Ushuaia, Argentina.
På vores vej jorden rundt besøgte vi lige verdens ende. Ushuaia er jordens sydligst beliggende større by med ca. 60.000 indbyggere. Byens motto er Ushuaia, verdens ende, begyndelsen på alt.
 |
 |
 |
| Indsejlingen til byen var flot. |
Ushuaias hovedgade. |
Forstadskvarter. |
Iflg. statistikken burde det have været overskyet, sandsynligvis med regn, og ca. 10 grader varmt. Sådan havde det også været i dagene før vores ankomst, men vi rendte åbenbart ind i en veritabel hedebølge. Høj sol og 18 grader var det den første dag, vi besøgte byen, ret heldigt på et sted med typisk 20 solskinsdage årligt.
Vi havde besluttet os for en ekskursion til nationalparken Tierra del Fuego, en enorm og tillige enestående nationalpark, idet den omfatter både bjerge, skov og hav. Det blev en tur i omgivelser med helt overvældende skønhed. Utvivlsomt kan vi takke det gode vejr for, at oplevelsen blev så stor, som den blev. De tre fotos til højre er fra "Verdens ende", hvor Highway nr. 3, som på dette sted blot er en beskeden jordvej, slutter. Som det ses af det blå skilt er håbet om at overtage Falklandsøerne ikke opgivet.
Den anden og sidste dag i Ushuaia tog hedebølgen til, og vi nåede op på 25 grader. Ikke netop museumsvejr, men vi valgte alligevel at besøge det tidligere fængsel, der fra 1902 til 1947 bød på skolegang, streng disciplin samt hårdt arbejde til en beskeden løn for de fanger, der var deporteret til dette udkants-Argentina. Fangerne etablerede bl.a. en 25 km lang jernbane til den nuværende nationalpark, hvor de arbejdede med skovhugst.
Museet rummede også en historisk udstilling og et kunstgalleri samt et maritimt museum med modeller af de skibe, der har haft betydning for området, lige fra Magellans "Trinidad", der i 1520 sejlede gennem strædet, der blev opkaldt efter ham, til "Primero de Mayo", der i 1896 ankom med de første straffefanger.
Vel havde vi fået argentinsk kød på skibet, men ikke en rigtig steak, så vi indtog på denne sidste dag i landet et par lækre styks af slagsen på Restaurante Moustacchio, San Martin 298. Betjeningen var afmålt, men bøfferne var overmåde møre og velsmagende.
Ushuaia havde en lille terminal med velfungerende wifi.
Efter to dage og tre overnatninger i Ushuaia sejlede vi tidlig morgen videre igennem Beaglekanalen og betragtede flotte bjerge og smukke gletsjere. Det var betagende.
 |
 |
 |
 |
| Én af os er da vist sejlet forkert. |
Gletsjeren Italia. |
Gletsjeren Romanche. |
Sejlruten. |
Punta Arenas, Chile.
Næste morgen nåede vi Punta Arenas i Chile, landets sydligst beliggende større by med ca. 130.000 indbyggere. Byen havde sin storhedstid som den vigtigste havn mellem de to oceaner inden Panamakanalen åbnede i 1914. I dag er den besøgt af krydstogtskibe og udgangspunkt for ekspeditioner til Antarktis. Efter Falklandskrigen fik den som den nærmeste ikke-argentiske havn en betydning for øerne.
Chile er landet, der strækker sig over hele tre verdensdele, nemlig Sydamerika, Antarktis (landet hævder ret over en del) og Oceanien (Påskeøen).
I øvrigt betyder navnet Chile "hvor jorden ender" på det indfødte mapuchefolks sprog.
Den snørklede vej til Punta Arenas.
Vi lå ikke ved kaj, men måtte tender i land for at deltage i den byrundtur, vi havde bestilt. Hedebølgen var overstået, og vejret var gråt og køligt. Ligeså virkede byen, men vores guide gjorde nu heller ikke meget for at sælge den.
Fra udsigtspunktet La Cruz kunne vi se ud over
Magellanstrædet og - til venstre for vores skib - over til øen
Ildlandet.
Maggiorino Borgatello museet har omfattende samlinger om bl.a. den oprindelige befolkning og dyrelivet.
 |
 |
| Kondor. |
Paven sad i denne stol under sit besøg i 1987. |
Ved aftenspisningen følte jeg mig
næsten hjemme: Kyllingelever. Nærmere kommer det italienske køkken næppe til "et halvt stykke med leverpostej".
---
Punta Arenas havde en terminal med souvenirbutikker og god wifi.
De næste to dage var vi undervejs. Dele af turen foregik på åbent hav, men Stillehavet var nu ikke specielt stille - det var ikke på de tidspunkter, man skulle tage bad, medmindre man ønskede at vaske hele gulvet; men når det var muligt, sejlede vi i fjordene langs kysten. Flot var det, selvom sigtbarheden satte begrænsninger.
Under middagen den anden aften blev vi præsenteret for en del af besætningen.
Her præsenteres skibets to allervigtigste personer: Chefkokken og kaptajnen (nævnt i prioritetsorden).
Puerto Chacabuco, Chile.
Dette var en ganske lille by, der var udgangspunkt for flere ekskursioner, dog ikke for os. Vi hørte fra andre om en guide, hvis eneste forståelige engelsk stort set var "okay?" og om en bus med ukontrollabelt air condition, hvor temperaturen svingede mellem 7 og 29 grader, men da også om smuk natur. Vi afstod helt fra tenderen og tog bare en stille dag på skibet. Vejret var mestendels stadig overskyet og køligt.
Den følgende nat sejlede vi til næste destination.
Puerto Montt, Chile.
Vi tog med tender boat ind til havnen i Puerto Montt i silende regn, og regnen fortsatte det meste af dagen, mens vi var på tur. Ærgerligt, for dagens udflugtsmål krævede klart vejr og solskin for virkelig at kunne komme til deres ret. Vi kørte til vandfaldet Petrohué, der virkede imponerende på turbeskrivelsens foto men knap så meget i dagens grå farver. Videre til den lille by Puerto Varas, grundlagt af tyske immigranter og med flere huse i tysk byggestil. Byen var idyllisk beliggende ved Chiles næststørste sø, Llanquihue. Vejret gjorde, at vi måtte give afkald på udsigten til de nærliggende vulkaner.
 |
 |
| Vandfaldet Petrohué. |
Byen Puerto Varas ved søen Llanquihue. |
Om aftenen fortsatte vi nordpå langs den sydamerikanske vestkyst. Næste havn ville efter et døgns sejlads være San Antonio, hvor turen ville ende for 400 passagerer, mens 400 nye ville stige ombord. Det var grunden til, at der blev afholdt "italiensk aften". I spisesalen sluttede middagen festligt med sang og dans.
San Antonio, Chile.
Efter et døgns sejlads nåede vi den sidste destination på fastlandet. Byen er havneby for hovedstaden Santiago, og mange havde købt en udflugt dertil eller til byen Valparaíso. Vi blev blot "hjemme", og jeg gik en tur på den livlige havnepromenade, hvor der var fiske- og grønsagsmarked, og hvor alskens andre varer blev faldbudt.
Foran os lå nu fire dage på Stillehavet, inden vi igen skulle få fast grund under fødderne, nemlig Påskeøen.
Undervejs passerede vi
Isla Róbinson Crusoe, Robinson Crusoes ø, hvor den skotske sømand Alexander Selbirk i 1704 blev efterladt og måske har givet inspiration til Daniel Defoes roman.
Næste side
Start
Middelhavet m.m.
Sydamerikas østkyst
*** Sydamerikas vesttkyst ***
Polynesien
Australien
Sydøstasien
Sydasien
Mellemøsten
Grækenland, hjemrejse
