for byens omfattende færgefart.

Bastion Point er indrettet til minde om landets første premierminister fra Labour, Michael Joseph Savage (1872 - 1940), der gennemførte populære reformer. En obelisk, damme, haver og smuk udsigt pryder området.

Vi gjorde et længere stop ved Auckland Domain, en stor park ved en udslukt vulkan med bl.a. sportspladser, skulpturer, Auckland War Memorial Museum og Wintergarden.

Der er færgeforbindelse til bydelen Devonport på den anden side af fjorden, men vi kørte derover i bus, delvis i en dræbende, lang kø. Også her gjorde vi et holdt og fik tid til kaffe og indkøb. Ulla fandt en drøm af en boghandel.

Også i denne by befandt vi os godt. Det var naturligvis et meget begrænset indtryk, vi havde fået af New Zealand, men landet er sat på listen med mulige, fremtidige rejsemål.

Om aftenen vinkede vi så farvel til New Zealand og satte kursen mod Australien.

Næste side

Start
Middelhavet m.m.
Sydamerikas østkyst
Sydamerikas vestkyst
*** Polynesien ***
Australien
Sydøstasien
Sydasien
Mellemøsten
Grækenland, hjemrejse

Retur til Rejsebeskrivelser