Jordomsejling 2019 #9

Jordomsejling januar - april 2019
Mellemøsten: Dubai, Muscat, Akaba (Petra), Suezkanalen
(side 9 af 10)

Opdateret d. 10.5.2019

Dubai, Forenede Arabiske Emirater.

Forenede Arabiske Emirater blev dannet i 1971, efter at briterne forlod området. Dubai er ét af emiraterne, og emiren her lod straks bygge en handelshavn og en lufthavn, der blev starten på velstanden. Olien hjalp til, men Dubai har kun få olieressourcer. I stedet tjenes stort på handel, finanser, turister og ejendomme (i Dubai findes verdens højeste kvadratmeterpriser). Tre forhold er med til at lokke udenlandske firmaer til det muslimske Dubai: En hurtig etableringsproces (og det gælder begge veje, firmaet har max 24 mdr. til at komme i gang, ellers er det farvel og tak), transparens i forvaltningen og tolerance over for andre religioner.

Dubai har 2,5 mill. indbyggere. Kun 300.000 er lokale, resten er indvandrere. Alt manuelt arbejde udføres af udenlandsk arbejdskraft. Man skal tjene min. 1300 euro om måneden for at kunne få familien hertil. Det er ikke muligt for udlændinge at opnå statsborgerskab. Begrundelsen er, at så ville der jo ikke længere være tale om et arabisk land. Oh, hvilket klarsyn!

Der betales ikke indkomstskat, momsen er 5 %. Benzin er billigere end flaskevand. Når en lokal mand gifter sig med en lokal kvinde, forærer sheiken ham et hus og en medgift på 20.000 $.

Vi havde hjemmefra besluttet, at vi ville se mest muligt af byen, så vi havde bestilt en 1½ dags udflugt i de 1½ dage, skibet var i byen. Det første vi bemærkede, da vi kørte af sted, var, at det gode gamle skib Queen Elizabeth 2, hvor Hyacinth og ikke mindst stakkels Richard gik så grueligt meget igennem, nyder sit otium hér som hotelskib (foto 1). Dernæst, hvor rene gaderne var (det koster 120 euro at smide affald på gaden - plus klip i kortet, hvis det sker fra bilen). Og så naturligvis de mange skyskrabere. Den ufærdige bygning i forgrunden på foto 2 skal blive til Museum for Fremtiden.

Første stop var Dubai Mall, verdens største shopping center med 1200 forretninger. Centeret er sammenbygget med Burj Khalifa, verdens højeste bygning, 828 m høj og 160 etager. Der er observationsdæk på 124. og 148. etage, og vi fik udleveret billetter til 124. etage. Tre af de i alt 57 elevatorer blev benyttet til at få sådan nogle som os op på 124. i ét hug med 10 m/sek. Jo, det kan da godt være, at elevatorturen fra 1. til 124. etage tog under ét minut, men inden da stod vi altså i kø i næsten en time, og dertil knap en halv time for at komme ned igen, så de to timer, vi var tildelt på stedet ("f.eks. en time i tårnet og en time i Dubai Mall, det bestemmer I selv") fik hurtigt ben at gå på. Nå, men det var ventetiden værd, udsigten var, ja døm selv:

P.S.: Det var på denne bygning, Tom Cruise klatrede rundt på vinduerne i filmen Mission: Impossible - Ghost Protocol.
P.P.S.: Vores guide fortalte storsmilende, at opførelsen af denne bygning blot var en test. En endnu højere er allerede ved at blive bygget.

Vi havde et fotostop ved Za'abeel Palace, residens for Sheikh Mohammed bin Rashid Al Maktoum, premierminister og vicepræsident i Emiraterne og Emir af Dubai. Jeg fik ikke nogen gode fotos af paladset, men selv færdselstavlerne her virkede forgyldte.

Da det var blevet frokosttid, bød hotel Hilton Dubai Creek på en herlig buffet.

Husene i Bastakiya kvarteret var oprindeligt fra begyndelsen af 1900tallet. De er nu renoveret og/eller kopieret, så kvarteret står som tidligere. De er karakteristiske med deres vindtårne, en tidlig form for aircondition.

Dubai museum er indrettet i det tidligere Al Fahidi Fort. Vi fik ikke set det hele, der var simpelthen for mange mennesker på for lidt plads.

En taxibåd, "abra", bragte os til byens Spice Souq, hvor de mange krydderier kildede i næsen. Det er hovedsageligt iranere, der leverer varerne og køber elektronik med hjem. Vi sluttede vores vandretur i Gold Souq, hvor vinduerne bugnede af guld og glimmer. Guld er ikke specielt billigt i Dubai, men der er meget af det. Sidste foto viser guldbægre fyldt med safran, "det røde guld".

Dagens sidste programpunkt var Dubai Fountain ved Burj Khalifa, der hver aften hver halve time byder på et eventyrligt show med musik og springvand op til 140 m i vejret. Vi var heldige at se to shows, det sidste ganske tæt på. På YouTube kan man se og høre Whitney Houston åbne for hanerne.
Vi så i øvrigt flere kendte ansigter fra skibet, thi der var gratis shuttle bus fra skibet til Dubai Mall.

Inden vi igen gik ombord, brugte vi lidt tid i terminalen, der havde flere butikker, nogenlunde wifi og en næsten dansk postkasse.

Næste morgen var første punkt et fotostop ved Jumeirah moskeen, byens smukkeste.

Burj Al Arab er et hotel uden værelser. Her er kun suiter, 202 styks. Den største koster 14.000 $ i døgnet (inkl. morgenmad). Hotellet har reception på hver etage og er verdens eneste med 7 stjerner.

Hotellets ydre udformning skal minde om sejlet på den gamle skibstype dhow.

Ved Dubai Marina ses moderne arkitektur for alle pengene. Alt er bygget efter 2002. Panoramafoto:

Ude på den kunstige palmeø Palm Jumeirah ligger hotel Atlantis med mere end 1500 værelser. Der er flotte akvarier, og i Lost Chambers Aquarium søges skabt en stemning, der kan lede tankerne hen på den sunkne by Atlantis. Foto til venstre viser en model af hotel Atlantis.

Mall of the Emirates er endnu et indkøbscenter, ét af de ca. 50, byen kan byde på. Centret har "kun" 630 forretninger, men til gengæld Ski Dubai, et indendørs snelandskab med skihop og meget andet.

Til slut endnu et par indtryk fra Dubai. Som Ulla udtrykte det: Det er ikke bare flot, det er elegant.

P.S.: Sheiken har en hjemmeside. Her kan man (næsten) blive ven med ham.

Muscat, Oman.

Sultanatet Oman vidste jeg ikke meget om, men Alessandra oplyste os. Den tidligere sultan holdt landet isoleret. Hans søn Qaboos blev uddannet i England og Tyskland og havde besøgt flere lande, da han vendte tilbage til Oman. I 1970 greb han magten. På det tidspunkt var uddannelsesniveauet i landet elendigt, drengene gik i koranskole - ikke én af de 3 mill. indbyggere havde en højere uddannelse. At der fandtes i alt 10 km asfalteret vej er sigende for infrastrukturen.

Sultan Qaboos gik straks i gang med at modernisere landet. 30 år senere fandtes 6.000 km asfalt og der var indført skolegang for både piger og drenge. Kvinder fik udstrakte rettigheder, f.eks. ret til at kræve skilsmisse, og i 1994 fik de valgret. Parlamentet har ganske vist ingen magt, men alligevel. Magten ligger helt og aldeles hos sultanen, der er den samme som i 1970.

Da landet således på sin vis kan siges blot at være ca. 50 år gammelt, var det med nogen interesse, jeg iagttog indsejlingen i havnen og deltog i ekskursionen i hovedstaden Muscat.

Vores guide var en ung kvinde traditionelt klædt helt i sort. Hun fortalte om hans majestæts, byens, landets og islams storhed. Byen har 1,3 mill. indbyggere, er pæn og ren med brede veje. Bygninger skal holdes i lyse farver og må højst være 10 etager høje (nok meget fornuftigt ikke at konkurrere med Dubai på det område).

Costa havde anmodet om, at man respekterede Omans traditioner og klædte sig passende. Det forhindrede dog ikke, at nogle som sædvanligt mødte op i små bukser og badetøfler - uden at der tilsyneladende blev taget notits af det. Også Costas eget personale gik i land iført de sædvanlige shorts, men sådan er der så meget.

Grand Mosque var sultanens gave i anledning af hans 30 års jubilæum som regent. Stor og flot er den, og den skal være endnu mere imponerende indvendig, men vores billet rakte ikke dertil.

Turen gik videre til Mutrah Souq, et mylder af små forretninger, der solgte "Omani-klæder", juveler og mange andre "Omani-varer". US $ og euro kunne anvendes. Ulla købte tørklæder, og vi sluttede af med en mangojuice til 5 $ (eller 5 euro, efter behag). Herefter valgte Ulla at forlade selskabet og i stedet gå tilbage til skibet via fiske- og grønsagsmarkedet. Der var shuttle bus fra havneporten til skibet, idet færdsel til fods på havnen var forbudt.

Vi andre fortsatte til Bait Al Zubair, et privat museum, der fortæller om livet før 1970. Interessant, men desværre var fotografering forbudt.

Sultan's Palace er blot ét af sultanens paladser. Det er ikke muligt at komme indenfor.


Det portugisiske fort Al Mirani blev ved list indtaget af en omansk imam og var med til at gøre en ende på portugisernes herredømme over havnen (fra 1507 til 1650).	Samme sted er der udsigt til Al Jalali fortet, der en overgang blev benyttet som fængsel, men nu er et museum, hvortil adgang kræver særlig tilladelse.

Flot var byen, og det var interessant at stifte bekendtskab med Oman, men det bliver ikke et fremtidig rejsemål.

Om aftenen fik vi et gedigent regnskyl, og tidligt næste morgen lagde vi fra kaj og påbegyndte 6 dage på søen til Akaba.

Vi fik et ufrivilligt gensyn med Oman, da vi for en meget kort bemærkning gik ind til Salalah med en passager, der måtte på hospital.

Vi aflagde også lige en kort visit i Saudi Arabien, da endnu en passager måtte sættes af i Jeddah. Joh, det tyndede langsomt ud i vores flydende alderdomshjem.

Akaba, Jordan.

Hovedparten af turister tager til Akaba for at opleve Petra, den lyserøde by, der er mejslet i klipperne. Det var nabatæerne, oprindeligt nomader fra Saudi Arabien, der udnyttede stedets beliggenhed nær handelsruterne og etablerede en handelsplads og rasteplads for karavaner. Deres evne til at opsamle det sparsomme vand fra højere liggende områder og opbevare det i cisterner var afgørende for byens succes. Den var let at forsvare mod angreb og blev efterhånden nabatæernes hovedstad; men vandforsyningen var Petras akilleshæl. År 106 lukkede romerne for vandet og besatte byen. Jordskælv og søvejenes øgede overtagelse af varetransporter mindskede Petras betydning. Byen sygnede efterhånden hen og var blot kendt af de lokale nomader. Først i 1812 blev byen genopdaget af verden udenfor.

Hjemmefra havde vi besluttet, at vi ville til Petra. Det stod klart, at der ville blive en del traven, så vi valgte en "premium"-udflugt, temmelig dyr, men tilsyneladende ikke helt så anstrengende som de øvrige. På det tidspunkt havde Costa ingen Petra-udflugt inkluderet, den kom senere til, og nogle kunne få deres købte ture refunderet, andre ikke - igen noget italiensk rod. Vi holdt fast i vores dyre tur, og belønningen viste sig at være en dygtig guide og en bus med kun 22 engelsk- eller tysktalende deltagere.

Der var to timers kørsel til Petra igennem et trøstesløst jordansk gråt og brunt landskab.

Vores besøg begyndte ved "Little Petra", der måske havde været et kongeligt opholdssted, måske et forrådskammer. Der var kun få besøgende, og det var ganske herligt sammenholdt med det mylder, vi senere oplevede ved det "rigtige" Petra. På det højre foto ses en cisterne til opsamling af vand, der er ledt ned ad klippen med et system af render.

På Alquantara Restaurante blev vi beværtet med en usædvanligt velsmagende frokostbuffet.

Så kom vi endelig til Petra. Vi fik udleveret billetter (pris 50 JD svarende til små 500 kr.) Der var vel 2½ km frem til den altid afbildede treasury, som man kunne gå, tilbagelægge på hesteryg (inkluderet i billetprisen, dog ikke de 10 $ i drikkepenge til ham, der førte hesten) eller i en umagelig hestevogn til 50 $ inkl. drikkepenge. Vi travede, og det var klart den bedste måde at opleve den flotte tur til byen på!


Indledningsvis gik vi ad en grusvej.	Vi nærmede os siq …	… der er en smal passage, opr. et flodleje …	… der ender ved the treasure.	Stort!

En legende fortæller, at en skat er gemt på 2. etage. Skudhuller viser, at der er gjort mange forsøg på at afsløre de ikke-eksisterende kostbarheder.

Petra indeholder desuden bl.a. tempel, amfiteater og gravkamre, her er flere fotos:

Inden hjemkørsel oplevede vi fornøjelig musik og dans, meget lig det, der findes på YouTube i dette klip.

Petra er kåret som ét af Verdens syv nye underværker. Det skal også nævnes, at Petra har lagt kulisse til filmen Indiana Jones and the Last Crusade.

Om aftenen sejlede vi ud ad Akababugten for den næste dag at foretage et herresving til højre ind i Suezbugten. Vi nåede Suez ved 22 tiden, kastede anker og afventede, at vi i konvoj med andre skibe næste morgen kunne fortsætte nordpå gennem kanalen.

Suezkanalen.

Allessandra havde genopfrisket historien om kanalen, den strategisk set vigtigste genvej i verden, for os: Napoleons ide om en kanal, der blev opgivet pga. 10 meters højdeforskel i vandstanden mellem Middelhavet og Det Røde Hav (hvilket senere viste sig at være forkert), finansieringen med aktier, briternes modstand, koleraepidemien under arbejdet, åbningen i 1869 efter 10 års arbejde, Nassers nationalisering af kanalen i 1956, det fransk-britisk-israelske modspil. De seneste udvidelser af kanalen skete i 2015, den er nu flere steder "dobbetsporet", så ventetiden er kraftigt reduceret, og den gennemsnitlige sejltid er 11 timer. Kapaciteten er 97 skibe i døgnet. Der sejles i konvojer, to fra nord med start kl. 00 og 07, én fra syd med start kl. 06. Farten er ca. 9 knob, og der sejles med en afstand på 1 nautisk mil.


Kl. 06.00. Vi passerer Suez som første skib i konvojen.	Lods er påbudt, og slæbebåde er klar til at gribe ind.	Bilfærger indsættes over kanalen mens konvojen passerer …	… og flydebroer ikke kan anvendes.


Militæret er til stede langs kanalen …	… og overgangssteder er forberedt.	Suezkanal broen.	Mærsk her, der, og også i Port Said.	Kl. 16.00. Middelhavet i sigte.

I anledning af gennemsejlingen kom skibets skønhedssalon med et fantastisk tilbud: Kom op og nyd udsigten gratis, du skal blot købe en behandling.

Næste side

Start
Middelhavet m.m.
Sydamerikas østkyst
Sydamerikas vestkyst
Polynesien
Australien
Sydøstasien
Sydasien
*** Mellemøsten ***
Grækenland, hjemrejse

Retur til Rejsebeskrivelser