Recife, Brasilien.
Det så ikke lovende ud, da vi med 1 times forsinkelse kunne lægge til kaj ....
... men en transfer bus kørte os terminalen, hvor der ventede os en anderledes festlig velkomst.
Recife har 1,6 mill. indbyggere og kaldes på grund af dens mange øer og broer for Brasiliens Venedig. Dette var delvis årsagen til, at vi havde købt en rundvisning i byen i båd. Vi så fine, nye bygninger og gamle slumlignende kasser, og frem for alt fik vi vind i håret på denne 30 grader varme dag.
 |
 |
 |
 |
 |
| Med katamaran. |
Krabbefiskere. |
Flot figur. |
Nyt byggeri. |
Og gammelt. |
Turen sluttede ved byens fængsel fra 1800 tallet, der i 1970erne blev omdannet til kulturhuset Casa da Cultura. Konceptet viste sig at være en del anderledes end det, vi kendte fra "kulturværftet" i Helsingørs tidligere skibsværft. Her var der tale om et indkøbscenter, idet hver celle husede en lille forretning, mest med souvenirs eller tøj, meget af det hjemmesyet, og jeg købte mig en t-shirt i brasilianske farver (vi havde fået et tip om, at næste dags dress code på skibet ville blive "grøn og gul", et tip, der ikke holdt stik, men så fik Ulla sig en natskjorte). Det var slående, at alle mennesker på stedet var særdeles venlige.
Der var ingen wifi i terminalen.
Rio de Janeiro, Brasilien.
Vi ankom til Rio en middag med høj sol.
Efter to dage på søen var vi ivrige efter at komme i land og besøge byen; men vi måtte sande, at vendingen "only mad dogs and Englishmen go out in the midday sun" indeholdt en vis grad af fornuft. Vi fik vekslet lidt penge, købt nogle drikkevarer i et indkøbscenter med et brugbart wifi og så ellers hjem igen i den brændende hede. De to fotos til højre viser Eduardo Kobras udsmykning på de gamle pakhuse ved terminalen. Bemærk på det sidste foto, at der er et stoppested for letbane lige uden for terminalen. Hop på banen i østlig retning (altså mod venstre, når man kommer ud af terminalen) og kør nogle få stop for at komme til bymidten. Hvis man er over 60 behøves ingen billet, blot legitimation, der beviser alderdommen. (Det fortalte Costa intet om. Øv.)
Næste dag var vi på en udflugt, der var inkluderet i rejsen. Starten var kaotisk. Fire krydstogtskibe var i havnen, og de havde alle arrangeret udflugter. Vi ventede en times tid uden for et gammelt pakhus, der var opmarchsted for busserne. Heldigvis var det overskyet, så temperaturen var kun 29 grader. Langt om længe blev det vores tur til at komme ind og finde vores bus - ikke nogen fornøjelse i alle udstødningsgasserne.
Turen gik først til Sugarloaf Mountain, 395 m over Rio, som vi nåede med svævebane i to etaper. Udsigten var fantastisk og retfærdiggjorde yderligere en time i kø i lummervarmen.
 |
 |
 |
 |
| Panorama udsigt. |
Copacabana Beach i baggrunden. |
To personer ville spare pengene til billetten. |
Augusto Ferreira Ramos med sin første kabelvogn fra 1912. |
Sidste del af udflugten var en bustur langs stranden i Copacabana. Jo da, flot var det, men vi der kommer fra vestkysten er nu ikke så nemme at imponere lige på det punkt, selvom aktivitetsniveauet i Copacabana utvivlsomt er en del højere. Fotoet til højre viser hotellet Copacabana Palace, der har huset bl.a. dronning Elizabeth og Rolling Stones.
Undervejs kørte vi forbi Catedral Metropolitana, som jeg desværre ikke nåede at besøge (se foto). Den er meget anderledes i sin form, stod færdig i 1976 og kan rumme 20.000 personer. Også den store Kristusfigur har vi til gode til næste gang.
Der var ustabilt wifi i terminalen.
P.S.: Er det godt eller skidt, når servitricen ved baren for tredje aften i træk siger "Hello, Mister Claus. Gin and tonic?"
Buenos Aires, Argentina.
En italiensk kvinde ved navn Alessandra Falcolini gav på skibet introduktioner til vores destinationer i form af cultural lectures, der sammenfattede det enkelte lands historie, kultur, dyre- og planteliv m.m. Om Argentina fortalte hun bl.a. om kødkvæget, der græsser på pampassen og derved opnår en fortræffelig smag. På restauranterne sælges det som asado. Vegetarer får stedet tilbudt kylling eller svinekød. Se, det lød jo lovende. Desværre havde vi ikke lejlighed til noget restaurantbesøg i byen, men vi satte vores lid til, at skibet provianterede fornuftigt.
To dage varede det at nå til Buenos Aires. En rundtur i byen var inkluderet i rejsen, og denne gang var der ingen kritikpunkter, og vi havde en fremragende og humoristisk guide. Det var generelt en flot by, vi fik at se. Vi kørte til La Recoleta kirkegården, der var domineret af ca. 5.000 mausoleer.
Rufinas mausoleum har en speciel historie. Det viser hende forsøge at åbne en dør, ligesom hun har forsøgt at åbne kisten; det viste sig nemlig, at hun ikke var helt død, da hun blev lagt i kisten. Efter dette blev kisterne forsynet med en alarmklokke.
Evita Perón, født Duarte, ligger i sin families mausoleum.
På Plaza de Mayo så vi fine bygninger:
José de San Martín (1778 - 1850) er berømt for sin rolle i kampen for frigørelsen fra spansk overherredømme.
La Boca distriktet var det første havneområde i byen. Rester af skibsmaling hentet på havnen blev af de hovedsageligt italienske indbyggere benyttet som facademaling i mangel af bedre. I dag er de farvestrålende huse bydelens varemærke.
Et par af vores kvindelige guides morsomheder:
"To the right is the Law School. That is where you study if you want to be a lawyer or a liar."
Og så fortalte hun levende om, hvor billigt og populært det var at tage lokaltoget ind til byen. Hun benyttede det selv, og folk stod så tæt, at hun nogle gange fandt det nødvendigt at tage en graviditetstest efter turen.
Om aftenen benyttede vi lejligheden til at se tango i skibets teatersal. Alessandra Falcolini fortalte i øvrigt om tangoen, at den først blev accepteret af kirken, efter at et par dansere i begyndelsen af 1900 tallet i Vatikanet havde demonstreret tangoen for paven, der ikke fandt den anstødelig.
Terminalen i Buenos Aires var af nyere dato med butikker og restaurant, men vi fandt intet wifi.
Montevideo, Uruguay.
Vi brugte natten på at sejle fra Buenos Aires over Plata flodens udmunding til Montevideo, hovedstaden i Uruguay. Det virkede, som om et større søslag havde fundet sted i havnen.
Byen har ca. 1½ mill. indbyggere. Vores glimrende guide fortalte om et temmelig rigt land, der blev dårligt administreret.
Ved havnen lå anker og en del af afstandsmåleren (det store tandhjul) fra det tyske lommeslagskib
Graf Spee, hvis kaptajn sænkede det i 1939 for at undgå et muligt nederlag.
Plaza Independencia domineredes af en imposant rytterstatue af nationalhelten
Artigas.
Hans mausoleum findes nedenunder. Også
Palacio Salvo og
Solís teatret pyntede på pladsen, i modsætning til grimme beboelsesejendomme og affald på plænerne.
 |
 |
 |
| Artigas er nationalhelt fra uafhængighedsbeægelsen. |
Palacio Salvo var tænkt som hotel, men er nu kontorer og boliger. |
Solís teatret er fra 1856 og fuldstændig renoveret i 2004. |
Parque Batlle var én af flere store parker. Monumentet La Carreta var gevaldigt.
Der var ingen terminal i Montevideo.
Puerto Madryn, Argentina.
Efter at vi dag 26 var sejlet videre mod syd langs den sydamerikanske østkyst, nåede vi om morgenen Puerto Madryn. Temperaturerne var nu blevet mere menneskelige, som en god dansk sommerdag. Vi tog en "slapper" og trissede ind i byen, fandt en fotoforretning, hvor Ulla kunne få printet nogle af sine pletskud ud med henblik på dekoration af kahytten (pris 5 US dollars pr. stk., skibets fotoshop forlangte 20 euro!).
Vi sluttede i shopping centret Portal de Madryn, der lå ved "strandvejen" kun to blokke fra vores kaj. Der var flere gode forretninger og et par restauranter men intet supermarked. Der blev reklameret med wifi, men det virkede ikke.
Der var ingen terminal i havnen.
Der var en pæn travetur fra kajen ind til byen, men der kørte også gratis shuttle bus.
Om aftenen fortsatte skibet sydpå langs kysten, og næste dag hørte vi Alessandra give et glimrende foredrag om det allersydligste Sydamerika og Antarktis. Lidt træls, at kaptajnen afbrød det med en oplysning om, at der var hvaler i sigte, og at en stor del af tilhørerne prioriterede dette syn højere en foredraget og forlod lokalet. Nå, det var jo deres sag. Mere træls var det, at de kom tilbage igen, og at det hele gentog sig 10 minutter senere. Det er dårlig stil! Stakkels Alessandra fortsatte uanfægtet sit foredrag. Godt gået!
Ulla var meget glad for de flotte kopier af sine fotos og glædede sig over, at skibet bekendtgjorde en fotokonkurrence - d.v.s. lige indtil hun blev klar over konkurrencereglerne, der indebar, at fotos skulle afleveres på en USB nøgle og derefter udskrives for deltagerens regning - 20 euro pr. stk.! Havde hovedpræmien så endda været et krydstogt, men det var en DVD med skibets optagelser af rejsen.
Dag 29 sejlede vi ned langs Ildlandet (Tierra del Fuego), kaldt således af Magellan i 1520 pga. de indfødtes (Yamana) mange bål. På trods af de lave temperaturer var de nøgne. Søløvejagt, muslingefiskeri og vejrlig gjorde, at de tit var våde, og så var det nemmere at blive tør ved ilden nøgen. Britiske missionærer sørgede for, at de fik klæder på kroppen, men vådt tøj og europæiske sygdomme var hård kost for dem. I dag er de alle uddøde.
Ildlandet er den sydligste del af det område, som Magellan kaldte Patagonien. Navnet betyder Giganternes land, men indbyggerne har næppe været voldsomt store, dog nok højere end spanierne.
Vi nåede til Kap Horn (Cabo de Hornos), opkaldt efter den hollandske by Horn, der var fødeby for den ene af de to hollændere, der i 1616 opdagede det stormomsuste sted (eller også satte de sejl derfra). Blæst, regn og dis bevirkede, at skibets udendørs arealer var spærret af.
Efter at vi alle havde haft lejlighed til at se hornet, vendte kaptajnen skuden, og vi sejlede tilbage og ind ad Beaglekanalen, opkaldt efter skibet HMS Beagle, der blev anvendt under udforskningen i begyndelsen af 1800tallet.
 |
 |
| Sejlruten. |
Kap Horn med fyrtårn. |
Næste side
Start
Middelhavet m.m.
*** Sydamerikas østkyst ***
Sydamerikas vesttkyst
Polynesien
Australien
Sydøstasien
Sydasien
Mellemøsten
Grækenland, hjemrejse
